Dagmar Olrik

Dagmar Olrik voksede op sammen med syv søskende i et kunstnerisk og akademisk miljø. Faderen var en søgt portrætmaler, og både Dagmar Olrik og søsteren Benedicte (g. Brummer) valgte at uddanne sig som kunstnere, mens Axel O. blev folkemindeforsker og litteraturhistoriker, Jørgen O. museumsinspektør, Eyvind O. højesteretsdommer og Hans O. historiker og skoleforstander. De mange søskende havde fælles interesseområder og påvirkede hinanden indbyrdes. 1879-80 gik Dagmar Olrik på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder for derefter at blive undervist af sin fader, senere af maleren Viggo Pedersen. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1893, hvor hun fortsatte med at udstille gennem årene.

Det skulle dog blive som gobelinvæver, at Dagmar Olrik for alvor kom til at slå sit navn fast. Som mange af tidens øvrige kunstnere var hun på studierejse i Tyskland, Frankrig og Italien, og i Rom og Firenze lærte hun 1900 gobelinvævning og restaurering af gobeliner. I 1902 blev hun leder af værkstedet for vævningen af gobeliner til Københavns nye rådhus. På initiativ af broderen Axel O. ville man hylde maleren Lorenz Frølich på hans 80-års fødselsdag ved at udsmykke rådhuset med gobeliner udført efter hans kartoner, der havde motiver fra den nordiske mytologi. Det blev et arbejde, der kom til at strække sig over 18 år, og Dagmar Olrik løste med stor dygtighed den omfattende opgave med sin sikre viden om former og farver og sin tekniske færdighed i at overføre kunstnerens kartoner og skitser til det tekstile materiale. 1902-10 bistod søsteren hende i arbejdet på værkstedet, hvor Dagmar Olrik oplærte mange elever. Foruden det store arbejde med rådhusgobelinerne udførte hun opgaver med restaurering af gobeliner for Nationalmuseet, Københavns Universitet, Frederiksborgmuseet samt for en række herregårde. Sine kunstneriske evner brugte hun desuden på egne værkstedsarbejder og udstillinger. Fra 1918 boede hun i Klampenborg hos søsteren og dennes ægtefælle arkitekt Carl Brummer. I 1920 blev hun hædret med Fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde med gobelinerne.

Dagmar Olrik virkede i en periode af dansk tekstilhistorie, hvor den gamle gobelinteknik blev taget op på ny, og hvor en voksende interesse for moderne brugstekstiler bl.a. gav stødet til oprettelse af nye væveskoler. Motiverne fra folkeviser og Nordens mytologi, der prægede tiden før århundredskiftet, blev afløst af en inspiration fra museernes bondetekstiler. I denne brydningstid understregede Dagmar Olrik den nationale tekstile tradition, samtidig med at hun lagde vægt på en fornyelse af vævningen som fag.