Emilie Trolle

Emilie Trolle var 43 år, da hun i 1928 startede Fru Trolle’s Vævestue for Damer i et kvistværelse i Dronningens Tværgade 7. Det var for så vidt en ydmyg start, men bag den lå store og ambitiøse tanker. Hun var runden af adelig slægt og gift med højesteretssagfører Esbern T. I hendes barndomshjem var der interesse for politik, og hendes to år yngre søster Fritze Teisen, der var cand.jur., blev både Danmarks første ekspeditionssekretær, konservativ politiker og formand for flere kvindeforeninger. Emilie Trolle var således del af et meget aktivt miljø, og med sit vævestueprojekt havde hun både nationaløkonomiske, kvindepolitiske og filantropiske hensigter. Hun ville ophjælpe den nationale økonomi ved at skaffe kvinder, især fra bedrestillede familier, mulighed for indtjening ved håndvævning, hun ville lære kvinder arbejdsglæde og at påskønne og udvælge kvalitetsvarer til hjemmets forbrug og forskønnelse, og endelig ville hun stille sin egen indsats kvit og frit til rådighed. Takket være et stort forretningstalent og mange forbindelser ekspanderede hendes vævestue og øvrige virksomheder hurtigt og blev dertil toneangivende, hvad angik metervarer og især gulvtæpper. Frem til sin død i 1947 var hun med til at skabe forudsætningerne for 1950’ernes udvikling af danske boligtekstiler, dels til arkitekttegnede møbler, dels til det senere fænomen “ægte danske tæpper”.

Emilie Trolle stak hånden ned i en hvepserede i 1928. Bølgerne havde i årevis gået højt i diskussionen om at få samling på dansk håndvævning. Museumsfolk og kunsthåndværkere ønskede et dansk særpræg fremelsket i stedet for den megen kopiering af svenske og finske arbejder. Politikere og kvindesagsforkæmpere ønskede afsætningsmuligheder, så kvinder kunne leve af vævning. Væverne selv ønskede formaliseret uddannelse samt bedre garner. Mange velrenommerede lærere som Jenny la Cour og Mette Westergaard havde i 30 år uddannet hundredvis af elever, men de havde ingen fælles forening. Kvindelige Kunstneres udstilling i Kunstindustrimuseet i 1926 kunne have været en anledning til samling, men i stedet skete der en spredning af interesser, bl.a. ved dannelse af flere foreninger. Nogle af disse gik dog sammen i 1928 i det nystiftede Selskabet til Haandarbejdets Fremme, hvis formål var at fremme kunstnerisk prægede håndarbejder. Emilie Trolle havde ikke sådanne æstetiske grundlæggende mål; hendes formål var at drive husflid, som hun kaldte vævning, som en givtig forretning. Praksis skulle dog vise, at tekstilerne fra hendes virksomheder så rigeligt kunne stå for en æstetisk vurdering. De blev ikke alene solgt i de fremmeste forretninger på området: Den Permanente, Illums Bolighus og Magasin du Nord; de var også gang på gang en del af Danmarks ansigt udadtil, bl.a. på verdensudstillingerne. I 1935 fik Fru Trolle’s Vævestue således guldmedalje på verdensudstillingen i Bruxelles, og det var blot en af mange erhvervede priser.

Tre ting krævedes for at drive vævestue: en administrativt dygtig leder med føling for tidens fremherskende smag, en dygtig stab og moderne væve. Emilie Trolle, der ikke selv havde nogen væveuddannelse, var den administrative leder, men hurtigt ansatte hun afdelingsledere, ligesom arkitekter og kunstnere blev tilknyttet som mønstertegnere. I 1930 startede hun egen væveskole med to af de mest kompetente danske vævere, Ingeborg Gammelgaard og Else Koch, som ledere. Den forretningsmæssige opfattelse ses bl.a. af, at der blev ført bog over elevarbejdernes kvalitet og kvantitet med henblik på eventuelt senere samarbejde. Da der hurtigt blev stor prestige i at væve for Emilie Trolle, havde både skole og vævestue stor søgning. Samtidig med udvidelsen af virksomheden fik Emilie Trolle som den første danske gifte kvinde næringsbrev, så hun også kunne etablere et udsalg. Herfra solgtes vævegarn, vævestuens egne ting som tæpper, metervarer til gardiner, møbler, kjoler, håndklæder. Andre væveres arbejder solgtes i kommission, og snedkermester Georg Carstens’ møbler blev udstillet og forhandlet fra forretningen. Hun havde også vareudveksling med lignende forretninger i udlandet, bl.a. i Oslo. På vævestuen arbejdede ofte vævere fra Tyskland, Østrig og Frankrig, idet hun havde en bytteordning med vævestuer i de pågældende lande, så de ansatte kunne komme på studiebesøg hos hinanden. Vævestuens inventar kunne snildt stå mål med udenlandske vævestuers, idet der meget tidligt blev anskaffet de mest moderne væve og fx eldrevne spolemaskiner. I 1930’erne nød både håndvævning og tekstilindustri godt af de stadig mere omfattende importforbud. Alle danske stoffer kunne afsættes, men op imod Anden Verdenskrig blev varemanglen fatal for mange mindre vævestuer, der måtte lukke. Større virksomheder som Emilie Trolles formåede at udvikle alternative spindematerialer, så en produktion kunne holdes i gang. Hun udviklede bl.a. et garn af pileblår, der var et affaldsprodukt fra kogning af pilegrene. Garnet brugtes til tæpper, som blev en meget stor artikel, der ligesom metervarerne solgtes en gros.

Emilie Trolle var medlem af bestyrelsen for Den Permanente fra starten i 1931 og otte år frem samt aktiv i flere andre foreningssammenhænge. 1935 var hun medstifter af Zonta, en klub for selverhvervende kvinder. Hendes meget aristokratiske fremtræden var måske årsagen til, at hun ikke blev den samlende person for dansk håndvævning, som Nyt Tidsskrift for Kunstindustri i 1931 udpegede hende til. Men hun skabte arbejde til mange håndvævere, og hun skabte respekt om dansk håndvævnings høje stade.