Vibeke Klint

Vibeke Klint blev født på Frbg. Da hun var seks år, flyttede familien til Århus, hvor faderen var blevet redaktør på Århus Stiftstidende. Han var kulturelt interesseret og tog ofte den lille pige med på udstillinger. Hun kunne lide farver og var glad for at tegne. I 1942 flyttede familien, der ud over Vibeke Klint talte to yngre søskende igen til København, da faderen var blevet redaktør på Nationaltidende. Her kom Vibeke Klint til at gå på Holsteinsgade Skole, og samtidig med realklassen fulgte hun et tegnekursus hos maleren Poul Sæbye. 1944-46 tog hun tegneundervisning hos Bizzie Høyer og fik på den måde skabt sig et solidt formmæssigt grundlag. 19 år gammel kom hun i 1946 ind på Kunsthåndværkerskolens vævelinie, hvor Gerda Henning var leder. Her tog hun afgang i 1949.

Efter sin uddannelse var Vibeke Klint en kort overgang ansat hos Karen Warming, hvor hun vævede metervarer til møbler. Det forekom hende lidt ensformigt, så hun slog til, da Gerda Henning spurgte, om hun ville være med til at væve prøver på gobeliner til Folketingssalen på Christiansborg. Eftersom opgaven krævede særlig viden om gobelinvævning, gik Gerda Henning i gang med at skaffe rejse- og studielegater til et ophold i Frankrig. Her lærte Vibeke Klint bl.a. om gobeliner i Aubusson og kartontegning hos væveren J. Lurçat, der siden tog initiativ til tekstilbiennalen i Lausanne. Endelig studerede hun farver hos P. Wemaëre i Bretagne. Studieopholdet blev imidlertid afbrudt ved Gerda Hennings død i 1951.

Vibeke Klint havde i perioden vævet på Gerda Hennings værksted, der lå i tilknytning til Kunstindustrimuseet. Alligevel kom det som en overraskelse, da Gerda Hennings mand Gerhard Henning tilbød hende værkstedet kvit og frit, mod at hun vendte hjem så hurtigt som muligt. Senere flyttede Vibeke Klint værkstedet til Tårbæk, hvor hun også havde sin private bolig. Gobelinerne til Christiansborg blev aldrig til noget, men til gengæld kom hun 1954-56 til at væve tre gobeliner til Egmont H. Petersens Kollegium efter udkast af maleren William Scharff. Det var også i de år, samarbejdet med arkitekten Mogens Koch begyndte, med hvem hun bl.a. først i 1950’erne udførte tekstiler til Den danske Kirke i London, Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde og Holbæk Kirke. I 1956 indledte hun et samarbejde med tekstilproducenten C. Olesen. Han havde sammen med bl.a. væveren Lis Ahlmann og møbelarkitekten Børge Mogensen dannet Cotilkomitéen, der var formet som et kvalitets- og produktudviklingspanel i tilknytning til hans tekstilfabrik. Bl.a. gennem sine stringente arbejder til Cotil indskrev Vibeke Klint sig i den fornemme tradition som Ahlmann og Børge Mogensen stod for. Senere fulgte tekstildesign for bl.a. Kolding Hørvarefabrik og Wittrups Fabrikker.

I 1960’erne og 1970’erne havde Vibeke Klint en række udsmykningsopgaver, bl.a. vævede hun gobelinen Den barmhjertige samaritan efter karton udført af billedkunstneren Palle Nielsen til Fredericia Rådhus 1965-69. I 1977 leverede hun scenetæppe til Gladsaxe Teater og to år efter tekstiler til Vor Frue Kirke. 1970-75 underviste hun i tekstil på Det Jyske Kunstakademi i Århus efter Anna Thommesen og på Kunsthåndværkerskolen i København I 1979 afvikledes den banebrydende udstilling Danske ægte tæpper i Nikolaj Kirke, der havde Vibeke Klint og Randi B. Studsgarth som initiativtagere. Med den flertydige titel ønskede Vibeke Klint og Studsgarth at udfordre begrebet ægte tæpper, der var blevet synonymt med tæpper vævet i Orienten, og udstillingen fandt sted netop på et tidspunkt, hvor dansk tekstilkunst var splittet imellem den danske unikatradition og de mange eksperimenter i tiden, der var internationalt inspirerede. Endelig var projektet et forsøg på at styrke den professionelle gruppe af markante vævere her i landet og vise, at de formåede at indgå i større opgaver på lige fod med arkitekter.

Også i 1980’erne og 1990’erne var der bud efter Vibeke Klint i forbindelse med udsmykningsopgaver. Først i 1980’erne skabte hun bl.a. tekstiler til Ballerup Kirke, Gentofte Kirke, Rådssalen i TV-byen og Danmarks Nationalbank. Dertil kom et scenetæppe til Musikhuset i Århus efter udkast af maleren Emil Gregersen i 1982. Efter at have været gæst hos kunstnersammenslutningen M59 et par gange tog hun i 1985 mod en opfordring fra keramikeren Gutte Eriksen om at gå ind i kunstnersammenslutningen Kammeraterne. Samme år skabte hun tekstiler til Flintholm Kirke på Frbg. Hun har desuden stået bag tekstiler til den danske ambassade i Washington i samarbejde med arkitekten Finn Juhl og til de danske ambassader i Lima, Paris og Nairobi. I 1985 underviste hun på National Institute of Design i Ahmadabad, Indien, bl.a. i forbindelse med design af tæpper, der kunne væves i området. 1989-91 leverede hun tekstiler til Nykredits direktion, i 1991 vægtæpper til Kolding Rådhus og samme år et scenetæppe til Blågårds Seminarium. Det er karakteristisk for hendes store arbejder, at mønsterelementerne altid underlægges fladen, og de dæmpede toner fremhæves med stor præcision af enkle linier, farvestærke detaljer eller glidende overgange, fx i flere af hendes silkearbejder. Sammen med tekstilkunstnerne Krestine Kjærholm, Anet Brusgaard og Grethe Weber var hun i 1997 med til at starte Textilgalleriet ud fra en ide om at skabe et ideudviklings- og formidlingssted for professionelle tekstildesignere. Idéen, der blev støttet af Kulturministeriets Designfond, viste endnu en gang, hvor væsentligt det har været for Vibeke Klint at sætte sine egne ressourcer ind til glæde for den tekstile helhed.

Vibeke Klints udstillingsaktivitet har været omfattende, og tidligt deltog hun på udstillinger i udlandet, bl.a. Neue Form aus Dänemark, Tyskland 1956-57, Formes Scandinaves på Louvre, Paris 1958, og The Arts of Denmark, USA 1960-61. I forbindelse med sidstnævnte fik hun Lunningprisen i 1960. Udstillingerne har ligget som en perlerække gennem årene, og ofte har hun deltaget på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks udstillinger samt på Charlottenborgs Forårsudstilling. Desuden har hun haft en række separatudstillinger, bl.a. på Den Permanente 1965, Haandarbejdets Fremme 1967, på Kunstindustrimuseet 1972, Selsø Slot 1976, American Scandinavian Foundation i New York 1983, Paustian 1987 og i Clausens Kunsthandel 1992 og 1994. Sammen med fotograf Rigmor Mydtskov udstillede hun 1992 i Washington, USA. Vibeke Klint er repræsenteret på et utal af museer og samlinger, og hun har solgt tæpper til flere fonde. Allerede tidligt i karrieren blev hun hædret for sit arbejde. Det skete bl.a. med sølvmedaljer ved Triennalen i Milano i 1954 og 1976 og med Hofjuveler Michelsens Jubilæumslegat 1958. I 1967 blev hun tildelt Cotilprisen, 1972 Eckersbergs Medaille, 1974 Tagea Brandts Rejselegat og 1987 Dansk Kunsthåndværks Årspris. I 1992 modtog hun Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds hæderslegat og et legat fra Ole Haslunds Kunstnerfond. I 1980 tildeltes hun den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. Vibeke Klint har haft en række tillidsposter, bl.a. som bestyrelsesmedlem for Dansk Designråd 1976 og Kunsthåndværkerrådet 1978, ligesom hun i flere perioder har siddet i Akademirådet.

Vibeke Klints indsats er overvældende, både håndværksmæssigt og formidlingsmæssigt. Hun har været et evigt eksperimenterende og flittigt menneske, der især har gjort sig bemærket med sine tæpper, silkestoffer og boligtekstiler. Hendes arbejde har været karakteriseret ved stor enkelhed i linieføringen og i farvevalget, og allerede tidligt eksperimenterede hun med at forenkle. Farvevalget har været præcist, ofte har hun brugt en lys naturfarve over for en mørk, gerne sort eller dybgrå, kun brudt af en enkelt accentfarve i rød eller blå. Som ingen anden har hun beskæftiget sig med linieføringens geometri, og spidse vinkler er fx blevet understreget af kulørte trekanter eller kvadrater. I de fladvævede tæpper har hun gennemspillet en række geometriske motiver, fx zigzag og rhomber. Med rette betragtes hun som den fornemste repræsentant for andengenerationen af vævere i Danmark. Hun har været en enestående igangsætter, der har haft øje for talent blandt yngre kolleger, som hun har bakket op i deres arbejde. Blandt hendes elever har været Kim Naver og Inge Alifrangis. Sidstnævnte har i sin bog Det danske ægte tæppe, 1996, hyldet Vibeke Klint som “Tæppevævningens største koryfæ”, der med sin “viden, entusiasme og ægte glæde ved håndværket” i årtier har inspireret andre vævere.