Johanne Siegumfeldt

Faktaboks

Johanne Siegumfeldt
Johanne Hendrine Marie la Cour Siegumfeldt
Født
16. februar 1868, Hjørring
Død
11. marts 1953, Lundtofte sogn
Arbejdsliv
Væver
Familie

Forældre: sognepræst Markus Anton S. (1827-1913) og Dorothea la Cour (1834-94).

Johanne Siegumfeldt voksede op som det midterste af ni børn i en jysk præstefamilie. Hendes moder var født la Cour, og slægten var talrig. Den repræsenterede ikke alene teologi, men også kunst og progressiv naturvidenskab. Både for mænd og kvinder var det almindeligt at rejse og studere ikke bare i de nordiske lande, men også i Sydeuropa, og mange medlemmer var tilknyttet det grundtvigske højskolemiljø, hvor også Johanne Siegumfeldt fik sin livsgerning.

Fra 1887 var Johanne Siegumfeldt hjælpelærerinde i håndarbejde på Askov Højskole hos sin moster Jenny la Cour. På højskolerne var der indtil da ikke undervist i traditionelle danske håndarbejder, hvorved viden om og brug af de gamle bondetekstiler fra før industrialiseringen lidt efter lidt var gået tabt. Det var først efter 1900, at danske mønstre og teknikker blev en del af højskolernes håndarbejdsundervisning, og for vævningens vedkommende skyldtes dette især Johanne Siegumfeldts og hendes mosters pionerindsats. 1888 fulgtes de til Hvilan folkehøjskole i Skåne. De fandt intet specielt på broderiets område, men deltog i skolens vævekursus og var især optaget af at tegne mønstre af. På kurset blev der ikke undervist i væveteori, dvs. i hvordan en væv sættes op, og hvordan mønstre konstrueres. Året efter begyndte la Cour med Johanne Siegumfeldt som hjælpelærerinde et privat vævekursus i Askov, og et par år efter gav Dansk Husflidsselskab støtte til kurset, der senere videreførtes på selskabets højskole i Kerteminde.

Johanne Siegumfeldt fik i 1895 Indenrigsministeriets støtte til et tre måneders ophold i Finland, bl.a. på de store velrenommerede væveskoler i Tavastehus og Åbo. Her tilegnede hun sig væveteori, og i Tavastehus så hun for første gang en kontramarchvæv. Det fik stor betydning ikke alene for hendes egen vævning, men også for væveundervisningen i Danmark. Johanne Siegumfeldt fandt, at væven var nem og god at væve på til trods for, at den havde mange skafter og således var langt mere teknisk avanceret end de sædvanlige væve i Danmark. Hun tog en væv med hjem, og på den kunne hun eftervæve de mønstrede danske bondestoffer, som skulle blive hendes speciale, bl.a. drejls- og blomstermønstre. Johanne Siegumfeldt underviste kun til 1896 i Askov, hvorefter hun i næsten 20 år passede sin fader, der var ramt af apopleksi; moderen var allerede død. Sideløbende vævede hun, men størsteparten af hendes vævning blev udført, efter at hun var fyldt 45 år. Året efter at hun var holdt op i Askov, udgav hun dog sammen med mosteren Vævebog for Hjemmene, der udkom i de næste 40 år både i Skandinavien og Tyskland. Dette skyldtes bl.a., at den indeholdt vejledning i opsætning af væven samt anden væveteori. Det var især de grundlæggende vævninger, la Cour skrev om, mens Johanne Siegumfeldt behandlede de mere avancerede mønstervævninger. I 1916 udgav Dansk Husflidsselskab en fortsættelse af bogen med 52 nye mønstre og indklæbede stofprøver.

I de mange år, hvor Johanne Siegumfeldt på grund af faderens sygdom var bundet til hjemmet, studerede og genvævede hun gamle sønderjyske billedvævninger, de såkaldte beiderwand. Hun havde set et tæppe, hvorpå sagnet om Pyramus og Thisbe var gengivet, og hos sin fjerne slægtning væver Jensen i Vonsild fik hun lov at tegne nogle gamle mønstre af. Han hjalp hende også med at sætte den indviklede jaquardvæv op, og hermed var en næsten glemt vævetradition reddet; disse dobbeltvævede, tofarvede tæpper væves stadig bl.a. i Sønderjylland. Efter faderens død i 1913 opfordrede husflidsselskabets formand N.C. Rom Johanne Siegumfeldt til at stå for prøvevævninger til selskabets nyetablerede vævestue i København En række kulturpersoner, bl.a. herunder Elna Mygdal fra Nationalmuseet og Sophy A. Christensen fra Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, havde sammen med arkitekterne Martin Nyrop og Anton Rosen taget initiativet til et udviklingsarbejde for at skabe en dansk vævetradition. Hidtil havde især svenske og norske forbilleder været fremherskende, og mange ønskede et stærkere nationalt præg både inden for kunsthåndværk og håndvævning. Johanne Siegumfeldt ledede dette arbejde i tre år, og ferierne tilbragte hun bl.a. hos slægtninge på Stevns, hvor hun gik fra gård til gård og indsamlede gamle væveprøver og lokale navne på vævemønstrene. En stor del af dette materiale blev vist på Kunstindustrimuseet 1940-41 på udstillingen Folkelig Vævning i Danmark. Prøverne blev analyseret og stillet til rådighed for vævere, der i de følgende årtier har eftervævet dem til møbelbetræk, gardiner og dragtstoffer bl.a. til folkedanseres dragter. På husflidsselskabets vævestue efterfulgtes Johanne Siegumfeldt af Karen Warming, da hun åbnede egen vævestue i 1916.

Johanne Siegumfeldt var lille og spinkel, men besad en ukuelig vilje og holdt aldrig op med at eksperimentere. Det var især mønstre og farver, der ikke gav hende fred, og hun udviklede i samarbejde med mange af tidens førende arkitekter fornemme boligtekstiler, som blev brugt til indretning af offentlige bygninger, fx 2.500 meter gardinstof til det nybyggede Gentofte Sygehus. Hun vævede også billedvævninger, gobeliner og gulvtæpper, bl.a. til Grundtvigskirken, og havde et tæt samarbejde med mange møbelfabrikanter, især om betræk til stole og sofaer. Sine elegante og afbalancerede stoffer afsatte hun til progressive forretninger, fx BO, det senere Illums Bolighus, og hun deltog i talrige udstillinger i ind- og udland. Johanne Siegumfeldt yndede den meget disciplinerede vævning og brød sig ikke om de eksperimenter, som væverne Mette Westergaard og Gerda Henning udførte. Fra 1923 havde hun vævestue i Kolding, hvor hun samarbejdede med væver Georg Jensen, indtil hun i 1933 holdt op med at væve for andre.

Beskrivelser og portrætter af Johanne Siegumfeldt

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Mus. på Sønderskov.
  • Scandinavian Journal of Design History, 1996. Mark og Montre, 1994. Haandarbejdets Fremme 33/1944.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig