Marie Moos

Marie Moos voksede op i en børnerig sønderjysk familie, stærkt præget af landsdelens kulturelle og samfundsmæssige forhold. Især stedmoderen Magdalene M. tog aktivt del i foreningslivet. Som mange andre kvinder på egnen lærte Marie Moos at væve, og hun fik førstekarakter efter sin etårige uddannelse på den velrenommerede Johanna Brunssons væveskole i Stockholm. Tilbage i Danmark studerede hun folkelige vævninger fra Skåne, Slesvig og Danmark, som hun analyserede og tegnede af på Nationalmuseet. En del af disse analyser samt en række stofprøver er nu i museet. Hun var desuden ansat som lærer hos Sørine Thyregaard på væveskolen ved Salling Ungdomsskole i Jebjerg, hvor hun introducerede plantefarvning af garn, en teknik, hun havde lært i Sverige. Ud over Jebjerg blev der på dette tidspunkt kun undervist i plantefarvning på Caroline Larsens Husholdnings- og Væveskole i København

1933 startede Marie Moos egen vævestue i København, og hun markerede sig straks både i danske og internationale sammenhænge, bl.a. på verdensudstillingen i Bruxelles 1935. Hun var om nogen materialernes mester. Importreguleringer betød imidlertid, at håndvæverne fortrinsvis havde danske materialer til rådighed, og Marie Moos udviklede fra starten bemærkelsesværdige uldstoffer af dansk uld, som brugtes på møbelsnedkernes og arkitekternes møbler. Hendes stoffer var så lidt iøjnefaldende, at de ved første øjekast kunne synes uanseelige. Nogle af dem havde tilløb til mønstre, fx diskret afstribning eller tern. Det fascinerende var imidlertid udformningen af disse mønstre; en stribe gled gradvis over i en anden nuance, når den truede med at blive massiv; tern blev brudt af tværgående streger, og større flader opdeltes af en grov teknik for ikke at virke ensformige. Karakteristisk var en utrættelig omhu for detaljen og mange små tekniske finesser, der ikke forud kunne opstilles teoretisk på papiret, men som den øvede væver intuitivt indflettede under selve arbejdet.

Overfladestrukturen og lysets spil i trådene gjorde Marie Moos' stoffer egnede til elegante møbler, og hun havde et årelangt samarbejde med sin broder, den estimerede møbelsnedker Peder M. Hun hørte således til den gruppe håndvævere, bl.a. Lis Ahlmann, Karen Warming og Emilie Trolle, der i 1930’erne lagde grunden til det senere så kendte begreb Danish Design. Da uldrationerne blev stadig mindre under Anden Verdenskrig, vævede Marie Moos møbelstoffer i det vanskelige erstatningsmateriale celluld, som hun formåede at give glans, som var det rigtig uld. Metoden var at kombinere celluld med det glansfulde hør. Men også andre alternative materialer blev taget op. Til FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) vævede hun fx møbelbetræk, hvor trenden var i hør og islættet af siv. Hun indførte uld fra Færøerne, som hun selv lod farve, men oftest vævede hun i naturfarverne, hvis fine nuancer blev understreget ved valg af væveteknik.

Under Besættelsen udstedtes forordninger, der pålagde væverne at fremstille kjolestoffer, og Marie Moos kunne på grund af sin tekniske kunnen og sit kunstneriske talent klare denne omstilling. Efter krigen gik hun tilbage til fortrinsvis at væve møbelstoffer, der i 1950’erne dog suppleredes med uldne plaider. I en del år hørte hendes vævestue til de større virksomheder, der beskæftigede en halv snes vævere, og da der altid blev leveret gedigne og smukke varer, var der aldrig afsætningsvanskeligheder i de godt 20 år, vævestuen fungerede.