Sophy A. Christensen

Sophy A. Christensen var næstældste barn af en skibsfører i provinsen. Efter et forlis var faderen syg og nedbrudt, og familien flyttede til København Moderen tjente til familiens underhold, men da hun døde i 1884, måtte Sophy A. Christensen påtage sig ansvaret for sine tre yngre søskende, mens faderen kom på en stiftelse. Hendes søskende kom i pleje og hun selv i huset i Jylland. Som 20-årig vendte hun tilbage til København og fik arbejde i en broderiforretning. På opfordring af sin lillebroder meldte hun sig ind på Aksel Mikkelsens sløjdkursus, hvor hun var i tre måneder. Opholdet var finansieret af et lille stipendium. Gennem forstanderen på kurset fik hun kontakt til Dansk Kvindesamfund, der i 1887 havde nedsat et udvalg, som skulle virke for uddannelsen af kvindelige håndværkere. Blandt udvalgsmedlemmerne var den nyuddannede læge Emmy Kramp, der var stærkt optaget af, at kvinder blev selverhvervende. Hun opfordrede Sophy A. Christensen til at gå i lære som snedker, hvad der hidtil slet ikke var faldet hende ind, idet hun havde regnet med at blive sløjdlærer. Lægen lovede sammen med nogle af sine studiekammerater at støtte hende i læretiden. Sammen med sin lillebroder og en af sine søstre flyttede hun herefter ind i en kvistlejlighed og kom i 1890 i snedkerlære. En kvinde på værkstedet var nærmest en sensation, men Sophy A. Christensen satte sig hurtigt i respekt, da hun til de øvrige ansattes overraskelse både kunne save og høvle. Som kommende snedker var det nødvendigt at lære at tegne, og da teknisk skole afviste hende med henvisning til hendes køn, blev hun optaget på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, ledet af arkitekt Vilhelm Klein og hans hustru Charlotte Klein. Ægteparret fattede interesse for Sophy A. Christensen, og Vilhelm Klein tilbød hende et halvt års arbejde på sin egen tegnestue. Både hun og hendes søskende kom privat i parrets hjem.

I foråret 1893 blev Sophy A. Christensens svendestykke færdigt, et poleret bogskab, bestilt af en af støtterne fra kvindebevægelsen Sophie Alberti. Efter svendeprøven rejste Sophy A. Christensen til verdensudstillingen i Chicago, hvor hun fik arbejde ved den danske afdeling; senere rejste hun i Europa med ægteparret Klein. Hun længtes imidlertid tilbage til sit håndværk, blev optaget i snedkerlavet, og i 1895 blev hun mester og etablerede sig med eget møbelsnedkeri i Ravnsborggade på Nørrebro. Hun blev dermed den første kvindelige snedkermester i Danmark, snart efterfulgt af Cathrine Horsbøl, der nedsatte sig som mester samme år. Sophy A. Christensen måtte inden længe udvide forretningen, og på et tidspunkt havde hun ti svende og to lærlinge, hvoraf den ene var en pige.

Fra 1904 og tre år frem rejste Sophy A. Christensen i Frankrig for at lære moderne kunsthåndværk, hvorefter hun 1907-15 var en respekteret forstander for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Hun fremmede ikke alene sit eget fag møbelsnedkeriet, men gjorde også en stor indsats for at udvikle nye og moderne tekstiler, og hun sørgede for, at alle elever i de første år fik en omfattende tegneundervisning kombineret med stilhistoriske og kunsthistoriske foredrag. Sophy A. Christensen udførte også et aktivt foreningsarbejde for at skaffe erhvervsmuligheder for eleverne efter endt uddannelse. Således var hun ligesom Charlotte Klein aktiv i Selskabet Hedebosyningens Fremme (SHF), der stiftedes 1905 af arkitekten Martin Nyrop som en afdeling af Dansk Husflidsselskab (DHS), og hvis formål var kunstnerisk og teknisk nyskabelse af den gamle danske broderitradition. Sophy A. Christensen blev daglig leder af SHF, der fik til huse på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, ligesom hun blev medlem af bestyrelsen sammen med bl.a. Elna Mygdal og Jenny la Cour. SHF fik arkitekter og kunstnere til at tegne mønstre og modtog mange priser på både danske og udenlandske udstillinger. Sammen med Nyrop og en anden arkitekt Anton Rosen, der begge sad i DHSs bestyrelse, tog Sophy A. Christensen initiativ til et udviklingsarbejde af vævede møbelstoffer med udgangspunkt i danske bondevævninger fra før industrialiseringen. Initiativet skal ses i sammenhæng med andre af tidens nationalromantiske bestræbelser for at markere danskhed i forhold til udlandet, især de andre nordiske lande. DHS finansierede omfattende prøvevævninger, som lededes af Sophy A. Christensen, og 1913 etableredes institutionen Husflidsselskabets Vævestue, der snart fik stor afsætning på sine arbejder, bl.a. til offentlige bygninger. Hendes indsats for udvikling af kunstnerisk funderet vævning blev grunden til de senere så anerkendte danske stoffer til arkitekttegnede møbler. 1913 blev hun som den første kvinde indvalgt i DHSs bestyrelse og brød dermed 40 års tradition for en ren mandlig ledelse. Indsatsen for vævningen kom også møbelsnedkeriet til gode, og efter tiden som forstander overtog Sophy A. Christensen atter sin møbelsnedkerforretning med speciale i montering af hele hjem. 1920 trak hun sig tilbage fra sit fag og oprettede året efter et kontrolhønseri i Birkerød. Sophy A. Christensen var i 1912 blevet hædret med en udnævnelse til Honorary Member of the Art Teachers’ Guild i London. Ved siden af sine øvrige gøremål var hun medlem af repræsentantskaberne for Landsforeningen Dansk Arbejde og Kvindernes Bygning. Hun engagerede sig desuden i politik og var opstillet som kandidat for Venstre ved folketingsvalget i 1920.

I klædedragt og fremtoning var Sophy A. Christensen meget maskulin. Hun var kortklippet, og efter besøget i Chicago komponerede hun en dragt, som hun angiveligt altid bar, hvad enten hun skulle til middag ved hoffet eller gravede i haven. Den bestod af en marineblå nederdel, hvid skjortebluse med blå butterfly og en kort, skræddersyet jakke i samme stof som nederdelen. Omkring århundredskiftet boede hun sammen med skuespillerinde ved Det Kgl. Teater Anna Petersen, senere med Ingeborg Glud, der var adjunkt ved Birkerød Kostskole, senere Birkerød Statsskole. Sammen med Glud tog hun kostskoledrenge i pension for at få inspiration fra ungdommen. Sophy A. Christensen tilsluttede sig teosofien og var en stor beundrer af den engelske teosof Annie Besant, som hun sagde havde hjulpet hende “over mange Knudepunkter her i Livet”. I 1928 udgav Sophy A. Christensen sine ungdomserindringer Jeg vilde frem! og blev i den anledning spurgt, om hun følte sig som pioner for sit køn. “Jeg føler, at jeg har været 50 Aar forud for min Tid,” lød svaret.