Th. Lang

Da Th. Lang var seks år, mistede hun sin elskede fader, der resten af livet stod for hende som et ideal. Hun var født som første barn i hans andet ægteskab, stærkt knyttet til sine to yngre brødre og til et par af de voksne søstre fra faderens første ægteskab, men med et problemfyldt forhold til sin temperamentsfulde moder. Hun blev hjemmeundervist af moderen med lidt assistance fra faderens efterfølger, økonomien var efter hans død yderst anstrengt, dog var hans venner blandt funktionærerne på Vemmetofte Kloster trofaste mod hans børn og hjalp, hvor de kunne. Som 16-årig kom Th. Lang til København som elev på Louise Westergaards privatlærerindekursus og derefter ud som huslærerinde i syv år. Hun forsøgte på egen hånd at videreuddanne sig, men en ung lærerinde, hvis stilling var midt mellem familiemedlem og tyende, havde ikke megen tid til sin rådighed. 1881-82 var hun elev på N. Zahles Skole og modtog der sin første pædagogiske inspiration, ikke mindst fra Natalie Zahle som skoleleder. I efteråret 1882 tog hun eksamen for umiddelbart derefter at overtage en pigeskole med 16 elever i Silkeborg. På stationen blev hun modtaget af den unge forældreløse pige, Anna Høltzermann, der senere skulle blive hendes livsledsager og medbestyrer. Th. Lang kom med tomme hænder, med hovedet fuldt af pædagogiske idéer, en god forstand og en vældig energi. Hun var et livligt temperament, men havde i sine huslærerår lært at være diplomat, og det, samt hendes pædagogiske og administrative evner, var vel årsagen til, at hun så hurtigt blev respekteret i Silkeborg.

Begyndelsen var beskeden, men i løbet af de første to år fik Th. Lang styr på en støt voksende pigeskole, hun blev opfordret til at bygge eget skolehus og fik overdraget den sidste af de såkaldte kongelige grunde, udlagt 40 år tidligere af Christian 8. til nybyggere i Silkeborg. I 1886 indviedes den første af hendes mange bygninger, der i dag kranser Skoletorvet. Arkitekten var, som ved alle hendes senere byggeforetagender, Anton Rosen, kendt bl.a. fra Palads Hotel. Th. Lang handlede stort, når hun skred til virkeliggørelse af sine idéer. Skolen havde på det tidspunkt godt hundrede elever, der var etableret en overbygning til uddannelse af privatlærerinder, og i 1887 fik hun dimissionsret til almindelig forberedelseseksamen. Snart efter fulgte en kostafdeling for udenbys elever, forskolelærerindeseminariet i 1891, i 1896 lærerindeseminariet og i 1907, året, hvor Th. Lang kunne fejre 25-års jubilæum i Silkeborg, dimissionsret til studentereksamen og Fortjenstmedalje i guld.

Bag succeshistorien lå kamp og strid, med ensomhed og længsel efter et fællesskab med andre ligesindede i København, byen, der havde hendes hjerte, fra hun kom der som ung. Og kamp for at skaffe midler til det stadigt voksende skolehus. Allerede 1884-85 mødte hun hos et par af Silkeborgs fremtrædende borgere, justitsråd, bankdirektør Oscar Lund og købmand C.S. Knap, den udstrakte økonomiske hjælp, der muliggjorde hendes byggearbejder. Deres primære interesse var det unge bysamfunds vækst, men de havde begge blik for, hvad uddannelsesmuligheder på stedet betød. Høltzermann lånte hende sin beskedne fædrenearv. Den blev nogle gange i årenes løb tilbagebetalt og lånt igen, for i over 30 år sad Th. Lang med en ofte tyngende bankgæld. Periodisk havde hun vanskeligheder med det socialdemokratiske bystyre, der hellere støttede etableringen af offentlige end af private skoler, og som behandlede hende med en smålighed, der kunne grænse til chikane.

I 1891 etablerede Th. Lang som den første i Danmark den forskolelærerindeuddannelse, der tog sigte på undervisning af landsbyskolens yngste børn og på oplæring af den kvindelige landboungdom i håndarbejde. Hun havde fra slutningen af 1880’erne sæde i adskillige uddannelsespolitiske udvalg, således også i den ministerielle kommission, der planlagde forskolelærerindeuddannelsen. Da kultusminister C. Goos fremlagde lovforslag om et statsligt kvindeseminarium for begge lærerindeuddannelser, vejrede Dansk Kvindesamfund (DK) og tusinder af lærerinder morgenluft ved udsigten til opfyldelse af deres mangeårige ønske om en statslig lærerindeuddannelse, og Th. Lang drev i 1891-92 på ministerens opfordring, hvad vi i dag ville kalde lobbyvirksomhed blandt rigsdagsmænd. Samtidig modtog hun ministeriets tilsagn om forstanderposten ved det kommende seminarium. Lovforslaget faldt imidlertid, og resultatet af de politiske forhandlinger blev oprettelse af Statens Forskoleseminarium i Vejle med Rasmus Holm som leder.

Der fulgte nu nogle vanskelige år for Th. Lang og hendes forskoleseminarium, men omsider gav ministeriet hende i 1896 dimissionsret til begge seminarieuddannelser. Samarbejdet mellem hende og Holm fungerede upåklageligt, og hendes afsmag for politiske kandestøberier, parret med overbevisningen om, at skolefolk burde blande sig i døgnets strid, kanaliserede hendes energi i retning af faglig og social organisering. Hendes deltagelse i udvalgsarbejder havde skaffet hende mange venner, hun mødtes overalt med tillid og respekt: i ministeriet, hvor hun livsvarigt havde nære kontakter til overordnede embedsmænd, i kvindebevægelsen, i brede lærerindekredse og blandt kvindelige skoleledere, ikke mindst den meget ældre Louise Winteler i Odense. Med hende som formand stiftede Th. Lang i 1893 foreningen Den danske Pigeskole (DDP), selv redigerede hun i 21 år medlemsbladet Bog og Naal. Hun påtog sig foredragsturnéer rundt i landet for DK for at agitere for faget husgerning, hun var medstifter af Pigeskolernes Hjælpe- og Pensionskasse i 1906, senere formand, og medstifter i 1905 af en faglærerindeeksamen til videreuddannelse af kvindelige lærere. Gennem DDP organiserede Th. Lang den første udveksling af lærere og elever mellem de nordiske lande. Inspirationen til dette initiativ kom fra Askov-forstanderen Ludvig Schrøder, med hvem hun havde et vist samarbejde. Blandt sine venner og samarbejdspartnere talte Th. Lang lærerinden Augusta Fenger, småbørnspædagogen Kirstine Frederiksen, litteraturhistorikeren Ida Falbe-Hansen og skolelederen Laura Engelhardt, mens forholdet til Zahle og kredsen om hende med årene kølnedes en smule. Zahle satte ikke pris på DDP, der mindede for meget om en fagforening.

Th. Lang hørte til det slægtled af lærerinder, for hvem arbejde og liv gik op i en højere enhed. Hun og Høltzermann levede og virkede midt i skolen sammen med kostskoleeleverne. Hun ønskede at forene opdragelse og undervisning, og hverdag og fest skulle være fælles. Skolen blev et kulturelt midtpunkt i byens liv, Th. Langs udstrakte gæstfrihed bragte kulturpersonligheder til stedet, og fra omkring århundredskiftet blev hendes beskedne feriebolig ved Svejbæk endnu en attraktion. På et andet væsentligt område var liv og arbejde forenet. I 1889 fik Th. Lang for første gang statsstøtte til en studierejse. Sammen med Winteler studerede hun i fire måneder småbørnspædagogik i Tyskland og Schweiz og lærerindeuddannelse i Frankrig. Det blev signalet til en ekstensiv rejseaktivitet over hele Europa, altid en blanding af ferie og studier. Rejselivet opfyldte hendes behov for ny viden, naturoplevelser og kunstneriske indtryk, hun vendte forfrisket tilbage til Silkeborg og tog med tiden del i byens liv som medlem af børneværn og menighedsråd. I 1918 var hun valgmand for Venstre ved det første landstingsvalg med kvindelig deltagelse. Samme år blev skolen en selvejende institution, Th. Lang ønskede at bevare dens særpræg som fri, kristen skole og var derfor ikke interesseret i, at det offentlige overtog den. I 1927 blev hendes niece Karen Linderstrøm-Lang hendes efterfølger som seminarieforstander og rektor for gymnasieskolen, hvorved et længe næret ønske gik i opfyldelse. Th. Lang var på det kvindelige uddannelsesområde, hvad Zahle havde været et halvt århundrede før, den store initiativtager, skaber af et levedygtigt skoleimperium. Hun bragte ny inspiration til barneskolen og lærerindeuddannelsen og formidlede kontakt på tværs af landegrænser.