Ida Falbe-Hansen

Ida Falbe-Hansens hovedindsats kom til at ligge på den kvindelige læreruddannelses område. Selv gik den begavede prokuratordatter fra Odense som barn og ung i den lokale Frk. Voldborg Jensens Pigeskole, som hun forlod som uddannet privatlærerinde. En tid var hun ansat som huslærerinde i Ryslinge præstegård og blev her gode venner med forstanderen for Ryslinge Højskole Rasmus Hansen og hustruen Juliane Blicher-Hansen. Efter at være flyttet til København tog hun på kort tid lærerindeeksamen i 1877 fra N. Zahles Skole. 1878-84 var hun ansat som lærerinde ved skolen, hvor hun knyttede venskabsbånd til studiekammeraterne Augusta Fenger og Kirstine Frederiksen. I 1882 tog hun studentereksamen fra Sørensens Kursus. Et vist modsætningsforhold til autoriteten Natalie Zahle synes at have ligget bag Ida Falbe-Hansens forsøg på at opnå en mere uafhængig stilling på Vældegaard Kvindeskole i Gentofte, som hun 1884 var medstifter af sammen med Rasmus Hansen og Juliane Blicher-Hansen. Skolen satsede på at give en udvidet højskoleundervisning med lærerindeuddannelse som overbygning. På grund af sygdom og konflikt med forstanderparret måtte hun dog allerede i 1885 forlade skolen. I 1889 vendte hun tilbage til Zahles skoleimperium, hvor hun var ansat ved seminariet som underviser i svensk og dansk indtil 1899. Den grundtvigske højskoletanke blev dog ved med at optage hende, og hun deltog i den nygrundtvigske teolog Morten Pontoppidans forgæves forsøg på at opbygge en levedygtig højskole i hovedstaden i de tidlige 1890'ere. I 1895 tog hun på en stipendierejse til London for bl.a. at studere ved British Museum.

Ida Falbe-Hansen beundrede N.F.S. Grundtvig som digter og nyskabende pædagogisk tænker, men delte ikke hans kirkelige anskuelse. Han fik en fornem plads i den litteraturforskning, hun siden tog fat på som fri forsker ved siden af sin pædagogiske virksomhed, efter at hun 1890 som den første danske kvinde blev magister i nordisk filologi ved Københavns Universitet. Af hendes universitetslærere efterlod Svend Grundtvig og Hans Olrik spor i hendes forskning inden for nordisk og dansk litteratur med folkeviserne, Johs. Ewald, Adam Oehlenschläger og Grundtvig i fokus. Hendes produktion omfattede lærebøger, antologier og litteraturhistoriske analyser, udgivet fra 1873 og frem. Til hendes hovedværker hører bl.a. Danske Folkeviser i Udvalg i samarbejde med Olrik, 1899 og 1909, Udvalg af N.F.S. Grundtvigs selvbiografiske Digtning, 1921, og Øhlenschlägers nordiske Digtning og andre Afhandlinger, 1921, der var resultat af flere årtiers forskningsindsats. Hun leverede desuden bidrag til danske og udenlandske værker og tidsskrifter og hørte til forfattergruppen bag flerbindsværket Vort Hjem, 1903, redigeret af Emma Gad.

Ida Falbe-Hansens forbindelse til Grundtvig og hans slægt blev frem for alt understreget ved hendes mangeårige samliv med hans sønnedatter Elisabeth Grundtvig. De to havde Kvindelig Læseforening (KL) og Dansk Kvindesamfund (DK) som fællesinteresse. Allerede ved stiftelsen af KL i 1872 var Ida Falbe-Hansen blevet medlem. I 1889 indvalgtes hun i bestyrelsen som sekretær, og 1890-91 blev hun konstitueret som formand efter Ragnhild Goldschmidts pludselige død. I 1891 valgtes som ny formand Sophie Alberti, hvis lederskab Ida Falbe-Hansen selv havde ønsket. I sit forsøg på at give de kvindelige universitetsstuderende en særlig plads i foreningen stødte Ida Falbe-Hansen på modstand, ligesom hendes ønske om at tilslutte KL International Council of Women heller ikke fik udelt opbakning. I de intense stridigheder i foreningen efter århundredskiftet stod hun på oppositionens side. Hun angreb Alberti for den lønpolitik, som blev ført over for de ansatte og for forringelse af bibliotekets standard. Sammen med Elisabeth Grundtvig spillede hun en central rolle ved at introducere den svenske forfatter Selma Lagerlöf i KL 1891 og promovere hende i forlagsverdenen og over for et bredere dansk publikum med oversættelse 1892 af gennembrudsromanen Gösta Berlings Saga. Siden oversatte hun sammen med Elisabeth Grundtvig flere andre værker af den svenske Nobelpristager, som de dyrkede og beundrede. De kom også i venskabelig forbindelse med Lagerlöf og hendes hjerteveninde, romanforfatteren og dramatikeren Sophie Elkan. Ida Falbe-Hansens udpræget nordiske forskningsorientering satte sit mest værdifulde spor i hendes Svensk-dansk-norsk Ordbog, 1911-12. Ordbogen samt hendes formidling af svenske forfatteres værker blev et markant incitament til at bringe danskere i nærmere kontakt med nabolandets kultur og sprog. Som svensklærerinde på Danmarks Lærerhøjskole og lærebogsforfatter blev hun en banebryder i nabosprogsundervisningen.

