Charlotte Klein

Allerede i 12-års alderen fik den velstående købmandsdatter Charlotte Klein tanker, der pegede frem mod hendes senere engagement i kvindesagen. I 1864 mødte hun Mathilde Fibiger, hvilket blev starten på et fortroligt venskabsforhold, som overvejende blev levet ud pr. brev. Da Fibiger blev ansat som telegrafist i Helsingør, stod Charlotte Kleins hjem åbent for hende. For Fibiger betød kontakten med Charlotte Klein et brud med den isolation, hun som emanciperet romanforfatter og landets første kvindelige statsansatte telegrafist var blevet genstand for. Charlotte Klein var alsidigt uddannet og udstyret med et musikalsk talent, hun som ugift omsatte i klaverundervisning. Efter giftermål 1866 med arkitekt Vilhelm K. blev hun på Fibigers opfordring inddraget i Dansk Kvindesamfunds (DK) brydsomme stiftelse 1871. Men hun fandt Matilde Bajers og de øvrige initiativtageres udspil for svævende som organisatorisk og programmatisk handlingsplan. Da Matilde Bajer gik af som formand i slutningen af 1871, opfordrede hun Charlotte Klein til at overtage posten, men hun afslog. Vilhelm K. var derimod medlem af DKs styrelse i adskillige år.

I 1872 blev Kvindelig Læseforening (KL) stiftet af den lærde og psykisk sårbare Sophie Petersen med Charlotte Klein som foreningens første formand. Foreningen opstod i en tid, hvor folkebibliotekerne endnu ikke fandtes, og læseselskaberne var forbeholdt mænd. Den tog især sigte på at yde læsehungrende og studerende kvinder, ikke mindst lærerinder, en kulturel service. KL blev med tiden en af kvindesagens største foreninger i København For Sophie Petersen, der en tid var sekretær i KL, var Charlotte Klein indbegrebet af en idealkvinde: “stærk og dyb, klog og besindig”. Charlotte Klein betonede, at hun ønskede en nordisk kvindesag, ikke emancipation på grundlag af importerede kontinentale og ateistiske ideer. Hun markerede således en sondring mellem sit kvindesaglige syn og de mere radikale og socialistiske budskaber, som også prægede kvindesagen i 1870’erne. Som formand 1872-74 var hun med til at udstikke retningslinierne for foreningens indkøb af dansk og udenlandsk litteratur, tidsskrifter og aviser, og hun satsede på at styrke forbindelsen mellem KL og de tilsvarende læseforeninger i Stockholm og Oslo. I den senere langvarige magtkamp i KL efter århundredskiftet om opførelse af en foreningsbygning stod Charlotte Klein på tilhængernes og den magtfulde formand Sophie Albertis side. 1909 måtte hun dog opleve, at hendes ægtefælle blev vraget som foreningens byggesagskonsulent og eventuelle arkitekt.

Charlotte Kleins hovedindsats i kvindesagen kom til at ligge på uddannelsesområdet. I 1875 havde DK taget initiativ til en tegneskole, der året efter førte til åbning af Tegneskolen for Kvinder, senere omdøbt flere gange, bl.a. til Skolen for Brugskunst, i dag Danmarks Designskole. Charlotte Klein blev skolens forstander og en aktiv lærerkraft, og hun arbejdede i begyndelsen uden vederlag. Ægtefællen, som 1868 havde været medstifter af Håndværkerskolen for mænd, blev formand for bestyrelsen, der også talte Kirstine Frederiksen. Skolen fik til huse i Industriforeningens lokaler, indtil den 1881 fik sine egne på Halmtorvet. Allerede i 1877 blev skolen løsrevet fra DK som selvejende institution med statslig og kommunal støtte. DK bevarede dog en repræsentant i bestyrelsen. Tegneskolen satsede på kvinders uddannelse inden for kunsthåndværk og de grafiske fag i industrien, suppleret med en højere almendannelse. Ægteparret ønskede, at skolen skulle være en forskole for kvinder til Kunstakademiets maler- og billedhuggerskole. Men 1874 var et andragende fra DK om kvinders adgang til Kunstakademiet blevet afvist af Akademirådet, ligesom Fredrik Bajers lovforslag i samme anliggende blev nedstemt i Rigsdagen året efter. I 1888 planlagde maleren Johanne Krebs med Fredrik Bajers og kvindelige kollegers opbakning en kvindeskole, der skulle fungere som forskole til Kunstakademiet. Det var en beslutning, der gik tegneskolens lederpar imod. Krebs på sin side var kritisk over for Tegneskolen for Kvinder, idet den savnede en artistisk uddannelsesprofil og derfor ikke var et attraktivt og kompetencegivende uddannelsessted for vordende kvindelige kunstnere. I et pinligt sagsforløb og en offentlig avispolemik blev Krebs direkte modarbejdet af Vilhelm K. Men ægteparret Klein trak det korteste strå, da Rigsdagen 1888 vedtog at åbne Den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder med Krebs som inspektrice. Tegneskolen for Kvinder fik dog dimissionsret til Akademiet, og dens elever kunne uden prøve blive optaget, hvis Tegneskolen for Kvinder erklærede dem for modne dertil. For at markere forskellen mellem de to skoler tog tegneskolen 1889 navneforandring til Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Skolens elever hævdede sig ved industriudstillinger i ind- og udland, og skolen modtog bl.a. medalje som teknisk skole ved verdensudstillingen 1889 i Paris. Mange elever blev siden ansat ved Bing & Grøndahl og andre porcelænsfabrikker. Også inden for det tekstile område hævdede skolen sig. Det gjaldt især inden for guldbroderi, hedebosyninger og vævning, som der blev undervist specifikt i. Selv varetog Charlotte Klein bl.a. undervisningen i elementær frihåndstegning, herunder ornamenternes historiske betydning, og tegning for vævere. Den barnløse Charlotte Klein, der kunne virke utilnærmelig, foretog i professionelt øjemed adskillige udlandsrejser, og hun indbød eleverne til kulturelle foredrag i hjemmet. Blandt disse fik landets første kvindelige snedker Sophy A. Christensen status som det barnløse pars plejedatter. Sophy A. Christensen blev Charlotte Kleins efterfølger ved hendes afgang 1907. Ved skolen 25-års jubilæum i 1901 modtog Charlotte Klein Fortjenstmedaljen i guld.

Charlotte Klein støttede kampen for den kommunale kvindevalgret. Hun havde dog svært ved at forsone sig med, at kvinder, i takt med at de formelle barrierer til de politiske organer blev nedbrudt, også blev inddraget i de partipolitiske bataljer. Hun følte dyb afsmag for partierne, ikke mindst på baggrund af årtiers stridigheder mellem Højre og Venstre under forfatningskampen. Kvinders inddragelse i partipolitik så hun som et faresignal og mente, at de burde have en vigtig mission i selve partisystemets afskaffelse. Få år før sin død udtrykte den nationalromantiske Charlotte Klein privat og desillusioneret, at det primært var på uddannelsesområdet, kvindekampen havde fået betydning, men at den øvrige kamp knap nok var begyndt. Charlotte Klein, der bl.a. fandt lydhørhed for sine tanker hos den indremissionske stemmeretsforkæmper Johanne Blauenfeldt og skrev i dennes blad, udgav som næsten 80-årig Hvad jeg venter af Kvinderne, 1913.