Emilie West

Emilie West er den enkeltperson i Danmark, der har øvet størst indflydelse på håndarbejde som undervisningsfag. Hun udgav i 1889 fagets første lærebog Vejledning til methodisk Undervisning i kvindeligt Haandarbejde, og den blev med det samme på Undervisningsministeriets direktiv brugt både i folkeskolen og til lærerindeeksamen, ligesom den blev retningsgivende for pigeskoler og højskoler. I næsten 100 år blev al håndarbejdsundervisning praktiseret efter hendes retningslinier.

Emilie West tog lærerindeeksamen fra Femmers Kvindeseminarium i 1876, og året efter blev hun ansat i Frbg. kommunale skolevæsen, hvor hun var aktiv til sin død i 1907. Hun underviste i forskellige fag, men efter få år koncentrerede hun sig om håndarbejdsfaget og fik mange rosende anbefalinger herfor fra skoledirektør Joakim Larsen. Anbefalingerne blev skrevet, når Emilie West søgte ministeriet om stipendier, dels til rejser især til Tyskland og Schweiz for at studere håndarbejdsundervisning, dels til gentagne kurrejser sydpå på grund af en belastende bronkitis. I 1882 anbefalede Joakim Larsen Dansk Husflidsselskabs formand N.C. Rom at engagere Emilie West til selskabets feriekurser, der var tidens eneste mulighed for efteruddannelse af håndarbejdslærerinder. Hun ledede kurserne til 1891 og udviklede her en ny undervisningsmetode efter den tyske pædagog Rosalie Schallenfelds forskrifter. Disse krævede, at faget skulle være både teknisk og pædagogisk, og at teknikkerne skulle indlæres efter et fastlagt progressivt system på lignende måde som i andre af skolens fag. Anskuelsesundervisning var tidens løsen, bl.a. forfægtet af Kirstine Frederiksen, men i håndarbejdsfaget fik det komparative element med dets indbyggede valgmuligheder aldrig indpas. I stedet for at blive frigørende og emancipatorisk ved at udvikle dømmekraft blev håndarbejdsfaget disciplinerende og undertrykkende, fordi eleverne først og fremmest skulle lære den rette teknik og metode og nå det givne mål. Dette blev endnu mere udtalt efter udgivelsen af Emilie Wests lærebog, der foreskrev, hvordan god håndarbejdsundervisning skulle tilrettelægges, ligesom den angav, hvilke teknikker og modeller eleverne skulle lære. Hun lagde stor vægt på skolens sociale ansvar, og da eleverne fortrinsvis kom fra mindrebemidlede hjem, var de påbudte håndarbejder enkle og teknisk ukomplicerede, fordi pigerne skulle lære de mest basale ting, så de kunne få varmt tøj på kroppen.

Emilie West var som person dybt forankret i 1800-tallets borgerlige kvindeideal, der først og fremmest foreskrev en kvinde at tjene andre. Til trods for, at hun var fagets førstedame både i folkeskolen, i lærerindeuddannelsen og som ministeriets rådgiver, stod hun kun frem for offentligheden én eneste gang; i 1886 holdt hun foredrag om husflidsselskabets feriekurser, men det skyldtes ene og alene, at Rom, der skulle have holdt foredraget, blev syg. Hun skrev heller ikke artikler, hvilket en del andre håndarbejdslærerinder gjorde. Hele livet holdt hun sin egen person i anden række, men pligten bød hende at retlede andre, og hertil passede den schallenfeldske metode som fod i hose, fordi den havde indbygget en høj grad af kontrolmulighed både med hensyn til, om eleverne havde lært det ønskede, og om lærerinderne underviste på den rette måde. Emilie West konstruerede et fag, hvis indhold og undervisningsmåde var så fasttømret, at kun meget få af hendes efterfølgere ændrede på andet end modellernes udseende, selvom hun rent faktisk havde indbygget en vis fleksibilitet i sin metode.

Med skoleloven i 1899 skulle landsbyskolerne undervise i håndarbejde, såfremt der var ansat en kvinde ved skolen. Dette var imidlertid sjældent tilfældet, og husflidsselskabets feriekurser blev nu endnu mere efterspurgte. Fra 1901 fik det særlig støtte fra ministeriet, og en ministeriel komité bestående af bl.a. Emilie West, Johanne Langballe og Th. Lang borgede for indholdet og udviklede kurserne til det faste tilbud på efteruddannelse, som under navnet Statens Håndgerningskurser fungerede helt til 1970’erne. På kurserne underviste bl.a. Marie Steffensen og Marie Aaboe. På tidens store skolemøder var håndarbejdsudstillinger næsten obligatoriske. Trykte skoleplaner efter den schallenfeldske metode lå side om side med anskuelsesmateriale og håndarbejder fremstillet i skolerne. Flere pædagoger var faste udstillere, foruden Emilie West bl.a. Natalie Zahle, Dorothea Heckscher og Lang, der gjorde en indsats for at få etableret en højere læreruddannelse for kvinder. Emilie West var imidlertid så fast forankret i folkeskolen, at hun aldrig blev fortaler for den højere uddannelse af håndarbejdslærerinder, som blev indført med etableringen af faglærerindeeksamen i håndarbejde 1910, hvortil Heckscher fik autorisation.

Emilie West indførte kontrollen med de små sting i håndarbejdsundervisningen, hvorved den ofte blev drænet for glæde og entusiasme fra børnenes side. En trykt lærebog, en undervisningsplan og en lang række undervisningsmaterialer betød imidlertid for lærerinderne, at de i højere grad blev anset for professionelle pædagoger, hvorved også faget fik en vis status og vægt i skolens fagrække.