Mette Westergaard

Faktaboks

Mette Westergaard
Mette Johanne Westergaard
Født
25. maj 1866, Fredericia
Død
2. december 1951, København
Arbejdsliv
Væver, butiksindehaver og skoleleder
Familie

Forældre: grosserer Carl Vilhelm W. (1841-86) og Marie Kristiane Frederikke Friis (1845-69).

Bofælle ca. 1906-51: fuldmægtig, godsejer Einar August Schütte, født 28. april 1868 i Tamdrup sogn, død 17. juni 1956 i København, s. af godsejer Ludvig Theodor S. og Thilia Augusta Marie Cathrine Petersen.

Artikelstart

Mette Westergaard var en af de farverigeste personer i dansk tekstilhistorie. Sammen med E.A. Schütte førte hun stort hus i Dronningens Tværgade. En gang om måneden samledes tidens kulturpersonligheder til diskussion, gode middage, musik og dans, og parrets gæstfrihed var legendarisk. Mette Westergaard fremtonede borgfrueagtig i sin mørke kjole med hvidt bryststykke, og hun styrede sit imperium, vævestue, skole og udsalg, med lige dele munterhed og kompromisløshed. Hundredvis af vævere fik i perioden 1900-40 inspiration, uddannelse eller levebrød hos hende. Mange fik dertil en ekstra dimension i tilværelsen, når de om sommeren fulgte parret til Nekselø i Sejrøbugten. Væve, ansatte og katte flyttede til den idyllisk beliggende Strandbjerggård, hvor der i laden var indrettet musikstue. Smukt var der i haven, der gik ned til stranden, og hvorfra der var udsigt til Vejrhøjs markante linier ovre på Sjælland.

Det stod ellers ikke skrevet i Mette Westergaards stjerner, at hendes liv skulle blive vævning. Som 17-årig kom hun i huset som lærerinde hos hofjægermester A. Brun på Louisiana i Humlebæk, og her blev hun i ti år. De lange vinteraftner tilbragtes med fine håndarbejder, og det lagde grunden til hendes interesse for håndarbejde og tekstiler. I 1901 fik hun sin første væveundervisning, dels hos søstrene Agnes og Johanne Borg, dels hos Jenny la Cour i Askov. Hos Dagmar Olrik lærte Mette Westergaard gobelinvævning. En familiearv satte hende i stand til at købe et lille hus på Svanemosegårdsvej i København, hvor hun i 1904 begyndte væveskole. To år senere flyttede hun til Dronningens Tværgade. Mette Westergaards kunstneriske talent viste sig bl.a., når hun i den krævende teknik gobelinvævning omsatte maleren Kristian Møhls tegninger af naturalistiske dyr eller planter. Tegningens bløde svungne linier blev omsat til vævningens mere kantede formsprog, uden at det yndefulde gik tabt. Hun udviklede sin egen teknik, såkaldt dansk gobelin, der var hurtigere og billigere end den traditionelle gobelinteknik, men som forenede det praktiske og det kunstneriske. Teknikken blev bl.a. formidlet gennem Dansk Husflidstidende i 1930, hvor “Mette Westergaard Teknik” i en annonce nævnes uden yderligere forklaring. “Mette-Puder” var ligeledes blevet et begreb, og materiale og vejledning kunne købes i hendes udsalg, hvor vævere også kunne få vævematerialer. Med sin gobelinvævning var hun med til at bygge bro mellem tidligere tiders traditionelle billedvævning og en nyere mere fri form. Her lå hun på linie med sin læremester Olrik og væveren Gerda Henning. 1928 blev foreningen Dansk Kunst og Husflid startet på Mette Westergaards initiativ, og hun bestyrede dens udsalg, indtil den i 1931 indgik i Haandarbejdets Fremme, som hun havde et tæt samarbejde med.

Det er typisk for Mette Westergaard, at hun fandt sine egne løsninger. Det gjaldt også for silken, som om noget blev hendes kendetegn og foretrukne materiale. Hun rejste ofte udenlands, dels for selv at få inspiration, dels for at knytte forretningsmæssige forbindelser. I Schweiz studerede hun silkevævning og forskellige kvaliteter silketråd. I mange europæiske lande havde såkaldt romerske sjaler længe været den store mode. Det var lange rektangulære sjaler med brede striber i klare farver. De importerede silkesjaler var kostbare, så der opstod efterligninger, bl.a. i meget fin strik. Mette Westergaard skaffede silke og begyndte i 1907 at væve romerske sjaler i dette materiale, som alle ellers påstod ikke lod sig væve i en håndvæv. Da hun vinteren 1910-11 i Berlin deltog i en udstilling om dansk kunstindustri, vakte hendes sjaler så megen opmærksomhed, at udstillingens danske arrangør direktør Emil Hannover, Kunstindustrimuseet, straks telegraferede hjem efter flere. Herefter strømmede det ind til Mette Westergaard med bestillinger på silkesjaler, som også blev købt af flere udenlandske museer, ligesom Kunstindustrimuseet gennem tiden har anskaffet flere af hendes arbejder. I udforskningen af danske folkelige tekstiler markerede hun sig bl.a. ved i silke at kopiere Fanødragtens tørklæde, og i denne markering af gammel dansk vævekunst lå hun på linie med vævere som Karen Warming og Johanne Siegumfeldt. Silken var som sagt Mette Westergaards særlige domæne, men også silkeimitationen mestrede hun. Efter Første Verdenskrig blev merceriseret bomuld meget moderne. Denne nye fabriksmæssige landvinding, hvor bomulden ved en særlig behandling fik silkeglans, appellerede til mange tekstilfolk. Mette Westergaard vævede i en årrække møbelbetræk, hvor islætten var denne skinnende bomuld, og stoffets overflade og hele udseende mindede om det langt kostbarere betræk vævet af hestehår. Hurtigt fik arkitekter og møbelsnedkere øje på disse stoffer og anvendte dem som betræk på deres møbler. Mette Westergaard var således med i gruppen af håndvævere, der udviklede møbelstoffer, som blev en del af fænomenet Danish Design og arkitekttegnede møbler.

Mette Westergaard hentede mange priser og legater hjem, og hun deltog i årtier i alle store officielle udstillinger, både indenlandske og udenlandske, ligesom mange private og offentlige bygninger indrettedes med hendes stoffer. Hendes kvaliteter og farvesammenstillinger fremhævedes ofte som sublime. For hende gik væveteknik og materialekundskab hånd i hånd og dannede baggrund for farvernes og mønstrenes frie, men disciplinerede udfoldelse. I hendes arbejder var der kvalitet både teknisk, kunstnerisk og brugsmæssigt. Dygtighed og ukuelighed var årsagen til, at hun også som erhvervsdrivende overlevede materialemanglen under Anden Verdenskrig, hvor mange vævestuer ellers måtte lukke.

Beskrivelser og portrætter af Mette Westergaard

  • Paulli Andersen: Stoftrykker- og Væverlauget 1946-1986, 1986. Haandarbejdets Fremme 34/1944, 1/1945, 1/1952. Dansk Kunsthaandværk, 1952, s. 114-15.

Tilknytning til organisationer

  • Dansk Kunst og Husflid

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig