Gerda Henning

Faktaboks

Gerda Henning
Født
2. marts 1891, Frederiksberg
Død
26. juni 1951, København
Arbejdsliv
Væver
Familie

Forældre: grosserer Heinrich Martin Christian Heydorn (1851-1914) og Adelaide Amondsen (1861-1935).

Gift 26. februar 1918 med billedhugger Gerhard H., født 27. maj 1880 i Stockholm, død 16. september 1967 i København, s. af skrædder August Henning Nilsson og Alma Sofia Göthberg.

Gerda Hennings fader var grosserer. Det fortaltes, at bedstemoderen havde spanske aner. Bedstefaderen havde været søkaptajn med utallige ture til Østen, og gennem ham kom der mange gode historier og smukke kinesiske ting ind i hendes barndomshjem. Glæden ved det skønne førte Gerda Henning til Statens Tegnelærerkursus, og efter afgang var hun 1910-17 tilknyttet Den Kgl. Porcelainsfabrik som porcelænsmaler. Her mødte hun billedhuggeren Gerhard H., der siden skulle blive hendes mand. Han var i øvrigt farveblind, så det var ofte hende, der farvelagde hans smukke figurer. Efter årene med porcelæn arbejdede hun med silkebroderier, og omkring 1920 beherskede hun denne teknik til perfektion. Derfra søgte hun en formmæssig inspiration i bl.a. mellemeuropæisk folkekunst, hvis enkeltfigurer hun forvandlede til raffinerede og afbalancerede ornamenter, der naturligt kunne dække en hel flade. Disse tidlige arbejder blev udført som fine silkevævninger. Det blev dog i de større vævninger, at hun fandt sit endelige kunstneriske udtryk. Selv arbejdede hun med farverne og det geometriske, mens hendes mand ofte tegnede figurer og kroppe til hende. En harmonisk fordeling, der hvilede på gensidig kunstnerisk respekt.

I 1922 oprettede Gerda Henning eget værksted. Rent væveteknisk bevægede hun sig snart fra de helt fine mod lidt grovere materialer. Hun var utrættelig i sit arbejde; alle teknikker skulle afprøves og udvikles. I de år var der røre omkring kvindernes rolle i såvel kunstlivet som i den såkaldte kunstindustri. I 1928 blev Selskabet til Haandarbejdets Fremme stiftet, og 1927 var der blevet oprettet en væveskole i tilknytning til Kunstindustrimuseet. Som leder af væveskolen 1927-30 spillede Gerda Henning en væsentlig rolle, og hun lagde her kimen til den senere tekstilafdeling på Kunsthåndværkerskolen. Blandt hendes elever var Lis Ahlmann, der tog svendebrev fra væveskolen i 1929, og som fortsatte med at arbejde på skolen, indtil hun i 1934 oprettede egen vævestue. Da væveskolen i 1930 blev lagt ind under Kunsthåndværkerskolen, fortsatte Gerda Henning som lærer. I 1931 føjedes en stoftryklinie til under ledelse af Marie Gudme Leth, hvilket blev grundlaget for den opdeling i væv og tryk, der helt frem til midten af 1990’erne har været normen for såvel skolen i København, som for den tilsvarende skole i Kolding, oprettet 1967.

Samtidig med sin undervisning udførte Gerda Henning en lang række opgaver sammen med bl.a. møbelarkitekterne Kaare Klint og Mogens Koch samt væveren Ea Koch, der var elev hos hende 1924-26. I 1929 og 1936 havde hun store separatudstillinger på Kunstindustrimuseet, der synliggjorde, at hendes talent var en forunderlig kombination af arbejdsmæssig grundighed og kunstnerisk eksperimenteren. Det gav hende både opmærksomhed og kunder. Allerede i 1925 havde hun i samarbejde med Klint vævet gulvtæppet til Thorvaldsens Museums direktionsværelse, og 1927 vævede hun et rundt gulvtæppe i uld og hør til Frederiksborg Slot. For møbelarkitekt Rigmor Andersen leverede hun i 1931 betræk til Kvinderegensens møbler, hvoraf enkelte stadig er i brug.

Blandt Gerda Hennings mest kendte arbejder er gulvtæppe og forhæng til bryllupssalen på Københavns Rådhus 1931-33, tegnet af Klint, formentlig med hjælp af Mogens Koch. Gulvtæppet, en fin flosvævning i den bedste uldkvalitet, blev vævet i tre baner for siden at blive syet sammen. Teknisk set var det lidt af en bedrift. Ahlmann har formentlig deltaget i vævningen af de store værker, og deres kunstneriske samarbejde, præget af formmæssig enkelhed, betød en markant afstandtagen til tidligere tiders lidt overlæssede nationalromantik. Der var således lagt vægt på funktionen og ikke det billedlige. Mønstrene tog for gulvtæppets vedkommende afsæt i de klassiske mæanderborter, mens forhængets komposition forløb i store diagonale forskydninger. Det enkle og prunkløse går igen i deres måde at omtale sig selv på. Mens tidligere generationer kaldte sig selv kunstvæversker, brugte de betegnelsen vævere.

Gerda Henning var livet igennem uhyre flittig, dog lagde Anden Verdenskrig en dæmper på bestillingerne, og der blev en vis afmatning i arbejdet. I 1946 blev hun tildelt Tagea Brandts Rejselegat. På det tidspunkt gik væveren Vibeke Klint på Kunsthåndværkerskolens tekstillinie, og 1949 kom hun til Gerda Hennings værksted. Det skete i forbindelse med, at Gerda Henning havde fået til opgave at væve to gobeliner til Folketingssalen på Christiansborg, finansieret af Ny Carlsbergfondet. Projektet blev dog aldrig realiseret på grund af Gerda Hennings død. Vibeke Klint oplevede sin læremester som en “ægte boheme”, fyldt med humor, entusiasme og selvironi, en person, der var dybt kritisk, men aldrig negativ. Efter Gerda Hennings død i 1951 overtog Vibeke Klint værkstedet og førte traditionen videre på smukkeste vis. Gerhard H. skænkede mange af Gerda Hennings arbejdsprøver og modeller til studiesamlingen på Kunstindustrimuseet, der 1952 afholdt en stor retrospektiv udstilling af hendes værker. Hendes arbejde lader sig således groft dele op i tre hovedgrupper: det figurligt billedlige og det geometriske unikarettede samt enkeltopgaver efter eget eller andres design. Med sine høje krav til materiale og teknik kom hun til at danne skole for mange af vore bedste vævere. Selv klædte hun sig gerne i håndvævede stoffer og fremstod som en overraskende blanding af tradition og elegance. Med årene rundere, men altid med sine små fødder i elegante sko og dragten kombineret i afstemte farver. Ved begravelsen blev nogle af hendes smukkeste håndvævede dragter stedt til hvile i kisten med hende.

Beskrivelser og portrætter af Gerda Henning

  • Tegn. og statuette af Gerhard Henning. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Lisbeth Tolstrup (red.): Tekstilkunst i Danmark 1988-98, 1999. Inge Alifrangis: Det danske ægte tæppe, 1996. Scandinavian Journal of Design 5/1995. Politiken 5. april 1952.
  • Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig