Karen Warming

Karen Warming var uddannet sølvsmed, men hendes hovedindsats lå inden for vævning. Uddannelsen fik hun i Georg Jensens Sølvsmedie, og hun udførte arbejder for firmaet, bl.a. efter tegninger af hendes onkel arkitekt Anton Rosen. I 1916 blev hun som 36-årig engageret til at lede en væveskole, som Dansk Husflidsselskab havde startet to år før som en pendant til Jenny la Cours væveskole i Askov og med Rosen som kunstnerisk leder. Skolen skulle udvikle nye stoffer på baggrund af danske folkelige vævninger fra 1800-tallet og således ophjælpe håndvævning byggende på dansk tradition i stedet for de gængse svenske og finske forlæg. Johanne Siegumfeldt foretog de grundlæggende stofanalyser og var den første leder af vævestuen, hvis initiativtagere var en række førende kulturpersoner, bl.a. museumsinspektør Elna Mygdal og Sophy A. Christensen, forstander for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Karen Warming fortsatte arbejdet med at omsætte og genvæve gamle danske stoffer i forenklede mønstre og mere dæmpede farver end de originale. Der blev især fremstillet møbelstoffer, men også stof til gardiner, portierer, divantæpper, puder og klædedragt, såvel modedragt som til brug for folkedansere. Kunderne var både offentlige og private institutioner og firmaer, og vævestuens stoffer blev hurtigt rosende omtalt på indenlandske og udenlandske udstillinger. I 1921 blev virksomheden omdannet til en selvejende institution, der nu skulle være en rentabel virksomhed. Karen Warming markerede sig stærkt som udvikler af tidssvarende stoffer, bl.a. til arkitekttegnede møbler. I 1931 fik fire af hendes stoffer med egne kompositioner priser ved en konkurrence, som foreningen Dansk Brugskunst havde udskrevet. Kravet var moderne selvstændige mønstre til metervarer, der kunne forny håndvævningen og være særlig attraktive for møbelsnedkerne. Især samarbejdet med snedkermester Jacob Kjær viste, hvordan hendes stoffer kunne understrege et møbels elegante facon. Som mange andre vævere, fx Emilie Trolle og Marie Moos, arbejdede Karen Warming i 1930’erne med selve garnets muligheder for at skabe lys- og skyggevirkning. Stærke farver kom først ind i hendes vævninger omkring 1940.

I 1933 indlemmedes Husflidsselskabets Vævestue i det fem år tidligere stiftede Selskabet til Haandarbejdets Fremme, og Karen Warming etablerede året efter egen vævestue, som hun ledede til sin død i 1969. Den blev hurtigt så rentabel, at den kun beskæftigede højt uddannede vævere. Selv med megen uddannelse kunne det ellers være svært at få arbejde; i 1931 var der i København 22 væveskoler, men kun få erhvervsregistrerede håndvæverier. Karen Warmings vævestue blev om nogen indbegrebet af gode og smukke møbelstoffer. Statsbanerne købte, Folketingets stole blev betrukket med hendes stoffer, og hun udstyrede mange direktionslokaler i private virksomheder med gardiner og møbelbetræk, ligesom en række danske ambassader i udlandet blev indrettet med hendes produkter. Selv kaldte hun altid sin vævestue eksperimenterende, ligesom Rosen i sin tid, hvilket for hende betød, at hun ikke havde lagervarer. Der arbejdedes altid efter bestilling, så stofferne var specielt designede til hver enkelt opgave. Hvis ønsket opstod, kunne en leverance gentages, for der førtes minutiøse ordrebøger med notater om garnkvalitet og farve, navn på væveren m.m. Disse bøger samt væveprøver og meget andet materiale fra vævestuen findes nu på Egnsmuseet Færgegården i Frederikssund, der har dansk husflidskultur som et af sine specialområder. 1930’erne blev en meget travl periode for vævestuen, som fik guldmedalje på verdensudstillingerne i Bruxelles 1935 og Paris 1937. De førende snedkermestre anvendte Karen Warmings smukke og glansfulde stoffer, ligesom de forhandledes i de fremmeste forretninger for moderne boligindretning. Møbler fik stil og elegance med betræk i rytmiske mønstre eller striber i farvenuancer, der gik over i hinanden.

Karen Warmings vævestue havde således udviklet et stærkt speciale: metervarer til boligindretning, men viste ikke desto mindre i 1940, at den kunne omstille sig og udvikle et nyt speciale: stoffer til beklædning. På Snedkermestrenes Udstilling præsenteredes dragtstoffer til både damer og herrer, oven i købet farvede, hvor møbelstofferne fortrinsvis havde været i naturfarver eller i dæmpede nuancer. Baggrunden for omlægningen var de handelsmæssige forhold, som de havde udviklet sig i løbet af 1930’erne med omfattende importforbud af uld, bomuld og hør til vævning. Dertil kom skrappe forordninger fra den danske stat om, hvad tildelingerne af garn måtte bruges til på vævestuerne. I 1941 måtte kun 5% af garnet bruges til møbelstoffer, hvorimod 80% kunne væves til dragtstoffer. Karen Warmings vævestue klarede denne omlægning takket være den store faglige kapacitet byggende på indgående studier af materialerne og mange års erfaringer med at udnytte væven til det yderste. Mange andre vævestuer bukkede under netop i disse år. Efter Anden Verdenskrig genoptoges samarbejdet med møbelfabrikanter, der satte pris på Karen Warmings faglige ekspertise og imødekommende væsen. Da hun døde i 1969, førtes vævestuen videre af Edith Pape, der fastholdt den høje kvalitet, men efterhånden specialiserede sig i dragtstoffer til folkedansere. Den blev lukket i 1989.