Kirstine Meyer

Kirstine Meyer var født i Skærbæk, der efter krigsnederlaget i 1864 kom til at ligge syd for grænsen. Opvæksten i Sønderjylland prægede i høj grad hendes barndom, både faderen og moderen var engagerede i højskolebevægelsen og tog aktivt del i arbejdet for den danske sag. Efter at have mistet begge sine forældre rejste Kirstine Meyer 18 år gammel til København, hvor hun flyttede ind hos sin ældre broder, øjenlægen Jannik Bjerrum. Det var et hjem, hvor naturvidenskabeligt interesserede personer samledes, og også Kirstine Meyer blev grebet af den lidenskab for de eksakte fag, der siden skulle gøre hende til pioner blandt kvindelige fysikere. Her i broderens hjem traf hun matematikeren Adolph M. De giftede sig 1885, men den ægteskabelige lykke blev kort, da han døde i 1896. Kirstine Meyer blev dermed eneforsørger for parrets lille søn Johannes, født et halvt år tidligere. Som barn tilbragte sønnen megen tid i sin morbroders hus sammen med fætre og kusiner, når Kirstine Meyer var ude at rejse som censor eller var på ferie, gerne vandreture i Østrig med de to veninder, fysikeren H. Adler og matematikeren Thyra Eibe. Især Adler og Kirstine Meyer var hinanden til stor inspiration, og deres liv blev tæt forbundne.

Da Kirstine Meyer blev enke og enlig moder i en alder af 35 år, var hun godt i gang med sin karriere. 1882 havde hun taget lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole, 1885 blev hun student, privat dimitteret fra skolens kursus, og samme år indledte hun sine studier på Københavns Universitet. I 1892 aflagde hun og Adler begge eksamen som magistre og blev dermed de første kvindelige fysikere i Danmark. Endnu i sit rusår blev Kirstine Meyer tilknyttet N. Zahles Skole som lærerinde i naturlære og fik her ry for at være en kyndig og inspirerende lærer. Hun gik bl.a. ind for, at eleverne selv skulle lave forsøg for at gøre deres egne erfaringer, en meget moderne idé på dette tidspunkt, som hun havde taget med sig fra en pædagogisk rejse til London. Hun var tilknyttet skolen 1885-1909 og fortsatte derefter som censor ved N. Zahles Seminarium endnu en årrække. 1892-93 var hun desuden vikar på drengeskolen Metropolitanskolen, hvor hun imidlertid som kvinde ikke kunne få fast ansættelse. Året efter sin eksamen åbnede Adler i 1893 sin egen skole på Sortedam Dosseringen, hvor drenge og piger efter amerikansk mønster skulle opdrages og undervises sammen i alle fag, og her på H. Adlers Fællesskole kom Kirstine Meyer til at virke som lærer fra 1900 og 30 år frem, de første år sideløbende med arbejdet på N. Zahles Skole. 1920 udnævntes hun til lektor. Skolen samlede mange af de første kvindelige akademikere, der etablerede et fællesskab, hvor piger var fuldstændig ligestillede med drenge.

Kirstine Meyer bestred ved siden af sit daglige arbejde mange forskellige pædagogiske hverv. Hun var medlem af flere udvalg vedrørende Skoleloven af 1903 og fik vedtaget, at fysikundervisningen skulle gøres mere eksperimentel samtidig med, at der indførtes elevøvelser. I 1908 blev Kirstine Meyer leder af faglærerindernes praktisk-pædagogiske uddannelse, hvor hun viste sig som en fremragende vejleder, og i 1909 blev hun medlem af eksamenskommissionen for seminarierne. 1916 blev hun formand i bestyrelsen for faglærerinde- og faglærereksamen. Kirstine Meyer blev i 1903 forbigået som faglig medhjælper for undervisningsinspektøren for gymnasierne, selvom hendes lærer, professor C. Christiansen havde indstillet hende som sin efterfølger. Den daværende undervisningsinspektør M. Cl. Gertz turde ikke udnævne en kvinde. 1910 fik hun dog endelig stillingen, som hun kom til at bestride helt frem til 1932, og der stod stor respekt, lejlighedsvis lidt frygt omkring hende. Kirstine Meyer påpegede selv, at det som kvinde var vanskeligt at nå de høje stillinger: “Kvalifikationerne maatte i saa Tilfælde ligge et godt Stykke over Konkurrenternes. Dog – heri er jo en nyttig Spore til Dygtiggørelse.” 1919-23 var hun medlem af den store skolekommission og fra 1928 formand for censorerne i fysik ved Københavns Universitets skoleembedseksamen.

1902 udgav Kirstine Meyer sin Lille Naturlære for elever i alderen 12-14 år, en bog, der blev banebrydende for den elementære fysikundervisning. Samme år grundlagde hun Fysisk Tidsskrift, som hun redigerede frem til 1913. Dette tidsskrift blev forum for drøftelser af undervisningsmæssige spørgsmål, men orienterede desuden om fysikkens dengang nyeste landvindinger, bl.a. radioaktive stoffer og deres stråling. Også personligt formåede Kirstine Meyer at følge med videnskabeligt. I 1899 fik hun Videnskabernes Selskabs guldmedalje for artiklen Om overensstemmende Tilstande hos Stofferne, trykt 1900, en sammenlignende undersøgelse af 30 forskellige stoffer med hensyn til tryk, rumfang og temperatur. Hun disputerede 1909 på en afhandling om Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne og blev dermed den første kvinde herhjemme, der blev dr.phil. i et naturvidenskabeligt emne. I afhandlingen, der fire år senere blev udgivet på tysk i bogform, behandlede hun vekslende forestillinger om varmens natur, og hun påviste bl.a., at grundlaget for vores temperaturmåling med to faste fikspunkter, tøsneens smeltepunkt og vands kogepunkt, stammer fra danskeren Ole Rømer og ikke fra den polske videnskabsmand G.D. Fahrenheit, som man hidtil havde troet. Interessen for historisk fysik var vakt, og i de følgende år skrev Kirstine Meyer forskellige afhandlinger om Rømer. Hun studerede også hans latinske håndskrift Adversaria, som havde ligget upåagtet på Universitetsbiblioteket, og udgav det i 1910 sammen med Eibe, der var latinkyndig. Udgivelsen af Rømers notater afslørede den store renæssanceskikkelses viden inden for astronomi, fysik, matematik og teknik, og med 200 års forsinkelse fik den danske offentlighed dermed et nyt indblik i den danske videnskabsmands imponerende spændvidde. 100 år efter H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen udgav Kirstine Meyer i 1920 hans Naturvidenskabelige Skrifter samt to af sine egne afhandlinger The Scientific Life and Works of H.C. Ørsted og H.C. Ørsteds Arbejdsliv i det danske Samfund. I førstnævnte viste hun bl.a., at Ørsted ikke opdagede elektromagnetismen ved et tilfælde, som skrønen ellers gik. I sin alderdom udgav hun Erasmus Bartholin, 1933, et skrift om Rømers svigerfader Rasmus Bartholin, der især er berømt for sin opdagelse af lysets dobbeltbrydning i kalkspat.

Kirstine Meyer er af venner og familie blevet beskrevet som en jordbunden, stovt kvinde, der stillede strenge krav til sig selv såvel som andre. Hun døde 1941 efter et oplevelsesrigt, men slidsomt liv, få dage før sin 80 års fødselsdag, hvor hun skulle have været hædret med et særnummer af Fysisk Tidsskrift. Kirstine Meyer modtog 1920 Fortjenstmedaljen i guld.