Faktaboks

Louise Nørlund
Marie Sørine Louise Nørlund
Født
27. november 1854, Beder sogn
Død
1. februar 1919, København
Arbejdsliv
Kvindesagsforkæmper, lærer og agitator
Familie

Forældre: gårdejer Mikkel Hasle Christiansen (1816-83) og Ane Jacobsdatter (1820-88).

Gift 19. november 1881 med redaktør Niels Jensen N., født 26. november 1854 i Grindsted sogn, død 5. marts 1894 i København, s. af husmand Jens Peter Pedersen og Kirsten Nielsdatter. Ægteskabet opløst 1892.

Børn: Agnes (1882).

Louise Nørlund
Louise Nørlunds kvindesaglige engagement begyndte i Dansk Kvindesamfund, løb videre i Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen og fandt sit fulde udtryk i Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg (DKV), som hun stiftede i 1889 (fra 1904 Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund). DKV var en alliance mellem kvindeforeninger, som støttede kravet om kvinders kommunale valgret og valgbarhed. Foto uden år.
Louise Nørlund
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Louise Nørlund

Louise Nørlund førte Danmark ind i den internationale kvindevalgretskamp, da hun i 1904 meldte DKV ind i den nystiftede International Woman Suffrage Alliance, hvor Danmark var blandt alliancens første ti medlemsnationer. Selv deltog hun i alliancens kongresser i Berlin 1904, Amsterdam 1908 og i Budapest 1913. Som DKVs formand var Louise Nørlund hovedansvarlig for alliancens kongres i København i 1906. Foto fra Hvad vi vil!, 1894.

Louise Nørlund
Af /Kvinfo.

Kvindevalgretsforkæmper Louise Nørlund blev opflasket med politik i sit barndomshjem i Beder uden for Århus. Hendes fader, en fæstebonde, som havde svunget sig op til selvstændig gårdmand og lokal sognekonge, blev rigsdagsmand, ligesom senere hendes lillebroder K.N. Kristiansen. I barndomshjemmet kom de radikal-demokratiske stiftere af Bondevennerne, bl.a. A.F. Tscherning på besøg. I 13-14-års alderen fik hun blik for lokalpolitik, da hun blev sat til at udregne Beders kommuneskatter. At både tyske og danske soldater under krigen i 1864 viste sig på gården, blev kimen til Louise Nørlunds senere antimilitarisme, der førte hende ind i Dansk Fredsforening i 1880’erne. Her blev hun til sin død en meget aktiv fredsagitator, skribent i Fredsbladet og medlem af bestyrelsen for kredsen i København Under Første Verdenskrig var hun 1915 blandt deltagerne på den internationale kvindefredskongres i Haag, der bl.a. førte til stiftelsen af Women’s International League for Peace and Freedom, hvortil Danske Kvinders Fredskæde året efter blev tilknyttet som dansk sektion.

Som voksen så Louise Nørlund tilbage på sig selv som sin faders datter snarere end sin moders. Moderlige reprimander lød, når Louise Nørlund blandede sig i mændenes politiske diskussioner, mens faderen var mere fremsynet og ansporede hende til at blive selverhvervende. Som ung overvejede hun at læse teologi, men opgav, da studiet på det tidspunkt ikke gav kvinder mulighed for at søge embede som præst. Senere i sit liv lagde hun afstand til teologer, fordi de talte “sort”. I tre-fire år arbejdede hun som privatlærerinde, indtil hun i 1877 tog lærerindeeksamen fra Beyer, Bohrs og Femmers Kursus. Fra 1878 blev Larslejstrædes Skole hendes faste arbejdsplads, først som timelærerinde, siden som fastansat, indtil hun gik på pension i 1910. Hun hørte 1891 til medstifterne af Københavns Kommunelærerindeforening, hvor hun siden slog til lyd for bedre avancementsmuligheder og højere lærerindelønninger ud fra det argument, at også kvindelige lærerkræfter var familieforsørgere.

1881 giftede Louise Nørlund sig med journalist og litterat Niels Petersen N., der bakkede sin hustru op og selv deltog i kvindesagen, bl.a. som underviser i psykologi ved Social-Politisk Skole, drevet af Kvindelig Fremskridtsforening. Samlivet ophørte dog allerede 1890 og førte to år senere til skilsmisse. Ved ægtefællens død i 1894 blev hun forsørger for enebarnet Agnes, og for at skaffe penge åbnede hun en tid sit hjem for logerende. Datteren blev som 11-årig sat i Det Kgl. Teaters balletskole og senere på teatrets skuespilskole, hvorfra hun debuterede som Puk i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. Som kvindesagskvinde blev Louise Nørlund Dansk Kvindesamfund (DK) et stabilt, men ikke altid lige yndet medlem. Her demonstrerede hun tidligt sit personlige gåpåmod og en sund selvbevidsthed på et tidspunkt, hvor bondedøtre ikke ligefrem oversvømmede foreningen. Hun var en anvendt agitator i DKs bestræbelser i 1880’erne på at bryde igennem i provinsen. Midt i 1880’erne var hun at finde blandt de kritiske røster, der ønskede, at DK satte kvinders stemmeret og valgbarhed på programmet. Hun var blandt de oppositionelle kvinder, bl.a. Elisabet Ouchterlony og Matilde Bajer, som 1885 tog initativ til Kvindelig Fremskridtsforening, der kun optog kvindelige medlemmer. I 1897 var hun kortvarigt foreningens formand.

