Elna Mygdal

Det var tekstil viden som banede vej for adskillige kvinders ansættelse og karriere i den danske museumsverden i første halvdel af 1900-tallet. Det gælder Elna Mygdal, der blev den første kvindelige inspektør på Nationalmuseet, såvel som Ellen Andersen og Margrethe Hald, der senere fik lignende stillinger. Skønt Elna Mygdal var født i en tid, hvor det ikke var en selvfølge, at kvinder fik en uddannelse, kom hun til at gennemgå et meget omfattende uddannelsesforløb. Hendes første lærested var Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvor hun blev udlært som broderi- og frihåndstegner. Allerede som elev udmærkede hun sig i broderi. Hendes stol med betræk i applikationsbroderi blev efter rosende omtale fra skolen indsendt til Den nordiske Industri,- Landbrugs- og Kunstudstilling 1888. Efter eksamen fortsatte Elna Mygdal fra 1891 som lærer på skolen i mange år. Da hun blev klar over, at Sverige bød på bedre muligheder for at lære de komplicerede væveteknikker damask og jacquard med tilhørende mønstertegning, tog hun til John Lennings Väfskola i Norrköping, hvorfra hun fik afgang i 1895. Den næste skole hun søgte ind på var Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvorfra hun tog afgang som maler i 1904. Elna Mygdals faglige spændvidde var således meget stor, hvilket også fremgår af hendes undervisningsfag på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder: maling, tegning, stillære og de såkaldte linearfag som indbefattede adskillige håndarbejdsdiscipliner.

I slutningen af 1890’erne blev Elna Mygdal bekendt med Bernhard Olsen, direktør for Dansk Folkemuseum, senere en afdeling af Nationalmuseet. Bernhard Olsen var meddommer på en udstilling i Stockholm 1897, hvor Elna Mygdal fik sølvmedalje for tegninger til jacquardvævning. Han opmuntrede hende til at gå videre med tekstilhistoriske studier og stillede egne oplysninger og materiale fra museet til rådighed. På den baggrund kunne Elna Mygdal offentliggøre sin første skriftlige afhandling Dansk Hvidsøm i Tidsskrift for Kunstindustri 1898. Elna Mygdals kontakt med Dansk Folkemuseum og dets leder fortsatte, men nye skriftlige arbejder synes først at foreligge fra 1910. Forklaringen må søges i et andet af Elna Mygdals talenter: det kunstneriske. I begyndelsen af 1900-tallet tegnede hun en række damaskmønstre til De Forenede Linnedvarefabrikkers dækketøjsproduktion. Foruden disse hvidmønstrede jugendinspirerede tekstiler udførte hun også arbejder i farver, bl.a. den føromtalte stol og senere messehageler til Jesuskirken i Valby og til Herlufsholms Kirke. Bernhard Olsen ville gerne have Elna Mygdal fastere knyttet til Dansk Folkemuseum, mens hun på sin side nødigt ville opgive sin undervisning på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder.

Indtil 1919, hvor Elna Mygdal blev ansat som underinspektør på museet, havde hun et ben i begge, for ikke at sige i mange, lejre. Hun underviste, indsamlede tekstiler og foretog optegnelser for museet, deltog i foreningsarbejde og skrev i forskellige tidsskrifter og årbøger om tekstilhistoriske emner. 1910-20 drejede artiklerne sig fortrinsvis om dækketøj, kirketekstiler og forskellige tekstilteknikker, efter museumsansættelsen om dragt, der i væsentlig grad var baseret på det materiale, hun selv havde samlet ind i hele landet. Hendes dragtstudier blev publiceret i Turistforeningen for Danmarks årbøger under titlen Lidt om Dragter fra ... efterfulgt af en amts- eller egnsbetegnelse. Det lidt forbeholdne i titlerne kan dog ikke genfindes i Elna Mygdals bearbejdelse af emnet, hvor hun skrev ud fra en omfattende historisk viden og håndværksmæssig kunnen. Hendes største vanskelighed syntes at være banebryderens: der var ikke megen dansk faglitteratur at forholde sig til og dermed ikke så mange muligheder for at argumentere for og imod. I 1932 udkom hendes betydeligste værk Amagerdragter, Vævninger og Syninger. Efter sigende valgte hun Amager som område, fordi de mange undersøgelsesrejser kunne foretages med cyklen som transportmiddel. I dette tobindsværk, hvortil hun selv leverede akvareller, beherskes hele skalaen af tekstiltekniske analyser og indplaceringen i en udviklingslinie, hvor også øens dragtskikke fik plads. I 1935 afgik Elna Mygdal fra museet.

Elna Mygdal så gerne dansk håndvævning genoplivet og ytrede sig derom i interview og artikler. I de tidligste spores en drøm om det billedskabende med fremhævelsen af den norske væver Frida Hansens jugendværk Mælkevejen. Senere anbefalede Elna Mygdal med sans for udviklingen i tiden de enklere bondevævninger som inspirationskilde, og hun er således blevet tillagt et faderskab for funktionalismen i dansk boligtekstil. Hun tog ikke del i den offentlige kvindepolitiske debat. Det er derfor overraskede, at hun i jubilæumsskriftet Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1876-1926 med udsøgt ironi skriver om forskellen mellem mænds og kvinders uddannelsesmuligheder, da skolen blev skabt. I modsætning til familiens sønner skulle døtrene bare lære “tilpas lidt”, kunne nogle “Damenetheder” og vente på frieren. Selv beviste hun til fulde, hvilke resultater der kunne opnås, når en datter fik en uddannelse. Elna Mygdal blev tildelt den jugoslaviske St. Sava Orden.