Johanne Krebs

“Gør Forholdene mildere for Kvinder, og deres Evner vil spire kraftigere,” skrev Johanne Krebs 1893 i en artikel til Dansk Kvindesamfunds (DK) blad Kvinden og Samfundet, og ordene kan tjene som motto for hendes liv. Johanne Krebs voksede op sammen med seks søskende, herunder brødrene Carl K., der blev forsikringsmand og filosof, og Frederik K., der blev generalmajor. Faderen var distriktslæge på Læsø, fra 1855 i Skælskør, indtil han i 1871 blev ansat som stiftsfysicus på Fyn. I det kunstinteresserede hjem kom faderens nære venner, guldaldermalerne P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbye. Den opbakning fra hjemmet, som hun fik i bestræbelserne på at blive kunstner, kunne imidlertid ikke hjælpe hende til at få en kvalificeret kunstnerisk uddannelse, for uddannelsesmulighederne for kvinder var på dette tidspunkt få. Men familiens støtte har sandsynligvis været medvirkende til, at hun tog initiativ til at få gjort op med de ringe vilkår, som hun selv og andre kvindelige kunstnere var underlagt.

Det skelsættende år i Johanne Krebs' liv er 1888, et år, der bragte hende på kollisionskurs med bl.a. DK. Årsagen var hendes krav om, at kvinder skulle have adgang til undervisningen på Kunstakademiet i stedet for at være henvist til dyre, men utilstrækkelige, private tegne- og malerskoler i ind- og udland. Initiativet blev støttet af mange kvindelige kunstnere, men nok så væsentligt var det, at Politikens chefredaktør Viggo Hørup gav hende spalteplads i avisen, ligesom Rigsdagen støttede kravet. DK var derimod knapt så velvilligt indstillet, selvom foreningen siden 1874 havde haft det samme krav på programmet. Blandt DKs medlemmer var det især arkitekt Vilhelm Klein, der tog til orde imod forslaget. Sammen med sin kone Charlotte Klein var han leder af Tegneskolen for Kvinder, fra 1889 Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, som DK 1875 havde stiftet for at hjælpe kvinder, der søgte ansættelse inden for kunsthåndværk og de grafiske fag i industrien. Flertallet af DKs medlemmer tog Vilhelm Kleins parti i den dagbladsfejde, som Johanne Krebs og han udkæmpede i Politiken og Morgenbladet i begyndelsen af 1888. I den forsøgte Vilhelm Klein at affeje Johanne Krebs' stadig skarpere kritik af ham og hans skole for at mangle en kunstnerisk profil og dermed modarbejde kravet om åbningen af Kunstakademiet for kvinder, men uden held. Fredrik Bajer, der var medlem af såvel Rigsdagen som DK, bakkede op om hendes synspunkter, og udfaldet blev, at Kunstakademiet meget mod ledelsens vilje måtte åbne Den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder i oktober 1888. Johanne Krebs var ansat som inspektrice indtil 1908, hvor skolen blev sammenlagt med mændenes skoler. Det blev en vanskelig stilling at varetage for Johanne Krebs, for Kunstakademiets ledelse glemte ikke, at det var hende, der havde taget initiativ til kvindeskolens oprettelse, og man gjorde alt for at slippe af med hende.

Johanne Krebs var også udøvende kunstner med en for datidens kvindelige kunstnere typisk baggrund. Efter at have modtaget privatundervisning af Skovgaard gik hun omkring 1873-74 på Vilhelm Kyhns private tegneskole. Derefter tog hun til München, hvor hun 1875-77 fik undervisning af den norske maler E. Peterssen, for endelig 1880-81 at studere på Tegneskolen for Kvinder. I 1880 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun udstillede otte gange frem til 1895. Fra 1891 til sin død i 1924 var hun med få undtagelser repræsenteret på Den frie Udstilling, som hun i 1891 var medstifter af og fra 1893 parthaver i. På Den frie udstillede hun i alt ca. 250 billeder. Endvidere deltog hun i en række andre indenlandske udstillinger, ligesom hun udstillede i München 1891, 1892 og 1905, i Chicago 1893 og på verdensudstillingen i Paris 1900, hvor hun modtog en broncemedalje for et portræt. I 1892 og 1898 modtog hun rejsestipendier fra akademiet.

Netop portrætmaleriet var Johanne Krebs' foretrukne og kunstnerisk set stærkeste genre. I sine realistiske portrætter udtrykte hun sig i overensstemmelse med det moderne gennembruds kunstsyn, og med sin fokusering på modellens psykologiske karakter gjorde hun op med romantikkens harmoniserede og idealiserede menneskeskildringer. Det gælder fx portrættet af Suzette Holten, ca. 1892, og portrættet af biskop Th.Sk. Rørdam, udst. 1902. Som ældre ændrede hun motivvalg og udstillede i stadigt større omfang gårdinteriører samt blomster- og landskabsbilleder. Genreskiftet fik en meget hård medfart af anmelderne, men Johanne Krebs delagtiggjorde aldrig offentligheden i sine reaktioner på de personlige udfald, hun blev genstand for. Derimod afholdt hun sig ikke fra at tage til orde mod kritikken, når det gjaldt den behandling, som kvindelige kunstnere som gruppe blev udsat for. Bl.a. beskæftigede hun sig i artiklen Kvinders Stilling til Kunst i Kvinden og Samfundet, 1893, med spørgsmålet om hvad det var, man i det hele taget forventede af kvinders kunst.

Johanne Krebs tilhørte den generation af kvinder, der for alvor begyndte at stille krav, så det kunne høres. Med initiativet til at få Kunstakademiet åbnet for kvinder ydede hun en betydelig, men personligt og kunstnerisk også omkostningsfuld indsats for at forbedre kvindelige kunstneres vilkår.