Inge Alifrangis

Inge Alifrangis blev født i Gentofte som den yngste af tre piger. Som ung ville hun være arkitekt, og efter studentereksamen i 1956 fra Aurehøj Statsgymnasium tog hun et halvt år til Paris. Her blev hun antaget som snedkerlærling efter at have arbejdet som au pair i en kort periode. Blandt opgaverne var at finde egnede stoffer til ombetrækning af klassiske stole. Oplevelsen med stofferne ledte til ansøgning om optagelse på Kunsthåndværkerskolen, hvor hun tilbragte et enkelt år 1957-58. Det blev imidlertid værkstedslæren hos Vibeke Klint, afsluttet med svendebrev i 1962, der fik den største betydning for hendes eget arbejde. Allerede i 1962 modtog hun under navnet Inge Ebert Kunsthåndværkerprisen og i 1968 Cotilprisen for nogle af sine boligtekstiler.

Inge Alifrangis har arbejdet inden for det traditionelle unikaområde med vævede stoffer, vægtæpper og design af tekstiler til industriel fremstilling, alle i klassisk enkel stil. Den industrielle produktion er siden 1962 foregået i samarbejde med bl.a. firmaet Textil Lassen. Gennem årene har hun haft en aktiv udstillingsvirksomhed både i Danmark og i udlandet, bl.a. i forbindelse med foreningen Dansk Kunsthåndværks udstillinger. I 1977 havde hun en separatudstilling på Kunstindustrimuseet sammen med Alice Mogensen, der som beklædningsformgiver omsatte Inge Alifrangis' stoffer til tøj. I 1979 deltog hun første gang i gruppen Ægte danske Tæppers udstilling i Nikolaj Kirke. I sammenslutningen, der var initieret af væverne Klint og Randi B. Studsgarth, gav en stribe vævere deres bud på en fornyelse af den danske gulvtæppetradition. Desuden har Inge Alifrangis udstillet sammen med gruppen 16+, der tæller en række af de førende danske formgivere og kunsthåndværkere. Da en gruppe af væverne fra Ægte danske Tæpper købte tekstilfabrikken Virkelyst i Herning i 1984, var hun også med. Desværre lykkedes den kommercielle del ikke, og fabrikken måtte afhændes igen nogle år efter. I 1977 tiltrådte hun som studieleder ved tekstillinien på Skolen for Brugskunst, den tidligere Kunsthåndværkerskolen, en stilling, hun bestred med stor glæde og smittende entusiasme frem til 1989.

Inge Alifrangis' væsentligste fortjeneste er dog udgivelsen af bøgerne Det danske ægte tæppe, 1996, og Væveren Vibeke Klint, 1997. Her kommer hendes store baggrundsviden om det tekstile unikafelt virkelig til udfoldelse. I den første bog er udgangspunktet engagementet i gruppen Ægte danske Tæpper, og med bogen stadfæstede hun begrebet samtidig med, at hun gjorde det legitimt at være tæppevæver. Dertil kom anslaget til en tekstil brugskunsthistorie, der var til stor glæde for et område, som indtil da havde været stort set ubeskrevet. I bogen om Klint tegnede hun et bredspektret og kærligt billede af sin gamle læremester, der om nogen har medvirket til at forny netop håndvævningen i Danmark.