Valborg Andersen

Det blev dog hendes smukke altstemme, der i en årrække kom til at dominere hendes karriere. Hendes vokale talent blev plejet af romancekomponisten Leopold Rosenfeld, og 1893 debuterede hun på Det Kgl. Teater som den gamle heks i operaen Frode af Julius Bechgaard. Af kritikken blev hendes debut fortolket som tegn på et gnistrende temperament og talent. Bechgaard hørte til ungdomsårenes vennekreds sammen med sangeren Peter Schram og forfatteren Sophus Schandorph.

Ved siden af engagementerne på Det Kgl. Teater sang Valborg Andersen ved arrangementer i Odd Fellow Palæet.

På opfordring af The United Scandinavian Singers krydsede hun 1896, som den første danske operasangerinde, Atlanten for at optræde bl.a. i Chicago. På rejsen fik hun meddelelse om, at hendes forlovede lægen Axel Thomsen uventet var død på Capri. Efter hjemkomsten fødte hun deres datter, kaldt Mariotta.

I 1897 blev Valborg Andersen ansat på Casino, hvor hun var med til at skabe en publikumssucces som den 14-årige dreng Fanfan i P. Decourcelles melodramatiske komedie De smaa Landstrygere.

Året efter fødte hun sønnen Ole, hvilket bidrog til hendes definitive sortie fra scenen. Barnefaderen var den kvindedyrkende, men gifte Henrik Cavling, en velskrivende og socialt engageret journalist, der fra 1905 blev Politikens fremragende redaktør.

Som eneansvarlig for begge sine børn var Valborg Andersen begyndt at dyrke pennen. 1898 blev hun ansat ved Nationaltidende med en artikel om den berømte franske anarkist Louise Michel, som hun havde mødt i Paris og var blevet en beundrer af. I et af sine første bidrag til avisen kritiserede hun børnesangenes standard i folkeskolen. Artiklen medførte, at et cirkulære fra Kultusministeriet pålagde skolerne at opprioritere den nationale sangskat.

Redaktøren af ugetillægget Kvindernes Blad Rigmor Stampe Bendix fik hurtigt blik for Valborg Andersens pen, og gennem tre år skrev Valborg Andersen til dette fællesorgan for Nationaltidende og to andre Ferslewske aviser.

I 1901 blev hun ansat som redaktionssekretær ved Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, der havde Vibeke Salicath som redaktør.

Valborg Andersen blev 1902 hentet til en redaktørpost ved Damernes Blad, hvor hun afløste Mimi Carstensen, efter at bladets kongehusdyrkende, eksklusive og modeprægede stil havde vist sig ikke at være rentabel.

Allerede ved sin tiltrædelse indvarslede hun en anden bladlinie og sit ønske om at nå ud til et bredere publikum. Linien blev yderligere understreget, da Damernes Blad 1904 blev opkøbt af den dynamiske bogtrykker Egmont H. Petersen og skiftede navn til Hjemmet.

Under Valborg Andersens ledelse og i samarbejde med Egmont H. Petersen blev ugebladet en af Gutenberghus' økonomiske grundpiller. I Hjemmets første nummer fremlagde Valborg Andersen sit program: at ville omdanne bladet til et familieblad, om end med husmoderen som en vigtig læser. Det skulle tjene som en "Kamp for det Gode, det Skønne og det Humane, det som stræber opad til Gavn for Hjemmet og Samfundet" og helst læses af såvel ung som gammel.

Bladet fik ny layout og en mere systematisk redigering. En del skribenter fra Damernes Blad kom med i medarbejderstaben, bl.a. Salicath, som blev ansvarlig for den faste spalte om kvindebevægelsen i ind- og udland. Kristine Marie Jensen, forfatter til de yderst populære kogebøger under navnet Frk. Jensen, leverede madopskrifter, og forstanderinde Marie Steffensen de vedlagte snitmønstre. Husholdning blev varetaget af Birgitte Berg Nielsen, den energiske kvindesagsekspert i huslig økonomi og husarbejdets modernisering, mens den radikale agitator L. Larsen-Ledet dækkede afholdsbevægelsen.

Valborg Andersen havde flair for at opfange, hvad der rørte sig i tiden, desuden sans for at dyrke "eksotiske" emner fra klodens fjerne kroge. Om sin udvælgelse af skønlitterært stof bemærkede hun i et brev 1908, at hun gerne så det skrevet i "Guvernante Stilen". Hun åbnede dog også spalterne for yngre forfattere som Karin Michaëlis, Hans Kirk og sin gode bekendt Harald Bergstedt.

