Merete Erbou Laurent

Merete Erbou Laurent voksede op i en nøjsom landmandsfamilie uden for Hadsten som den ældste af fire børn. Som en naturlig del af landbohusholdningen lærte hun at væve, og tidligt viste hun kreative evner. Sin første væv fik hun som 16-årig, og snart efter flyttede hun hjemmefra for 1966-70 at gå på Det Jyske Kunstakademi i Århus. På det tidspunkt underviste Anna Thommesen i billedvævning, og hendes stringente arbejdsmetode og stramme formsprog blev en væsentlig inspirationskilde for Merete Erbou Laurents eget arbejde, der dog snart udviklede sig yderst personligt. I 1969 var hun med til at stifte kunstnergruppen Mejlen, som siden har udstillet fast på Den frie Udstilling. Samme år giftede hun sig med kunstnerkollegaen Erik Laurent og flyttede til et nedlagt husmandssted i Thy. Hun begyndte at undervise i den lokale husmoderforening, bl.a. i plantefarvning, hvilket drog hundredvis af kvinder fra hele området til. Et par år senere blev hun også knyttet til Elin Nilssons kulturcenter i Fjaltring.

I 1977 blev Merete Erbou Laurent skilt, og hun valgte at rejse fra Thy trods mange gode initiativer, bl.a. var hun engageret i opbygningen af Sydthy Friskole. Sammen med sine to børn flyttede hun ind i Jættestuen, et af de første store Djurslandkollektiver. Kollektivet havde eget trykkeri, og kommunikation og formidling var et af hovedtemaerne på den ideologiske dagsorden. Det var områder, der ikke tidligere havde været en del af hendes arbejdsfelt. I kollektivet mødt hun sin anden mand, redaktør og forlægger Martin Schultz, som hun senere fik to børn med. På en række udstillinger over hele landet og i udlandet fra 1985 udstillede hun sine billedtæpper. Motiverne var enkle og geometriske, smukke sammenstillinger af kvadrater, brudt triangulært og fastholdt i en klar palet af lyse farver.

Omkring 1980 søgte Merete Erbou Laurent ind i Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning (DKL), senere Danske Kunsthåndværkere. Her profilerede hun sig snart gennem sine præcise debatindlæg og klare meninger samt sin evne til at føre opgaver ud i livet. I 1983 blev hun involveret i arbejdet med foreningens medlemsblad Dansk Kunsthåndværk, fra 1986 som ansvarshavende redaktør. Det var på det tidspunkt et lille internt blad for de kunsthåndværkere, der i 1976 havde slået sig sammen i DKL. Det skete efter en turbulent periode med voldsomme værdidiskussioner og stærk uenighed om, hvor udøverne af dansk kunsthåndværk skulle placere sig i det kulturelle billede. Trods manglen på ydre forudsætninger fornemmede Merete Erbou Laurent instinktivt, hvad der skulle til, og sammen med en kollegialt funderet redaktionsgruppe og ikke mindst sin ægtefælle udviklede hun en form, der førte bladet og dermed danske kunsthåndværkere bort fra det bløde og hjemmestrikkede. I stedet åbnede hun op for et bredt spektrum af formgivere og designere inden for såvel tekstil som keramik, smykker og enkelte blandingsformer. I 1996 begyndte Dansk Kunsthåndværk også at udkomme på engelsk. I 1987 havde Merete Erbou Laurent overtaget Jættestuen sammen med sin mand, og arbejdet med tryksager og udgivelser fortsatte, men i et tættere samarbejde med åndsfæller, end kollektivformen havde tilladt. Igennem de seneste år har Merete Erbou Laurent oplevet en stigende respekt for sit flerstrengede arbejde, udmøntet i flere tillidsposter i styrende råd og organer, bl.a. i Landsrådet for Danske Kunsthåndværkere 1983-86 og fra 1999 i Kulturministeriets uddannelsesråd. Hendes eget kunstneriske arbejde har udviklet sig til også at omfatte design og vævning af gulvtæpper. Hun har bl.a. modtaget legater fra Nationalbankens Jubilæumsfond 1970 og Statens Kunstfond 1976.