Jenny la Cour

Jenny la Cour voksede op på herregården Skærsø på Mols, hvor håndarbejde var en naturlig del af kvindernes hverdag. 23 år gammel blev hun i 1872 elev på Askov Højskole og fik bl.a. undervisning i broderi. Senere blev hun hjælpelærerinde i håndarbejde på højskolen samtidig med, at hun førte hus for sin broder højskolelærer Poul la C., der var blevet enkemand. Da han giftede sig igen, tilbragte hun flere år i forskellige familier, men blev i 1885 kaldt tilbage til Askov Højskole. Ledelsen havde besluttet at åbne vinterskolen også for unge kvinder, og Jenny la Cour købte da huset Veum, hvor pigerne boede med hende som husmoder. Hun var en slags medforstander for den udvidede højskole og fik stor betydning for højskolens succes med fællesundervisning, fordi hun med sin taktfølelse fik pigerne til at føle sig hjemme på skolen. Hun lagde hermed grunden til mange kvinders lærerindegerning, idet to vintre på Askov Højskole i årtier var adgangsgivende til et lærerjob i håndarbejde på høj- og efterskoler. Gæstfrit åbnede hun også Veumhus for slægt og venner, der havde brug for et midlertidigt hjem. Fra 1893 havde søsterdatteren Anna la C. permanent ophold hos hende, og i 1896 tog hun sømandsmissionæren Andrea Gehlert Franks’ fireårige datter Edith i pleje. Jenny la Cour var livlig, rig på planer og stedse optaget af at sætte sig ind i nye ting. Livet igennem rejste hun meget både i Norden og det øvrige Europa.

1888 tog Jenny la Cour sammen med sin søsterdatter Johanne Siegumfeldt til Hvilan folkehøjskole i Skåne for at studere broderi. De fattede imidlertid større interesse for vævning og deltog i skolens vævekursus. Allerede året efter startede Jenny la Cour et privat sommerkursus i vævning i sit hjem ved Askov Højskole, og det blev starten på en pionergerning med at genoplive privat håndvævning i Danmark. Med industrialiseringen var vævning på gårdene ophørt, og vævene sat på loftet. Nu underviste Jenny la Cour og hendes niece i den mest elementære vævning, i at sætte væven op og i at sidde i væven og fremstille daglige brugsting som viskestykker, håndklæder, forklæde- og dugestof. Svensk mønstervævning, såkaldt kunstvævning, blev der også fremstillet. To år efter fik væveskolen tilskud fra Dansk Husflidsselskab, og i de næste 25 år havde skolen 48 kurser med næsten 800 elever, hvoraf over 200 havde deltaget i det udvidede kursus. Det var etableret i 1896, efter at Jenny la Cour havde bygget et vævehus i sin have. Huset var i træ og helt i svensk stil ligesom de teknikker og mønstre, der undervistes i.

Jenny la Cour havde haft en væv med hjem fra Sverige, og i de kommende år eksperimenterede hun meget med forskellige konstruktioner og indledte et samarbejde med sløjdlærer Anders Lervad på højskolen om fabrikation af væve til privat brug. Hans mest populære væv med drejede ben og udskæringer i almuestil blev indtil 1913 solgt i over 700 eksemplarer, fordi den, som det annonceredes, ikke skæmmede en stue. 1897 udgav Jenny la Cour sammen med Siegumfeldt Vævebog for Hjemmene, der var bemærkelsesværdig af to grunde: for det første anviste den, hvordan en væv sættes op, hvilket ingen andre vævebøger gjorde. For det andet indeholdt den indklæbede stofprøver. Bogen blev genudgivet helt til 1937.

Jenny la Cours udgangspunkt for vævning var således svensk, men 25 år efter sin start blev hun deltager i endnu et pionerprojekt, nemlig studiet af danske vævetraditioner og genoplivning af danske væveteknikker og mønstre. Sammen med bl.a. Elna Mygdal, Sophy A. Christensen og bestyrelsen i Dansk Husflidsselskab, især arkitekterne Anton Rosen og Martin Nyrop, tog hun i 1913 initiativet til oprettelse af Husflidsselskabets Vævestue i København Siegumfeldt genvævede gamle bondevævninger fra Nationalmuseet efter Mygdals analyser, og ud fra disse blev der udarbejdet tidssvarende stoffer til møbelbetræk og beklædning. Rosen blev formand for institutionen og gik stærkt ind i at designe nye mønstre i moderne farvesammensætninger. Til det eksperimenterende arbejde på selve vævestuen ansattes vævere uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvor Sophy A. Christensen var forstanderinde. Vævestuen blev markant i arbejdet dels med at oparbejde en national håndvævning, dels med at skaffe arbejde til væversker rundt om i landet. På et tidspunkt var næsten 100 vævere tilknyttet, og det var i stor udstrækning de kvinder, som havde lært vævning enten hos Jenny la Cour i Askov eller hos væverne Mette Westergaard og søstrene Agnes og Johanne Borg i København Jenny la Cour sad i husflidsselskabets bestyrelse 1916-20, specielt for at varetage væveforsøgene. Hun nåede aldrig selv at få tilrettelagt sin undervisning ud fra den danske vævetradition, men hun fik genoplivet privatvævningen, og hun skabte grundlaget for, at Marie Ravn, der overtog hendes kurser i 1923, kunne undervise med de danske vævninger som omdrejningspunkt. Et stort kildemateriale om Jenny la Cour findes nu på Museet på Sønderskov ved Vejen, og især var Inge Bjørn, der selv blev vævelærer på Askov Højskole, aktiv for at indsamle og bevare hendes historie.

Gruppen omkring vævestuen arbejdede også for at fremme kendskabet til gamle danske hvide broderier, især hedebobroderierne fra Østsjælland, som i ny og moderne udformning kunne afsættes både i ind- og udland. Selskabet Hedebosyningens Fremme fik med Nyrop som formand en fremtrædende position i bestræbelserne for, at Danmark kunne præsentere specielle nationalt prægede broderier på de store kunst- og industriudstillinger i udlandet, hvorfra der hentedes mange priser hjem. LC sad i en årrække omkring 1910 i selskabets bestyrelse. Hun fik 1914 tildelt Dansk Husflidsselskabs store sølvmedalje for sin indsats for vævningen.