Marie Steffensen

Marie Steffensen var født på Bogø, hvor hendes fader var købmand. Da hun som 30-årig blev elev på Askov Højskole i 1890, havde hun allerede lært kjolesyning, sandsynligvis i hjemmet eller som dameskrædder, da hun ikke havde en seminarieuddannelse. Fra 1893 blev hun lærer i kjolesyning på pigernes tremåneders sommerkursus på Askov Højskole, og som sådan fortsatte hun til 1912, afbrudt af et par år omkring 1900. Marie Steffensen bosatte sig i København, og når hun underviste på Askov Højskole, boede hun hos forstanderparret Ingeborg og Jacob Appel. Måske var det gennem Jacob Appel, der var medlem af Dansk Kvindesamfund (DK), at Marie Steffensen blev optaget af det kvindepolitiske og folkeopdragende aspekt ved håndarbejdsundervisning, som skulle blive så karakteristisk for hendes livsindsats. To af Appelfamiliens døtre Margrethe Christiansen og Charlotte Rud kom ligesom Marie Steffensen til at præge kvinders håndarbejdsbeskæftigelse.

1894-95 var Marie Steffensen selv elev på det udvidede kursus på Askov Højskole, men det blev hendes undervisning på sommerskolen i 1896, der gav startskuddet til de vandrekurser, som hun og DK kom til at arrangere over hele landet. Undervisningen begyndte med snitmønstertegning og konstruktion af mønstre til hver enkelt elev. Den gængse undervisning på den tid bestod ellers kun i oplæring i selve syningen, men Marie Steffensen mente, at forståelse af mønsterkonstruktionen var en forudsætning for, at eleverne senere kunne arbejde på egen hånd og fx klippe stoffet rigtigt ud. Undervisningen på Askov Højskole i 1896 sluttede som vanligt med en udstilling, hvortil også egnens kvinder var indbudt. Her ytrede en del husmødre ønske om et lignende kursus, og det blev starten på en endeløs række af tre- til seks-ugers kurser med et par timers undervisning hver eller hver anden dag. Mange af disse blev arrangeret af DKs lokalkredse, og Marie Steffensen blev forstander for denne kursusvirksomhed sideløbende med, at hun ledede sin kbh.ske Skole for Snitmønstertegning, Tilskæring og Kjolesyning, som hun startede i 1900. På alle kurser blev der om muligt skaffet fripladser. Hendes tilskæringssystem byggede på tyske skræddertraditioner og adskilte sig ikke fagmetodisk fra de systemer, som andre af tidens progressive håndarbejdslærere, bl.a. Dorothea Heckscher og Marie Aaboe, brugte. Men Marie Steffensen forstod især at udarbejde et enkelt undervisningsmateriale og formidle det forståeligt. Desuden krævede hun, at tøjet skulle være praktisk, tækkeligt og klædeligt, billigt, let at sy og vaske, hvilket var progressivt i forhold til tidens mode.

Siden 1880’erne havde DK søgt at bedre syerskernes forhold, idet disse var de dårligst lønnede af samtlige kvindelige arbejdere, og i 1895 oprettede foreningen Fagskolen for Syersker, hvor Marie Steffensen underviste. DK arbejdede også imod modens tyranni, der foreskrev brug af korsetter og vide og fyldige skørter. De var sundhedsfarlige og upraktiske, og bl.a. Kristiane Konstantin-Hansen søgte i DKs regi at få oprettet en systue for reformtøj, men der var ikke tilstrækkelig tilslutning til aktietegningen. 1902-06 var Marie Steffensen medlem af bestyrelsen i DKs Københavns-kreds, og fra 1903 kom der gang i kjolesyningskurser for ubemidlede husmødre. Sammen med Birgitte Berg Nielsen, der blev forstander for husholdningskurserne, arrangerede hun de følgende år en lang række kurser, der netop ved at være praktiske også kunne være agitatoriske for kvindesagen og skaffe DK udbredelse i kredse, hvor organisationen ellers ikke ville have fundet indpas. De praktiske kurser skulle vise, at selvom kvinderne fik politiske rettigheder, så agtede de ikke at løbe fra nål og slev. Især unge inden for DK mente imidlertid, at de praktiske kurser kunne skade DK og valgretssagen og ønskede dem trukket ud af DKs regi, men det skete ikke, fordi man var bange for, at kurserne så ville miste statstilskuddet. Det tog imidlertid nogle år, før der blev givet tilskud, og det betød, at lærerinderne indtil da måtte vente med deres løn, og at de to forstandere hæftede for eventuelle underskud.

Fra 1905 fik DK tilskud til kjolesyningskurserne fra Dansk Husflidsselskab (DHS), der sammen med DK var de eneste landsdækkende foreninger, der arbejdede for fremme af håndens arbejde. DHS havde bl.a. ansvaret for at forvalte statens bevilling til uddannelse af håndarbejdslærerinder til landsbyskolerne. Efter den nye skolelov i 1899, hvor håndarbejde kom ind som fag i landsbyskolerne, var manglen på uddannede lærere markant, hvorfor staten tilbød metodiske kurser tilrettelagt af håndarbejdsfagets pioner Emilie West. Marie Steffensens undervisning blev en selvstændig del af disse kurser, og i 1901 udgav hun en lille bog Vejledning i Snitmønstertegning, Tilskæring og Kjolesyning, der med det samme fik Undervisningsministeriets anbefaling og blev uddelt gratis på statens kurser. Heri er der bl.a. mønstre til reformundertøj. Bogen udkom i 9. oplag i 1925, men allerede i 3. oplag kunne Marie Steffensen oplyse, at hendes metode var blevet anvendt på Th. Langs Skoler i Silkeborg, Vejle Forskoleseminarium, DHSs og DKs kurser samt på en lang række højskoler, husholdningsskoler og private kurser. Hun fik således udbredt sin metode inden for en meget kort årrække. Dette skyldtes først og fremmest hendes pædagogiske talent; hun kunne formidle et matematisk stof på en forenklet måde, så det kunne omsættes i praksis. Desuden havde hun en stærk vilje og evne til at skaffe sig et bagland, der ville støtte et foregangsarbejde, før det endnu var lukrativt. Hendes helbred derimod var svagt; gigt bevirkede, at hun måtte holde op med undervisning på Askov Højskole i 1912, tre år før hun døde.