Hjemmet gik også forrest ved at introducere komiske tegneserier for børn, bl.a. Knold og Tot og Gyldenspjæt. Som redaktør skrev hun sjældent selv i bladet, men opfordrede medarbejderne til at skrive ud fra devisen "Dyp Pennen i Hjertet" og i en letlæselig stil uden snørklede sætninger og uforståelige fremmedord.

Da Valborg Andersen blev redaktør, havde bladet 1.400 abonnenter. 1908 kunne hun konstatere, at hun ikke havde holdt ferie siden sin ansættelse, men at hun til gengæld havde fået abonnenttallet op på 53.000. Ved sin pensionering 1927, hvor Roger Nielsen overtog redaktørstolen, lå oplaget på 500.000, fordelt på danske, svenske og norske læsere, og Hjemmet havde status som et af de største familie- og forbrugerblade i Norden.

Valborg Andersen afstod fra at have sine to børn om sig i dagligdagen og satte dem i pleje, men holdt kontakten til dem begge ved lige. Mariotta blev siden sygeplejerske, mens Ole gik i forældrenes fodspor som journalist. Han betragtede i øvrigt sin moder som den største begavelse af forældrene.

Valborg Andersen glemte ikke sine opvækstvilkår, og hun var bevidst om, hvad fattigdom og arbejdsløshed kunne medføre for kvinder, som stod alene med og uden børn. I en årrække gav hun i det stille understøttelse til 35-40 personer.

Det mest markante udtryk for hendes sociale medfølelse var bestyrelsesposten 1902-38 for Herberg for hjemløse Kvinder, åbnet 1902 og hurtigt kendt under navnet Kvindehjemmet i Læssøesgade.

Idéen til hjemmet kom fra Valborg Andersen, der dog ikke selv ønskede at sidde i dets ledelse. Sammen med Salicath, der blev institutionens leder, havde hun via pressen og agitation i og uden for København slået til lyd for et kvindehjem drevet ud fra et hjælp-til-selvhjælpsprincip, men med offentlig støtte.

Som andre kvindelige redaktører og journalister i den kommercielle presse, fx Mimi Carstensen, Emma Gad, Sofie Horten og Mathilde Lütken, var Valborg Andersen engageret i at dække især den kvinderettede og kvindedrevne filantropi, der omkring århundredskiftet gik nye veje, og som disse fagfæller var hun selv direkte involveret i konkrete tiltag.

Valborg Andersens ukonventionelle og ligefremme personlighed rummede også en mere inderlig og søgende side, afspejlet i hendes tilslutning fra 1902 til Teosofisk Samfund, hvor hun var medlem af Københavns Logen i samfundet, som Johanne Meyer havde været medstifter af.

Valborg Andersen gik også ind i Selskabet for Psykisk Forskning, hvor hun indmeldte sig året efter dets stiftelse i 1905. Selskabet rummede en del kvindesagskvinder med uortodokse religiøse standpunkter, fx Anna Hude og Helene Berg, samt mange kvinder fra kunstens og journalistikkens verden. Målet var at foretage eksperimenter og kritisk vurdere parapsykologiske fænomener.

Valborg Andersens interesse for okkultisme afsatte i lighed med hendes musikalske viden visse spor i ugebladet.

Valborg Andersens medieindsats indebar et stærkt arbejdsdomineret liv. Hjemmet blev hendes tilværelses offentlige hovedværk. Hun elskede sit redaktørjob lidenskabeligt og blev sin samtids ubestridt førende mediekvinde i den populære ugebladspresse.

Kontakten til Hjemmets læsere opretholdt hun ved personligt at besvare indsendte breve, mens hendes privatliv blev stadig mere tilbagetrukket. Efter eget ønske blev hun begravet i stilhed og urnen derefter nedsat i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.

• Ole Cavling: Hver morgen er ny, 1963. Hjemmet 40/1979. Journalisten 18/1938, 3/1941. Politiken 17. april 1896, 27. juni 1896, 28. februar 1927.
• Kvindehjemmets arkiv i Kvindehjemmet.

• Det Kongelige Teater
• Damernes Blad (se Hjemmet)
• Herberg for Hjemløse Kvinder
• Hjemmet

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.