Sørine Thyregaard

Sørine Thyregaard voksede op i en familie, hvor bedstemoderen vævede alt til hjemmets behov. Selv blev hun pioner inden for den frivillige ungdomsundervisning, hvor hun udviklede de praktiske fag, især håndarbejde, stærkt inspireret af reformpædagogikken. Som 17-årig var hun elev på Kvindehøjskolen i Hoven, hvor hun senere uddannedes til vinterskolelærer. Den vestjyske skoleordning indebar dengang, at børnene kun blev undervist om vinteren, og Sørine Thyregaard underviste derfor om sommeren i gymnastik og håndarbejde på forskellige højskoler. Efter at have søgt efteruddannelse, bl.a. på Askov Højskole, hvor hun lærte væveteknik hos Jenny la Cour, flyttede hun sammen med sin første ægtefælle Niels T. til Kærehave Landhusholdningsskole for at forestå skolens højskolefag. I disse år udviklede hun en pædagogik, der dels byggede på børneforsorgens anvendelse af praktisk arbejde, dels på erfaringer fra Sverige.

I 1911 døde Niels T., og Sørine Thyregaard giftede sig med en lærer på skolen, Anton Olsen, der efter brylluppet i 1918 tog navneforandring til Thyregaard. I 1921 vendte hun tilbage til Jylland og oprettede sammen med sin mand en praktisk skole for 14-18-årige, Salling Ungdomsskole i Jebjerg. På skolen undervistes drenge og piger sammen, hvilket vakte opmærksomhed. Det gjorde også den pædagogik, der blev udviklet, og som en del efterskolefolk opfattede som “ugrundtvigsk”, fordi de praktiske fag blev gjort til hovedfag og fik den bedste undervisningstid om formiddagen. Målet var, at de unge efter et skoleophold kunne vende hjem med større respekt for håndens arbejde. Salling Ungdomsskole nøjedes ikke med at undervise i syning eller sløjd, men udbød en hel vifte af praktiske fag, bl.a. barnepleje, vævning, plantefarvning, naturkundskab og husgerning, der alle blev relateret til de unges senere virksomhed inden for landbrug, håndværk og husholdning. Det kom til at tage adskillige år, før denne form for efterskolevirksomhed blev almindeligt anerkendt. Sammen med sin mand tog Sørine Thyregaard 1926 på en studierejse til Stockholm, hvor hun besøgte Sunnerdahls Hemskola. Her oplevede hun en skoleform, der kombinerede det praktiske og det teoretiske arbejde, og hvor de unge var organiseret i små “hjem”.

I 1926 begyndte Sørine Thyregaard sideløbende at uddanne vævere. I de år var oprettelsen af en selvstændig væveskole et usædvanligt initiativ, men Salling Væveskole slog hurtigt igennem, og eleverne lærte både at fremstille og sælge deres produkter, der dels var metervarer, dels gulvtæpper, dækketøj og boligtekstiler. De første år blev hun bistået af svenske lærerinder, men snart lykkedes det at finde danske lærere, bl.a. Marie Moos, der var uddannet i Stockholm. Det varede ikke længe, før kbh.ske arkitekter og møbelsnedkere blev faste kunder hos Sørine Thyregaard, og hendes engagement i folkedans førte til nye initiativer. Sammen med Moos opsporede hun dragtdele på Sallingegnen, som bl.a. museumsinspektørerne Elna Mygdal og Ellen Andersen hjalp til med at rekonstruere. Et projekt for sig var arbejdet med de gamle plantefarvningsteknikker. Sørine Thyregaards inspiration var igen svensk, men hun gik snart i samarbejde med farver Einar Hansen i Vejle, der mestrede de gamle danske teknikker. I 1933 fik væveskolen egne bygninger med plads til at give 25 unge kvinder en erhvervsmæssig uddannelse på halvandet år. I 1947 udnævntes Anton T. til tilsynsførende på efterskoleområdet, og to år efter trådte forstanderparret tilbage. Men de blev boende på ungdomsskolen, og uddannelsen af vævere blev fra 1949 Sørine Thyregaards hovedbeskæftigelse. I godt 20 år var hun medlem af bestyrelsen for Højskolernes Håndarbejde, bl.a. sammen med Charlotte Rud. Desuden havde hun og hendes mand en årelang tilknytning til Dansk Husflidsselskab og husede en del af selskabets kurser.