Vibeke Salicath

Som ung i et Højrepræget familiemiljø nærede Vibeke Salicath ikke fremtidsdrømme, som rakte ud over et liv med en forsørgende ægtemand og børn. I flere henseender blev hendes senere liv præget af ydre forhold og indre bevidsthedsskred, som fjernede hende markant fra drømmenes verden uden at underminere hendes grundfaste tro på, at en kvindes vigtigste plads og mission i tilværelsen var blandt de nærmeste. Den tro bidrog til at forme hende som filantrop, kvindesagskvinde og kommunalpolitiker. Familie, hjem og børn var de fællesnævnere, alle kvinder, uanset social baggrund, burde stå vagt om. Gud, konge og fædreland var også blandt grundstenene i Vibeke Salicaths mentale univers. I 1915 erklærede hun at have sagt farvel til stort set al selskabelighed i anledning af grundlovsændringen, der samme år gav kvinder valgret. Konservative kvinder måtte give afkald på bridgespil og lignende for at sikre, at den lige og almindelige valgret faldt ud til Det Konservative Folkepartis (DKF) fordel, frem for at styrke Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Begge partier hørte i Vibeke Salicaths militante retorik til de mest faretruende fjendebilleder.

Som barn og ung havde Vibeke Salicath været omgivet af mange mennesker. Hendes fader ejede og bestyrede den kbh.ske latin- og realskole Lyceum. Privatlivet udfoldede sig i Lyngby på Gamle Rustenborg, senere på ejendommen Wilhelminelyst med dens mange åbent hus-arrangementer, baller og amatørteater. Vibeke Salicath mødte sin kommende ægtemand, fætteren Gerhard S., på Wilhelminelysts hjemlige scene. Han var optaget i familien som plejesøn, og efter deres giftermål i 1884 slog parret sig ned under beskedne forhold på Vesterbro. Da Vibeke Salicath i 1901 udgav pjecen Hvorledes kommer jeg ud af det med den Indtægt, jeg har? kendte hun selv til problemerne med at opretholde en passende livsstil, når indkomsten var beskeden. Gerhard S. havde grundlagt eget firma, men måtte afhænde det og arbejdede senere bl.a. som bogholder. Vibeke Salicath blev selv konfronteret med lønarbejde som et nødvendigt faktum og blev noget af en arbejdsmarkedets mangesysler med flere job, ofte samtidig. Hun var beskæftiget bl.a. ved kontorarbejde og som journalist, oversætter, foredragsholder og endelig som kgl. klasselotterikollektrice.

Vibeke Salicath måtte i 1888 opleve at begrave de to små sønner Erik og Viggo og i 1898 den syvårige Peter. Af Vibeke Salicaths tvillingedøtre overlevede kun Karen spædbarnsalderen. Vibeke Salicaths start på et udadrettet liv som filantrop og kvindesagskvinde havde disse smertelige børnetab som indgang. Også hendes ægteskabs reelle opløsning kom til at styre hendes livskurs. Før Gerhard S. i 1903 forlod Vibeke Salicath, havde han fået en søn uden for ægteskab med en tjenestepige, som parret adopterede. Vibeke Salicath nægtede hårdnakket at gå med til hans skilsmisseønske og fik Justitsministeriets medhold i ægteskabets uopløselighed. Skilsmisse, frygtede hun, ville føre til offentlig skandalisering, og hun havde desuden brug for hustru- og børnebidrag. Vibeke Salicath fortsatte med at betegne sig som gift og frue indtil sin død, men var faktisk fra 1903 enlig moder.

Det var sammen med en anden enlig moder, journalist Valborg Andersen, at Vibeke Salicath udmøntede tanken om at få skabt den filantropiske institution Kvindehjemmet i Læssøesgade på Nørrebro, hvor institutionen stadig eksisterer, nu på Jagtvej. Det var som besøgsdamer i Herberget for Hjemløse Mænd i Dronningens Tværgade, at de var blevet opmærksomme på, at et tilsvarende hjem ikke eksisterede for kvinder. Kvindeherberget så dagens lys i 1902, først i en kommunal ejendom på Gråbrødre Torv, senere i 1903 under navnet Kvindehjemmet i Læssøesgade, hvor det fik større rammer. Den indremissionske enke og halsbindsfabrikant Marie Wendrich, der bl.a. var kendt for sine tjenestepigemøder med bibellæsning og samvær, blev dets første daglige leder. Vibeke Salicath blev Kvindehjemmets formand fra dets oprettelse, og institutionen blev det mest prægnante filantropiske spor, hun afsatte. Fra 1912 var hun både aflønnet daglig leder af Kvindehjemmet og formand for bestyrelsen, en dobbeltopgave som hun varetog til sin død i 1921.

