Kirstine Frederiksen

Kirstine Frederiksens fader var en dynamisk og fagligt kompetent bonde, som via forpagtninger og egne ejendomme blev en af Lollands store godsejere. Hun var den ældste datter i hans andet ægteskab med præstedatteren Maria Hansen, der var forhenværende huslærerinde. Moderen, som Kirstine Frederiksen senere i skriftet To Hjem, 1901, karakteriserede som både barnligt naiv og filosofisk, blev det menneske, hun kom til at dele det meste af sit dagligliv og hjem med. Efter faderens død i 1861 flyttede moderen til København, hvor hun var med til at oprette Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole og 1878 var medstifter af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed. Herefter førte Kirstine Frederiksen i en periode hus for to endnu ugifte brødre J.D. F. og Erhard F., som 1872 grundlagde en sukkerfabrik på Lolland. Brødrenes krak fem år senere hang til dels sammen med en tredje broders nationaløkonom N.C. F.s aktiviteter som jordspekulant og forretningsmand. De tre brødres fallit rev moderen og Kirstine Frederiksen med i den økonomiske misere og familieskandale. Kirstine Frederiksen påbegyndte først sin uddannelse som 33-årig i skyggen af denne tragedie.

Ægteskab kom aldrig på tale. Kirstine Frederiksen havde i de unge år forelsket sig i en af brødrenes fabriksmedarbejdere, en yngre mand fra et lavere socialt miljø. Dilemmaet fik hende 1871-72 til at rejse til Italien og USA. Først i 1883 synes hun definitivt at have lagt det uforløste sværmeri bag sig i erkendelse af såvel egne hæmninger som de mange arbejdsopgaver, hendes liv var blevet fyldt med. Som den første kvinde i Danmark uddannede hun sig til stenograf og tog 1878 eksamen. Men hun måtte opleve, at Rigsdagen først i 1890 ansatte en stenograferende kvinde, og da kun som assistent, nemlig hendes mangeårige veninde Elisabeth Grundtvig. Kirstine Frederiksen slog i stedet ind på pædagogikken, og aflagde lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole i 1879. Natalie Zahle ville gerne knytte hende til sit skoleimperium, og hun fungerede 1882-84 som lærer i pædagogik på skolen. Allerede fra 1879 havde hun dog ansættelse ved Frbg. kommunale skolevæsen, hvorfra hun på grund af alvorlig sygdom måtte tage sin afsked 1895.

Kirstine Frederiksen aflagde aldrig en universitetseksamen. Pædagogik eksisterede endnu ikke som selvstændig videnskabsgren, men som universitetsdisciplin under filosofi. Hun fulgte Harald Høffdings forelæsninger på Københavns Universitet. Høffding værdsatte hun højt som humanistisk tænkende etiker, og hun viste ham en for hende sjælden åbenhjertighed. Hun modtog i 1891 Københavns. Universitets guldmedalje på en aldrig trykt filosofisk-pædagogisk afhandling med titlen De vigtigste almene Love for Opdragelsen, som lader sig udlede af den nyere Psykologi og Etik. Men allerede i 1880'erne var Kirstine Frederiksen begyndt at gøre sig gældende som en energisk, veloplagt kritiker og skribent i det progressive pædagogiske tidsskrift Vor Ungdom. Her som i sine større skrifter Anskuelsesundervisning, 1889, Barnets Sjæleliv, 1890, og Amerikanske Undervisnings-Eksperimenter, 1896, manifesterede hun en bred faglig og international orientering, inspireret af sine studierejser til bl.a. Tyskland og USA. Med sin innovative tænkning på især børnepsykologiens område bevægede hun sig på dansk grund ind på næsten ubetrådte stier. Det var Kirstine Frederiksens kongstanke, at al undervisning skulle tage udgangspunkt i barnets sanseverden, i det, som barnet kunne lugte, smage, se og føle. Faggrænserne, mente hun, skulle afskaffes i de første skoleår, og bøger var ikke nødvendige i den indledende undervisning. Til gengæld skulle ekskursioner uden for skolens mure lære barnet om geografi, naturhistorie m.v. Hendes væsentligste pædagogiske indsats var at give barndommen dens egen ret som særligt livsafsnit, og hendes arbejde med at indføre anskuelsesundervisningen i danske skoler kan dårligt overvurderes. Hun støttede også den senere grundlægger af Fröbel-Højskolen Anna Wulffs ønske om at give Fröbelpædagogikken en ramme i Danmark ved oprettelse af børnehaven som ny institutionsmodel for forskolebørn, ledet af uddannet kvindeligt personale.Fra 1899-1901 var hun ministerielt udpeget censor ved Danmarks første forskoleseminarier. Hendes tanker satte sig spor i Cirkulæret af 6. april 1900 om undervisningen i de enkelte fag, der blev udarbejdet i kølvandet på Skoleloven af 1899. Kirstine Frederiksen blev kortvarigt tilknyttet Danmarks Lærerhøjskole, da man 1901 introducerede anskuelsesundervisning som kursusfag. Sammen med forstanderne fra Femmers Kvindeseminarium Emilie Jansen og J.Th. Huus grundlagde hun Københavns Forskoleseminarium i 1901, hvor hun var forstander indtil sin død i 1903.

