Faktaboks

Thyra Eibe
Født
3. november 1866, København
Død
4. januar 1955, København
Arbejdsliv
Akademiker, oversætter og lærer
Familie

Forældre: boghandler Frederik Henrik E. (1816-71) og Ida Camilla Roulund (1822-1904).

I 1895 blev Thyra Eibe som den første kvinde i Danmark cand.mag. i matematik efter i 1889 at have taget sproglig-historisk studentereksamen fra N. Zahles Skole. Hun var den yngste af boghandlerparret Frederik og Ida E.s ti børn, og den eneste af søskendeflokkens fire piger, der fik en uddannelse. “Det var måske, fordi en ny tid var undervejs. Tiden med at sidde ved en forhøjning ved vinduet og brodere og vente på en bejler, som ikke kom, var ved at være forbi,” som en af hendes slægtninge siden udtrykte det. Livet igennem boede hun i den samme lejlighed på Østerbro, som hun delte med moderen og to søstre. Efter endt studium begyndte hun, hvad der skulle blive en livsgerning, nemlig en karriere som matematiklærer.

De første par år underviste Thyra Eibe piger på N. Zahles Skole og drenge på Slomanns Skole, og hun var således den første kvinde i Danmark, der lærte drenge i de højere klasser matematik. I 1898 kom hun imidlertid til sin blivende arbejdsplads H. Adlers Fællesskole, fra 1918 Sortedam Gymnasium, hvor hun arbejdede til 1934. Skolens grundlægger H. Adler havde sammen med Kirstine Meyer, der også var lærer på skolen, taget magisterkonferens i fysik i 1892 som de første kvinder. Gymnasiet dannede således ramme om et samarbejde mellem de kvindelige pionerer inden for naturvidenskab. Efter Adlers afgang 1929 var Thyra Eibe i et års tid konstitueret som rektor for skolen. Hun, der var høj af statur, blev med sit rolige og muntre væsen en respekteret og populær lærer, selvom hendes fag jo traditionelt byder mange elever imod. Som matematikpædagog var hun meget dygtig og formåede med sin grundighed og sin klare undervisning at sætte alle ind i matematikkens “mysterier”. De af hendes elever, som skulle videre til universitetet og de højere læreanstalter, blev også godt rustede, og hun lagde vægt på at følge sine elever senere i livet. Hendes engagement i matematikundervisningen førte en del bibeskæftigelse med sig, således var hun censor ved Polyteknisk Læreanstalt og ved faglærerindeeksamen i matematik samt medlem af opgavekommissionen i matematik til studentereksamen og af kommissionen til afholdelse af studentereksamen for privatister.

Thyra Eibe var endvidere forfatter til nogle meget benyttede lærebøger i geometri og aritmetik, bl.a. Geometri for Mellemskolen med 530 Opgaver, 1908, som kom i adskillige udgaver. Sammen med sin kollega Meyer udgav hun i 1910 i 200-året for astronomen og fysikeren Ole Rømers død bogen Adversaria, et af hans latinske, utrykte manuskripter om astronomi og matematik. Thyra Eibes livsværk er imidlertid oversættelsen til dansk af et af den græske oldtids hovedværker Euklids Elementer i 13 bøger. 1883-86 havde den klassiske filolog J.L. Heiberg færdiggjort den internationalt set bedste græske udgave af værket, og med Thyra Eibes baggrund i græsk og matematik, specielt geometri, var hun i stand til at løse den krævende opgave at fordanske Euklid. Den første bog udkom i 1897, mens de syv sidste først blev udgivet i 1912. I undervisningen er det specielt Euklids bøger om plangeometri, der har været benyttet, og så sent som i 1985 blev de fire første bøger genudgivet. Forskningsmæssigt er oversættelsens væsentligste begrænsning, at den netop er en oversættelse til dansk. Derved blev den ikke så internationalt kendt, som den havde fortjent med sin fremragende gengivelse af den specielle græske terminologi.

I Danmark var der på dette tidspunkt et matematik-historisk miljø af international betydning med bl.a. professor i matematik H.G. Zeuthen. Thyra Eibe indgik naturligt i dette miljø. Privat havde hun et nært forhold til Adler og Meyer, og de tilbragte ofte ferierne sammen. Hyppigt gik de muntre ture til Tyrol eller til Høje Sandbjerg nord for København, hvor Thyra Eibe havde et lille sommerhus. I sit 20-årige otium blev hun optaget af Italiens kultur, som hun i 1942 fik mulighed for at studere nærmere som modtager af Tagea Brandts Rejselegat.

Beskrivelser og portrætter af Thyra Eibe

  • Hanna Adler og hendes skole, 1959. Søllerødbogen, 1993. Normat 2/1993.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig