Johanne Blauenfeldt var en af de få indremissionske kvindesagskvinder. Hendes fader var den kendte præst Jens Vahl, der grundlagde et omfattende missionsbibliotek. Han havde kald forskellige steder, bl.a. i Århus og siden i Øster Snede og Karrebæk, indtil familien i 1884 slog sig ned i Nørre Vedby på Falster. Efter Johanne Blauenfeldts giftermål i 1889 med Henrik Louis B., der var kapellan hos hendes fader, bosatte parret sig i Ørslev ved Slagelse, hvor ægtefællen blev hjælpepræst for Indre Missions (IM) formand Vilhelm Beck. Fra 1896 og indtil mandens død i 1928 var hun præstekone i Tamdrup ved Horsens. Samtidig med at hun i løbet af 13 år fik fem børn, lagde hun grunden til en omfattende virksomhed som skribent. Fra sin tidlige ungdom var hun engageret i søndagsskolearbejde og i Ydre Mission, og hun skrev bøger og hefter om Ydre Mission for IMs kvindekredse.
I 1908 deltog Johanne Blauenfeldt i International Woman Suffrage Alliance’s konference i Amsterdam. Som en udløber heraf var hun samme år medstifter af paraplyorganisationen Kristelig Kvindevalgrets-Forening (KKF), som hun blev formand for til 1913. KKF, der var tilsluttet Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, var åben både for enkeltpersoner og foreninger og talte bl.a. Kristne Kvinders Vælgerforening, Kvindehjælpen samt en række afholdsforeninger. Fra 1909 til 1913 var hun desuden redaktør af foreningens blad Kristeligt Kvindeblad. Både foreningen og bladet demonstrerede en konsekvent kvindesaglig linie, som var usædvanlig i miljøet omkring IM. Johanne Blauenfeldt, der også var formand for den lokale afdeling af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), repræsenterede således ikke den holdning til kvindesag, som KFUK havde på landsplan. Som redaktør af bladet var hun med til at synliggøre diskrimination og kvindeundertrykkelse i missionsmiljøerne, fx den manglende kvinderepræsentation i de kristelige foreningers bestyrelser, diskrimination af kvindelige missionærer og det snævre spillerum for kvinder i IM. Formålet med den kristelige kvindesag var ifølge Johanne Blauenfeldt at oplyse og dygtiggøre kristne kvinder til at deltage i det offentlige liv. De skulle engagere sig i samfundsbevarende arbejde, hvor særlig afholds- og sædelighedssagen havde hendes bevågenhed. Da KKF var på sit højdepunkt i 1911, havde foreningen omkring 1.200 medlemmer, hvilket dog var beskedent i forhold til kvindernes antal i IM og i KFUK. Men Johanne Blauenfeldt var i denne sag oppe mod stærk modstand i missionsmiljøet, og mange missionsfolk var særdeles skeptiske, når det gjaldt kvinders stemmeret og almene ligeberettigelse.
Johanne Blauenfeldts engagement som kristen kvindesagskvinde blev ivrigt støttet af ægtefællen, der optrådte som taler ved møder i KKF. Gennem en omfattende skribent- og rejsevirksomhed opbyggede hun i disse år en imponerende kontaktflade både i ind- og udland, herunder til de kvindesaglige organisationer. Hun var bl.a. medlem af et udvalg, nedsat 1908 af Dansk Kvindesamfund (DK), som skulle arbejde med en reform af det kirkelige vielsesritual. Udvalgets forslag fik betydning for det nye ritual, der blev autoriseret i 1912, og som udelod sætningen om hustruens underdanighedspligt. Hendes engagement, mange interesser samt familiære forpligtelser sled på helbredet, og som følge heraf gik både KKF og Kristeligt Kvindeblad ind i 1913. Ved sin afsked pegede hun på DK som den organisation, der stod KKF nærmest. 1916-23 tilbragte hun på Dianalund Nervesanatorium. Efter ægtefællens død i 1928 flyttede hun til København I sine sidste år udsendte hun, nu under navnet Johanne Vahl Blauenfeldt, talrige artikler gennem Kristeligt Pressebureau og bevarede til det sidste sin interesse for kvindernes stilling i kirken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.