Sin store læse- og lærelyst udfoldede Kirstine Frederiksen i Kvindelig Læseforening (KL), hvor hun 1875-79 var formand. Her blev hun 1875 den første kvinde, som holdt et foredrag De engelske Kvinders frivillige Arbejde for Samfundet. Som formand arbejdede hun bl.a. på at gøre foreningen mere attraktiv for universitetsstuderende. Under mere private former oprettede hun en kvindelig diskussionsklub for at skole kvinder i mødeteknik og debat om bl.a. skønlitteratur skrevet af kvinder. En væsentligere indflydelse fik Kirstine Frederiksen i Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun blev en af de betydeligste formænd i de første årtier, fra 1887 til 1894. I usædvanlig grad havde hun en personlig ildhu og udfarende drivkraft, en ansvarsbevidsthed og social kontaktflade, som medvirkede til at bringe DKs aktiviteter og debat ind på et bredere spor. Hendes agitatoriske evner foldede sig mere ud i skrift end foredrag og taler. Det blev frem for alt hende, der over for udlandet blev DKs og den danske kvindesags historieskriver og reporter. Hun skrev om kvindesagen til det amerikanske værk The Woman Question in Europe, 1884, senere til det tyske storværk Handbuch der Frauenbewegung, 1901. Men allerede i 1870'erne havde hun med Fredrik Bajer som formidler gjort sig gældende som dansk medarbejder ved det svenske Tidskrift för hemmet, ligesom hun markerede sig i et af landets første kvindesagsblade Fredagen Ugeblad for Qvinder, der havde Wilhelmine Zahle som redaktør. En overgang oversatte hun artikler til Fædrelandet, og senere skrev hun bl.a. til Kvindernes Blad og Bog og Naal. Hun blev en af de flittigste bidragydere til Kvinden og Samfundet, DKs medlemsblad. 1902-03 påtog hun sig selv redaktørposten for at redde organet fra truende bladdød.

Som DKs formand fra 1887 blev Kirstine Frederiksen konfronteret med konkurrencen fra Kvindelig Fremskridtsforening, stiftet 1885 af bl.a. Matilde Bajer, og Kvindevalgretsforeningen, stiftet 1889 af Line Luplau og Louise Nørlund. Da Elisabeth Grundtvig i 1887 holdt sit foredrag om Nutidens sædelige Lighedskrav magtede Kirstine Frederiksen at ride stormen af, men drog den konsekvens siden at holde en lav profil i DK på det seksualpolitiske område. Navnlig bistået af styrelsesmedlem Svend Høgsbro lagde hun en reorganisationsstrategi, der satsede på at styrke DK i provinsen. Denne satsning gav dog først efter 1900 markante resultater. Efter flere sygdomsperioder, hvor først Anne Bruun i 1890 og siden Birgitte Berg Nielsen 1892-93 havde været konstituerede som formænd, måtte Kirstine Frederiksen i 1894 nedlægge alle sine poster på grund af en alvorlig hjertesygdom. Sygdommen svækkede dog ikke hendes kvindesagsoptimisme og inspirerende engagement, men tog hårdt på de fysiske kræfter.

Sammen med Laura Kieler og Elisabeth Selmer var Kirstine Frederiksen delegeret for DK ved den store verdensudstilling i Chicago 1893, som desuden rummede en international kvindeudstilling. Efter hjemkomsten lancerede hun sammen med kammerherreinde Sophie Oxholm et forslag om at skabe en dansk pendant til den amerikanske udstilling, men magtede ikke selv at gå aktivt ind i forberedelsen af arrangementet, der udmøntede sig i Kvindernes Udstilling 1895 i København Kirstine Frederiksen fremførte desuden efter besøget i USA 1893 idéen om, at DK skulle være spydspids i oprettelse af en national paraplyorganisation med tilslutning til International Council of Women. Idéen fik 1899 form med oprettelsen af Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd, med Charlotte Norrie og Elly Nienstædt som de igangsættende kræfter og Kirstine Frederiksen som grå eminence. Kirstine Frederiksens kontakt til USA var mere end pædagogisk og kvindesagligt begrundet. Flere søskende bosatte sig derovre eller udvandrede til New Zealand. Hun stod sin svigerinde Ada F. nær og medvirkede til, at denne i USA og senere i Paris repræsenterede DK ved internationale kongresser. I 1903 rejste hun sammen med veninden Augusta Fenger til USA på familie- og studiebesøg. Det blev hendes sidste rejse, hun døde i en villa i Allegheny-bjergene.

Kirstine Frederiksen var en handlekraftig og velafbalanceret formand med sans for kvindesag som praktisk og socialliberal politik samt for kvindefrigørelsens teoretiske perspektiver. Hun besad en usædvanlig kundskabsbredde og en stor kontaktflade, som kom til udtryk ved den mindefest, DK afholdt efter hendes død. Den manifesterede respekten i ind- og udland om en person, som i det sidste sygdomsmærkede tiår dog mest syntes at have stået en snæver kreds af kvindesaglige veninder nær, bla. Ida Falbe-Hansen, Grundtvig og Kristiane Konstantin-Hansen. Et boglegat, der bar hendes navn, blev oprettet på Københavns Forskoleseminarium og uddelt første gang i 1908.