I 1889 optrådte Louise Nørlund som Line Luplaus hovedallierede med hensyn til at få skabt en landsdækkende, kønsblandet kvindevalgretsforening. I Kvindevalgretsforeningen blev hun først kasserer, senere 1891-93 Luplaus afløser som formand. Hun magtede dog ikke i disse år, hvor privatlivet var i opbrud, at fastholde posten, der overgik til læge Nielsine Nielsen. Foreningen blev nedlagt 1898. Kort efter nedlæggelsen tog Louise Nørlund 1898 initiativ til stiftelsen af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, fra 1904 Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund (DKV), der var en alliance mellem kvindeforeninger, som støttede kravet om kvinders kommunale valgret og valgbarhed. Som initiativtager fik hun især opbakning fra Marie Luplau, formanden for DKs Københavns-kreds, og skolelærerinderne. Louise Nørlund blev formand for DKV, hvortil otte foreninger straks tilsluttede sig. I 1904 var antallet kommet op på 22 foreninger. Det var en svær balancegang for Louise Nørlund at fastholde DKVs uafhængighed som foreningssammenslutning. Frierier fra Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd (DKN), via Charlotte Norrie fandt Louise Nørlund et flertal for at afvise. Hun syntes, at DKNs beslutningsgang var for tung, og specielt blandt DKVs fagforeningskvinder var der modstand mod at indgå et sådant samarbejde. En vanskeligere udfordring blev modstanden inden for DKs fællesstyrelse. Her betragtede ledende skikkelser som næstformand Astrid Stampe-Feddersen og Svend Høgsbro DKV som en undergravning af DKs førerposition i kampen for den kommunale valgret. Louise Nørlund nægtede at underordne DKV under DK, men førte en samarbejdslinie omkring andragender og deputationer til Rigsdag og regering og interpellation af rigsdagsmænd på valgdagene.

Louise Nørlund førte den danske kvindevalgretskamp forpligtende ind i et internationalt forum, da hun i 1904 og med DKVs mandat meldte forbundet ind i den nystiftede International Woman Suffrage Alliance (IWSA). Danmark var blandt alliancens første ti medlemsnationer. Johanne Münter blev DKVs første internationale sekretær, indtil hun i 1909 blev afløst af Thora Daugaard. Som DKVs formand kom Louise Nørlund i 1906 til at tegne sig som hovedansvarlig for afholdelsen af IWSAs kongres i København Med sit opbud af kendte udenlandske kvindesagsnavne stimulerede kongressen den mediemæssige bevågenhed herhjemme og satte den danske stemmeretskamp i et skarpere indenrigsfokus. Louise Nørlund deltog på alliancens kongresser i Berlin 1904, Amsterdam 1908 og i Budapest 1913. Efter kongressen i Berlin havde Louise Nørlund som andre danske delegerede, bl.a. Anna Hude, følt sig inspireret til at danne Politisk Kvindeforening, senere Københavns Kvindevalgretsforening, som en oplysningsforening for stemmeretsinteresserede kvinder. Da foreningen i 1907 organiserede sig til et landsforbund og gik i gang med at oprette lokalafdelinger, slog Louise Nørlund bak.

I 1907 måtte Louise Nørlund kortvarigt afstå sin formandspost i DKV til Vibeke Salicath, men genvalgtes 1908-09, hvorefter Eline Hansen overtog ledelsen. Louise Nørlund havde da fastholdt den længe, bl.a. i kraft af sit politiske overblik, sin indsigt i det parlamentariske spil og en betragtelig personlig stædighed, ikke mindst i de slidsomme magtkampe om DKs placering og indflydelse i stemmeretskampen. 1901-04 var hun bestyrelsesmedlem i DKs Københavns-kreds, men synes ikke at have lagt megen energi heri, ej heller som DKs repræsentant i DKN. I valgretsforbundets sidste fase gled Louise Nørlund ind i organiseringen af dets pressetjeneste. Hun skrev i dette regi pjecerne Valgrets A.B.C. for Kvinder, 1909, og Kvindevalgrettens Historie, 1911, ligesom hun sendte informationer til IWSAs organ Jus Suffragii.

Mens kvindevalgretskampen officielt skulle føres på et solidaritets- og frontprincip, uanset kvindernes partipolitiske sympatier, havde Louise Nørlund tidligt markeret, at hun under J.B. Estrups styre følte sig mest hjemme i den liberale lejr, og hun beundrede Viggo Hørup og Herman Trier. I 1880’erne meldte hun sig ind i Københavns Liberale Vælgerforening og sad som den første kvinde i 1890 og igen i 1904 i dens bestyrelse. Men til kommunevalget i 1909 var hun at finde som socialdemokratisk kandidat, hvor hun dog måtte trække sig på grund af dårligt helbred. Hun sluttede sig desuden til Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening, som 1907 med Andrea Brochmann i teten forlod DKV. Det var i overensstemmelse med den socialdemokratiske kvindebevægelse i Anden Internationale og den nordiske arbejderkongres i Oslo samme år, der signalerede, at arbejderkvinders stemmeretskamp nu skulle føres på et selvstændigt klassegrundlag. Louise Nørlund med den ranke skikkelse og sobre politiske rygrad var blandt de få af bondedemokratiets døtre, der magtede at vinde og hævde en ledende position i den danske kvindestemmeretskamp.

Beskrivelser og portrætter af Louise Nørlund

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Fredsbladet 2/1919. Pax 6-7/1915. Husmoderens Blad 29/1903. Hvad vi vil 17/1894.
  • DKVs arkiv i Kvindehistorisk Samling.

Tilknytning til organisationer

  • Dansk Fredsforening
  • Larslejstræde Skole
  • Københavns Kommunelærerindeforening
  • Dansk Kvindesamfund
  • Kvindelig Fremskridtsforening
  • Kvindevalgretsforeningen
  • Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg
  • International Woman Suffrage Alliance
  • Politisk Kvindeforening
  • Københavns liberale Vælgerforening

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig