Ragnhild Goldschmidt

Ragnhild Goldschmidt var den yngste af fem søskende i et uortodokst jødisk hjem. En broder var fabrikant Moritz G., en anden digteren Meïr G. Da faderen på grund af et skibsforlis blev ruineret, måtte Meïr G. fra 1839 forsørge sin moder og søster. Ragnhild Goldschmidt var nært knyttet til denne broder, som livet igennem boede sammen med hende og moderen. Gennem hans forbindelse med forfatterne Fanny de Bretteville og Mathilde Fibiger blev Ragnhild Goldschmidt måske inspireret i kvindesaglig retning. Som ung var hun huslærerinde hos godsejer F. Sehested på Broholm ved Svendborg, og i 1855 lærte hun husholdning hos forpagter Fritz Fabricius på den langelandske gård Korsebølle.

I 1872 var Ragnhild Goldschmidt medstifter af Kvindelig Læseforening (KL) bl.a. sammen med initiativtageren Sophie Petersen og den første formand for foreningen Charlotte Klein. Samme år blev hun medlem af det nystiftede Dansk Kvindesamfund (DK). Fra 1881 og til sin død i 1890 var hun formand for KL. Hun blev efterfulgt af Sophie Alberti. Med sin åndrige og levende personlighed spredte Ragnhild Goldschmidt glæde omkring sig. Hun opmuntrede de unge kvinder til at holde foredrag og diskutere den moderne litteratur i foreningen. Fra 1883 modtog de kvindelige studenter gratis medlemskab de tre første år efter deres eksamen. I 1888 fik Ragnhild Goldschmidt foreningen flyttet til en central placering på Amagertorv 10. Samme år blev hun medlem af bestyrelsen for et legat i kvindesagspioneren Marie Rovsings navn til støtte for kvindelige håndværkere. I en vanskelig tid med politiske stridigheder mellem Højre og Venstre fastholdt Ragnhild Goldschmidt KLs neutralitet og bekæmpede alle yderligheder i meninger og optræden. Hun opfordrede dog gerne til opposition og var fleksibel over for medlemmernes krav.

Ragnhild Goldschmidt brød sig ikke om den moderne franske romanlitteratur, som hun fandt idéforladt og usædelig. Selv blev hun en repræsentant for det moderne gennembruds kvinder, da hun i 1875 udgav den anonyme roman En Kvindehistorie, der var skrevet med psykologisk sans og realisme. I romanen skildres en kvindes lidenskabelige forelskelse i en gift mand, der svigter hende i det øjeblik, hun tror sin sociale og erotiske lykke gjort. I sit livssyn var den og hendes to anonymt udgivne noveller i Fædrelandet præget af den nemesislære, som optog både hende og Meïr G. Hans død i 1887 tog hårdt på hende, og hun værnede om hans minde ved at læse op af hans værker. Hendes energiske indsats som formand for KL blev beundret af både gamle og især unge medlemmer af foreningen, der i hende så en slags fostermoder, som ansporede dem til udvikling. Inden for den kvindelige gennembrudslitteratur fremstår hun som en litterær fornyer med sit lille forfatterskab.