Karen Linderstrøm-Lang

Karen Linderstrøm-Lang blev opflasket med pædagogik, der var hovedemnet i hjemmet og hos fasteren Th. Lang i Silkeborg, hvor hun tilbragte mange ferier. Hun var mellembarnet, velbegavet og fasterens yndling. Storesøsteren Ellen blev lærer, og lillebroderen, kemikeren Kaj L.-L., blev forstander for Carlsberg Laboratorierne. Tidligt udså Lang hende som arvtager til sit skoleimperium. Karen Linderstrøm-Lang blev student 1913 og begyndte på universitetet, men i 1914 afbrød hun på fasterens forslag studierne for at tage lærerindeksamen i Silkeborg. Lang mente nemlig ikke, man kunne lede et seminarium uden at kende det indefra, og hun forelagde nu niecen sin plan, om at hun, når hun også havde taget en universitetsgrad, skulle komme til Silkeborg som leder af skolerne. De omfattede da et kvindeseminarium, et forskoleseminarium, gymnasieskolen og hovedskolen. Den sidste brik i spillet blev lagt, da Lang i 1918 ved skolernes overgang til selvejende institutioner betingede sig retten til selv at udpege sin efterfølger. Efter nogle års forløb lovede Karen Linderstrøm-Lang at afløse sin faster. Valget var ikke faldet hende let, men beslutningen modnedes hos hende, da hun fik løfte fra sin veninde, lærerinden Greta Rönström i Lund, om, at hun ville flytte til Silkeborg, når hendes familieforpligtelser i Sverige tilod det. De havde truffet hinanden i 1919, 1934 flyttede de sammen, og Rönström blev en skattet tegnelærer på skolen.

I 1923 blev Karen Linderstrøm-Lang cand.mag. i dansk og kristendomskundskab ved Københavns Universitet. Hun fik straks ansættelse ved Th. Langs Skoler, og i 1927 overgik dimissionsretten til hende. 33 år gammel sad hun som forstander for to seminarier og rektor for gymnasieskolen, en uhyre sjælden kombination af pædagogiske lederposter. Den administrative byrde var enorm og blev ikke mindre i årenes løb, men Karen Linderstrøm-Lang havde loyal og kompetent hjælp fra bl.a. Kirstine Ege, der allerede i Langs sidste funktionsperiode havde været medhjælpende forstanderinde. Først i 1950, ved Eges afgang, blev de to lederstillinger delt, og seminarierne fik en selvstændig forstander, mens Karen Linderstrøm-Lang fortsatte som rektor for gymnasiet. Ved fasterens død i 1935 blev hun overbestyrer for den selvejende institution Th. Langs Skoler, en post, hun bestred, til hun tog sin afsked som rektor i 1963.

Karen Linderstrøm-Lang overtog nogle af sin fasters mærkesager, fx engagementet i foreningen Den danske Pigeskole, med særlig interesse for det nordiske samarbejde, og i Østerlandsmissionen. Hun var som Th. Lang gæstfri og ivrig efter at gøre Silkeborg til et godt hjemsted for tilflyttende lærere og deres familier. Hendes pædagogiske hovedinteresse var religionsundervisningen, hun var medforfatter til lærebøger i faget og holdt i 1930’erne nogle radioforedrag om emnet. Hendes største indsats var administrativ, hun var en fremragende leder, der forstod at uddelegere ansvarsområder til sin stab, og hun formåede i løbet af ganske få år at gøre den lidt gammeldags, stivnede institution til et moderne skolesamfund. Elevtallet steg støt, ikke mindst var gymnasiet et trækplaster, der stadig i det meste af hendes tid udfyldte et uddannelsesmæssigt tomrum i Midtjylland. Fra 1930 blev seminariet åbnet også for mænd, og skønt Karen Linderstrøm-Lang beklagede, at den særlige stemning i et rent kvindeforum forsvandt, indså hun, at det var seminariets eneste overlevelsesmulighed. Under Anden Verdenskrig blev hendes stilling vanskelig. Tyskerne beslaglagde delvis skolen, men hun blev boende under meget reducerede forhold, hun gennemførte at holde en fornem distance til besættelsesmagten og at holde øje med sin ejendom. Karen Linderstrøm-Lang blev ridder af Dannebrog 1952, af 1. grad 1963. Det var hende en sorg, at hendes efterfølger ikke kunne blive en kvinde, men på det tidspunkt så Undervisningsministeriet ikke med venlige øjne på kvindelige rektorer.

Religionen var, sammen med en højt udviklet ansvarsfølelse, det centrale for Karen Linderstrøm-Lang. Hun fødtes så at sige ind i en gerning, der på afgørende vis kom til at bestemme hendes livsforløb. Hun ikke blot forvaltede, men videreudviklede livet igennem med stor trofasthed de midler, der var blevet hende betroet.