Kvindehjemmet var baseret på hjælp-til-selvhjælpsprincippet: klienter skulle yde for at kunne nyde via diverse beskæftigelsesarbejder eller gennem en mindre betaling. Hjemmet var åbent for enlige mødre med spædbørn, der udskrevet fra Fødselsstiftelsen savnede tag over hovedet, og husede en ammestue, et asyl og en børnehave under lægetilsyn samt en værneafdeling. Fra institutionens folkekøkken kunne kvarterets beboere og forsorgsinstitutioner købe billig mad. Hjemmet blev finansieret af private donationer og kommunale tilskud og var baseret på filantropiske aktivisters gratisindsats. Vibeke Salicath anså kvinders ubetalte filantropiske aktivisme som værn imod selvoptagethed og som en bonus i deres personlige udvikling. Hun fik dog hurtigt blik for, at den moderne filantropi havde behov for specialuddannet personale. I en artikel i Børnesagens Tidende, 1920, slog hun til lyd for en delvis kønsdifferentieret uddannelse af socialarbejdere og pegede på en form for social højskole som et fremtidsperspektiv. I 1912 var en Skole for Barneplejersker påbegyndt på Kvindehjemmet med henblik på kvinders uddannelse til eget moderskab eller som springbræt til professionelle jobs ved vuggestuer og børnehjem. Som fortaler for den traditionelle filantropis moderniseringsbehov og i sin stræben efter at professionalisere den frivillige fattigforsorg var Vibeke Salicath på forkant med sin tid. Kvindehjemmets servicetilbud til især ugifte mødre med børn var en nyskabelse, som var med til at ændre holdningen over for en kvindegruppe, der ellers havde været ugleset i filantropien.

I 1890’erne var Vibeke Salicath gået ind i Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun trak sin søster, forfatteren Gyrithe Lemche, med. Også den yngste søster Asta Iversen blev kvindesagsaktiv. Vibeke Salicath var medlem af Københavns-kredsens bestyrelse 1900-07 og dens næstformand til 1905. Hun var redaktør af DKs organ Kvinden og Samfundet 1901-02, men dækkede kvindesagstemaer med mere energi i den kommercielle presse. Fra 1898 var hun medarbejder ved Kvindernes Blad, og hun leverede artikler til Frou-Frou, Husmoderens Blad og Hjemmet, sidstnævnte havde Valborg Andersen som redaktør. Som kvindesagskvinde lå Vibeke Salicath hovedinteresse på valgretsspørgsmålet, ikke mindst efter hendes deltagelse som delegeret for DK ved International Council of Women’s konference i Berlin 1904, hvor International Woman Suffrage Alliance blev lanceret. I 1907-1908 blev Vibeke Salicath formand for Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund efter ildsjælen Louise Nørlund.

Opstillet på den antisocialistiske liste som partiet Højres kandidat blev Vibeke Salicath en af de første syv kvinder, der efter kommunalvalgretsreformen 1908 blev indvalgt i Borgerrepræsentationen, hvor hun havde sæde 1909-21. Hendes hovedindsats kom her til at ligge som bestyrelsesmedlem for børnehjemmet Nærumgård. Hun var også 1909-16 medlem af den særlige hovedstadsversion af de kommunale hjælpekasser, der understøttede midlertidigt trængende. Vibeke Salicaths tilhørsforhold til den politiske højrefløj involverede hende i bruddene inden for bevægelsen. Hun blev i 1914 medstifter og bestyrelsesmedlem af Danske Kvinders Konservative Forening (DKKF) under lærerinde Isabella Jessens ledelse. DKKF var led i et bredere forsøg på at få Højres afløser, DKF, til at fremstå som et moderne mellemlagsparti. Vibeke Salicath blev dog aldrig en decideret partigænger, og hun sympatiserede ikke med de konservatives primus motor Asger Karstensen. Hun blev atter partisprænger og nu på et nationalt spørgsmål: salget af Dansk Vestindien til USA i 1917. Året efter opstillede hun ved det første rigsdagsvalg, hvor kvinder efter grundlovsrevisionen og valgreformen i 1915 kunne afgive deres stemme, som udbrydergruppen Det nye Højres kandidat i Sorø amt. Som deltager i Danske Kvinders Forsvarsforening fra dens start i 1907 havde Vibeke Salicath været med til at råbe vagt i gevær over for dansk forsvarspolitik, men med hendes oprør mod salget af Dansk Vestindien spillede Vibeke Salicaths nationale protest fallit i valgkampen. Personligt kom hendes knusende nederlag på den rigsdagspolitiske front ufrivilligt til at bekræfte en påstand, hun få år inden havde fremsat: at kvinder på den politiske arena skulle tage sig af de små sager, mens mænd havde mere sans for det storpolitiske. En forsoning med DKF kom ikke i stand. Sygdom knækkede Vibeke Salicath som 60-årig. Efter hendes død kunne en nekrologskribent notere, at Kvindehjemmet havde været afdødes hjertebarn.