Anna Thommesen

Anna Thommesens liv har været fyldt med modsætninger; i barndomshjemmet mellem de perioder, hvor faderen sejlede, og dem, hvor han var hjemme; som ung mellem den hverdag, hun delte med sin første mand og deres lille datter, og trangen til at leve og arbejde som kunstner; senere den økonomiske kamp for overlevelse og den verden, hendes samliv og kunstneriske parløb med billedhuggeren Erik T. byggede på.

Anna Thommesen voksede op sammen med en broder og to søstre. Moderen, et varmt og blidt gemyt, var det samlende midtpunkt for børnene, der kendte deres fader som en barsk, krævende og noget fjern person. Anna Thommesen fik ikke en egentlig uddannelse, men tegnede og malede allerede som barn. Som ung havde hun forskellige job, bl.a. kontorarbejde og rengøring samt noget fabriksarbejde på Nordisk Fjer, hvor hun arbejdede på akkord. Allerede som 20-årig blev hun gift første gang og fødte 1933 datteren Annelise, som hun senere efter mange tunge tanker valgte at efterlade hos faderen, da ægteskabet blev opløst i 1940. Denne beslutning kom hun sig aldrig helt over, skønt kontakten blev genoptaget, og hendes andre børn lærte Annelise at kende. Sin anden ægtefælle Erik T. havde Anna Thommesen mødt, da hun i slutningen af 1930’erne havde arbejdet på kontor hos hans fader, den kulturelt begavede ingeniør Harald T. Selvom Erik T.s familie ikke så med milde øjne på forbindelsen, giftede parret sig i 1940. Kort efter flyttede de til Bornholm både på grund af hans engagement i modstandsbevægelsen og de mange kunstnerkolleger, der boede på øen. Endelig håbede de, at det var nemmere at klare sig økonomisk i det lille samfund. I løbet af 1940’erne fik de tre børn og lærte at leve under utroligt små kår. De fandt deres ideologiske ståsted i kommunismen, men havde et grundlæggende etisk menneskesyn, der krævede respekt for det enkelte individ.

Som mange andre nøjsomme vævere arbejdede Anna Thommesen først med kludevæv. Det var også med et kludetæppe, at hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1943. Allerede på dette tidspunkt kunne man se den stramhed og geometri, der senere skulle blive så karakteristisk for hendes værker. Snart udviklede hun en arbejdsform, hvor oplevelser og registreringer blev omsat til små akvareller, der siden dannede grundlag for vævningerne. Omsætningen skete direkte i væven og ikke i form af kartoner, som det kendes fra billed- og blomstergobeliner. Anna Thommesen arbejdede ud fra et abstrakt natursyn og med en intuitiv perfektionisme, der til stadighed krævede nye løsninger i såvel væven som billedfladen. Naturindtryk omsatte hun aldrig direkte til billedlighed, men søgte i stedet sine farver og en vis vækstornamentik i naturens mangfoldighed. Hendes arbejder er ofte blevet fortolket som værende i slægt med indiansk og etnisk ornamentik, men snarere er de udtryk for en søgen efter klarhed og renhed, der også kan ses hos de af tidens kunstnere, der var optaget af konstruktivismen. For at opfylde sine formmæssige og æstetiske krav måtte Anna Thommesen efterhånden udvikle en lang række nye væveteknikker.

Sidst i 1940’erne vendte familien tilbage til Sjælland og lejede et lille bondehus, Bøllehuset i Blistrup ved Græsted. Senere byggede de i samråd med deres gode ven, arkitekten Finn Juhl, deres eget hus i samme område. De magre år på Bornholm blev nu afløst af mere givende år, hvor både Anna Thommesen og hendes ægtefælle deltog på en række væsentlige udstillinger. Anna Thommesen var således repræsenteret på Linien II i 1947 og på Koloristernes udstilling i 1948. Desuden var hun med i kunstnersammenslutningen Martsudstillingen fra 1951 og frem til dens opløsning i 1982. Snart fulgte flere separatudstillinger og en række udsmykningsopgaver, hvoraf de mest markante var udsmykningerne til Holstebro Rådhus 1952-53, Vesthimmerlands Gymnasium i Års 1964, Den gamle Landstingssal på Christiansborg 1969-72 og Roskilde Domkirke 1975-77. Sidstnævnte var i øvrigt en opgave, der fik et lidt specielt efterspil, idet Margrethe 2. året efter, i 1978, ytrede ønske om at få nogle arbejder af sig selv og sin moder dronning Ingrid ophængt i kirken i forbindelse med markeringen af Frederik 9.s dødsdag. Anna Thommesen protesterede under henvisning til sin kunstneriske ophavsret og fik medhold i Statens Kunstfond. En enig kunstpresse bakkede op, og hoffet trak sit ønske tilbage. Det var et typisk eksempel på den livsholdning og grundlæggende respekt for kunst, som Anna Thommesen og hendes mand havde.

I 1964 blev Det Jyske Kunstakademi i Århus etableret, og året efter blev ægteparret inviteret til at undervise. En dag om ugen tog Anna Thommesen fra Sjælland til Jylland for at undervise og starte akademiets vævelinie. 1960’erne var en tid fuld af vilde eksperimenter, og nogle af de studerende fandt den stringente arbejds- og væveform for krævende. For andre blev den afsættet for et livslangt udviklingsforløb, bl.a. for så markante tekstilkunstnere som Berit Øien, Bente Astrup Moe og Merete Erbou Laurent. De lærte alle af Anna Thommesen, hvor stærkt et billedmedie tekstil kan være, når det respekteres for sit eget udtryk. Anna Thommesen var som lærer fyldt med energi og havde en aldrig svigtende kvalitetssans. Selvom hun gennem fem år kun underviste én gang om ugen, lykkedes det hende at skabe et tekstilkunstnerisk miljø uden sidestykke i perioden.

Helt frem til begyndelsen af 1990’erne plantefarvede Anna Thommesen sine egne garner, ligesom hun forblev tro mod sit stringente billedudtryk. Hun blev flere gange hædret for sin kunstneriske indsats, bl.a. med Eckersbergs Medaille 1972, Kristian Zahrtmanns Legat 1989, Nationalbankens Jubilæumsfond 1990 og Skovgaard Medaillen 1995, samme år, som hun udstillede på en stor retrospektiv udstilling på Holstebro Kunstmuseum. Anna Thommesen ophørte med at væve i 1997 i en alder af 89 år.