Gutte Eriksen

Det var en tilfældighed, der gjorde, at Gutte Eriksen i 1936 startede på Kunsthåndværkerskolen for at uddanne sig til keramiker. Hun havde allerede tilmeldt sig Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder med henblik på at designe tøj. Imidlertid fortalte en dame, der var på besøg hos hendes familie på Lolland, at en niece skulle starte i Kunsthåndværkerskolens keramikklasse oprettet under Det tekniske Selskabs Skoler i 1930. Det lød spændende, syntes Gutte Eriksen, der derfor valgte at skifte uddannelse. I 1939 tog hun afgang fra skolen, men allerede året inden havde hun udstillet nogle opsigtsvækkende værker på Kunstnernes Efterårsudstilling, inspireret af oldtidskar, som hun havde set på Nationalmuseet. Karrene blev ikke blot en inspirationskilde for Gutte Eriksen, men gjorde hende ligefrem besat af keramik, en besættelse, der har holdt sig siden.

Efterspørgslen på brugsgenstande i kølvandet på restriktionerne under Anden Verdenskrig og årene derefter betød, at keramikere ved at etablere fællesværksteder fik mulighed for at sælge deres produktion. Således delte Gutte Eriksen 1941-42 værksted med Åse Feilberg og Christian Frederiksen i Hareskov, og 1942 fik hun eget værksted i Kastrup. Samme år var hun med på udstillingen Dansk Kunsthaandværk i Stockholm, der var arrangeret af arkitekten Mogens Koch. Her viste hun sig som en fremragende lertøjskeramiker, og da udstillingen året efter kom til Kunstindustrimuseet i København, solgte hun sit første stykke keramik Søpindsvinet, 1942, til museet. Efter krigen blev det igen muligt at rejse ud af Danmark, og 1948 opholdt Gutte Eriksen sig hos den engelske keramiker B. Leach i St. Ives, Cornwall, England. Leach var bl.a. blevet berømt på grund af bogen A Potter’s Book, 1940, skrevet efter mange års ophold i Japan. Enkle former og dekoration samt et ganske moderat brug af materialer og teknikker var de principper, han havde taget derfra. Det var principper, der også passede med periodens mangel på råstoffer og brændsel. Desuden var det Leachs overbevisning, at kvindelige keramikere kunne være lige så dygtige til at dreje som deres mandlige kolleger, en usædvanlig opfattelse i datidens England, hvor kvinder traditionelt dekorerede, mens mændene drejede. Samme år opholdt Gutte Eriksen sig ved to af de vigtigste centre for den klassiske keramik i Frankrig, dels hos V. Ivanoff i La Borne, dels hos P. Lion i St. Armand. Først mange år senere rejste hun mellem 1970 og 1973 til det centrale Japan, hvor hun blev inspireret af den koreansk baserede keramiktradition.

Efter studierejserne og et par år hos keramiker Felix Møhl fik Gutte Eriksen 1953 værksted i en gammel skole ved Hundested. Sammen med ægtefællen, maleren Preben Hansen, satte hun stedet i stand således, at der både blev plads til to værksteder og bolig. I disse år viste hun sig som en pioner inden for dansk lertøj, og efterhånden blev hun en markant figur både nationalt og internationalt. Med udgangspunkt i en brugsmæssig tradition, hvor genstande udformes på drejeskive, arbejdede hun sig fra en udpræget lertøjsvare frem til et hårdtbrændt lertøj, hvis lavaagtige overflade blev karakteristisk for hendes keramik. Det skete i en periode, hvor porcelæn og stentøj samt lavbrændt lertøj med brændingsteknikken raku vandt indpas i Danmark, idet de tekniske faciliteter, der før krigen var forbeholdt fabrikkerne, blev tilgængelige for værkstedskeramikere. Siden 1948 har Gutte Eriksens arbejder været uden dekoration, dvs. selve glasuren er dekorationen. Fra 1955 har hun udelukkende brugt en bestemt glasur, som den engelske keramiker M. Gill præsenterede hende for, og som hun senere viderudviklede. Glasuren, som er en sammensætning af boraks, kvarts, lerarter og aske, frembringer en stor skala af farver, ofte blå, rødlige, grå og brune, der rummer den subtilitet og kompleksitet, som ellers i almindelighed kendetegner stentøj frem for lertøj.

Gutte Eriksens arbejder, som forener mange års erfaring og dagligt arbejde ved drejeskiven med et uomtvisteligt talent, er blevet vist på talrige udstillinger i alle verdensdele. Foruden i Danmark har hun udstillet separat bl.a. i Tyskland, Frankrig, England, Sverige og USA. 1970-90 var hun medlem af kunstnersammenslutningen Kammeraterne. Anerkendelsen af hendes værker er kommet i form af indkøb til de mest betydningsfulde museer og private samlinger i verden. Desuden ved hendes mange tillidshverv som censor ved bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling og som medlem af Statens Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk 1974-77. Hun har modtaget en lang række danske og udenlandske priser og hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1969, Bindesbøll Medaillen 1985, den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond 1991 og Dansk Kunsthåndværks Årspris 1997. Som lærer ved Det Jyske Kunstakademi 1968-71, 1973-74 og 1976-78 førte hun en ny generation af keramikere frem til succes og anerkendelse. Eleverne, mange af dem kvinder, bærer hendes arbejdsform og teknikker videre.