Ida Falbe-Hansens vigtigste indsats i DK lå på bladområdet. Hun assisterede Elisabeth Grundtvig, da hun 1885 blev den første redaktør af DKs tidsskrift Kvinden og Samfundet, hvortil Ida Falbe-Hansen siden leverede mange artikler. 1883-85 var hun bestyrelsesmedlem i Københavns-kredsen og deltog i agitationen for at få skabt bredere tilslutning til DK i provinsen. 1899-1900 blev hun den første formand for paraplyorganisationen Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd. Hendes rolle i dette danske led af International Council of Women synes fortrinsvis at have været af symbolsk art, også efter hendes genvalg 1904-06 til topposten. I 1919 blev hun udpeget til rådets æresmedlem.

Ved siden af sit arbejde på N. Zahles Seminarium påtog Ida Falbe-Hansen sig et undervisningsjob ved Danmarks Lærerhøjskole 1895-1915. Fra 1892 til 1911 fungerede hun som censor ved skolelærereksamen, og 1901-16 var hun statens tilsynsførende ved forskoleseminarierne. Ida Falbe-Hansen blev en utraditionel censor, kendt bl.a. for at kaste et vist dialogisk skær over eksaminationer, for sin vægt på eksaminanders selvstændige og grundige stoftilegnelse og sin evne til at anlægge en helhedsvurdering af præstationsniveauet. Især som pædagogisk inspirator havde hun et særligt talent. Hun var medlem af repræsentantskabet for Pædagogisk Selskab, som fra 1870'erne havde tiltrukket mange kvindelige medlemmer. Med sin grundmurede viden blev hun en værdsat kollega, navnlig i censorkorpset, blandt mange dansklærere og i privatskoleverdenen. Hun arbejdede for nordiske privatskolelærerinders udvekslingsbesøg og for et fastere netværk dem imellem. I 1893 var Ida Falbe-Hansen medstifter af Den danske Pigeskole (DDP) og 1910-19 foreningens formand. Hun var med til at igangsætte DDPs organ Bog og Naal, hvori hun ytrede sine pædagogiske og uddannelsesmæssige synspunkter. Som bestyrelsesmedlem i DDPs Rekreationshjem var hun 1912 med til at indvie institutionen Sixtus ved Middelfart. I 1920 blev hun udnævnt til foreningens æresmedlem. I 1894 var Ida Falbe-Hansen med til at påpege behovet for en særlig fagskolelærerindeeksamen. Denne nye uddannelse Pigeskolernes Faglærerindeeksamen, der tog sigte på anvendelse i de højere pigeskoler og de gymnasierelaterede mellemskoler, blev i 1905 en realitet ved N. Zahles Skole med DDP som intitiativtager og Ida Falbe-Hansen og Th. Lang som nøglepersoner. Fra 1905 var Ida Falbe-Hansen formand for bestyrelsen for faglærerindeeksamen indtil 1916, hvor hun afløstes af Kirstine Meyer, mens hun selv blev Undervisningsministeriets repræsentant i bestyrelsen. Selvom Ida Falbe-Hansen indså nødvendigheden af, at skoleudviklingen bevægede sig bort fra privat skoledrift til overtagelse af stat og kommune, beklagede hun svækkelsen af det højere private skolevæsen.

Den spinkle Ida Falbe-Hansen var aldrig robust. Allerede i 1890'erne viste de første alvorlige tegn på fysisk svækkelse og neuralgi sig. Helbredsproblemerne blev næppe mindre af hendes jernvilje, der ikke ligefrem tæmmede hendes forcerede arbejdsenergi eller dæmpede hendes høje faglige og kvindesaglige ambitionsniveau, gemt bag en ofte gråtonet ydre fremtræden. Efterhånden blev kurrejser, klinik- og sanatorieophold et gentaget mønster. Lammelser lænkede hende gradvist og fra 1914 næsten konstant til sygesengen, men påvirkede ikke hendes intellektuelle engagement, ironiske vid og sindsligevægt. Ved sin selvudslettende plejeindsats forsøgte Elisabeth Grundtvig at lindre samleverens sygdom. Fra 1916 kom Ida Falbe-Hansen på finansloven. Som underviser havde hendes retoriske talent formået at fængsle, og som taler forvandlede hun sig til en skikkelse lig Gösta Berling i Lagerlöfs roman, en skjald og feltherre på en prædikestol. I hendes sidste leveår ødelagde sygdom den sprog- og litteraturbegavede Ida Falbe-Hansens evne til at tale. I 1914 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld og året efter den svenske guldmedalje Litteris et artibus.