Margrethe 2.

Da Grundloven efter et forgæves forsøg i 1939 på ny blev taget op til revision efter Befrielsen og kongeskiftet i 1947, fik et udbredt ønske i befolkningen om indførelse af kvinders arveret til tronen en fremtrædende plads i den offentlige debat og blandt politikere, jurister og kvindesagsforeninger. Grundloven af 5. juni 1953 gennemførte kvindelig arvefølge efter de i den nye tronfølgelov af 27. marts samme år fastsatte regler, således at broder blandt flere søskende går forud for søster, den såkaldte kognatiske arvefølge. Kongeparret havde tre børn, alle døtre. Margrethe 2. var den førstefødte og blev, da hun fyldte 18 år, som tronfølger optaget i statsrådet. Som kvindelig tronfølger og fra 1972 som regerende dronning har hun fået stor opmærksomhed både i ind- og udland, ikke mindst fra kvindebevægelsen, der i det faktum, at hun blev den første kvinde på en dansk trone i 600 år, mente at se et eksempel på kvindefrigørelse og ligestilling. Selv har Margrethe 2. vistnok altid ment, at det ikke er hendes egen fortjeneste at være kvinde og statsoverhoved.Margrethe 2. fik en varieret, grundig og langvarig uddannelse, som skulle forberede hende til det fremtidige virke, og som samtidig kunne imødekomme nogle af hendes kæreste interesser. Hun kom i N. Zahles Skole ligesom senere de to yngre søstre Benedikte og Anne-Marie. Skoletiden blev dog undervejs afbrudt af et ophold på en engelsk kostskole. Studentereksamen aflagde Margrethe 2. i 1959 efter tre års privatundervisning på Amalienborg og tog året efter filosofikum på Københavns Universitet. 1960-61 studerede hun arkæologi i Cambridge, hvor hun erhvervede diploma in prehistoric archaeology. Efterfølgende læste hun 1961-62 arkæologi og statskundskab ved Århus Universitet og fortsatte statskundskabsstudierne ved Sorbonne i 1963 og ved London School of Economics i 1965, hvor hun i øvrigt traf sin tilkommende Henri greve de Laborde de Monpezat. I perioden 1958-70 gennemførte hun desuden gruppeførerskolen og gjorde frivillig tjeneste ved Kvindeligt Flyvekorps. Endvidere har hun privat i mere end 25 år danset ballet i sin fritid, ligesom hun sikrer, at der ved hofballer danses lancier. Allerede som tronfølger varetog Margrethe 2. mange af kongehusets repræsentative opgaver både inden for rigets grænser og ved talrige rejser til udlandet. Ved tronbestigelsen i 1972 fremlagde hun sit valgsprog: “Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke,” ligesom hun med stor stilsikkerhed designede sit monogram. I de følgende år øgedes mængden af officielle statsbesøg ude og hjemme. Ofte ledsages hun på udlandsrejserne af en erhvervsdelegation, som benytter anledningen til et eksportfremstød. De officielle taler ved disse lejligheder er udarbejdet af Udenrigsministeriet, men færdigskrives af Margrethe 2. i samarbejde med kabinetssekretæren. Hvert års nytårstale på tv er i høj grad udformet af hende selv, men den præcise ordlyd er kendt af stats- og udenrigsministeren. Både hjemme og ved statsbesøg i udlandet har hun givet åbne interview til verdenspressen, for hvilke hun har vundet stor international respekt og beundring.Margrethe 2.s historiske interesse omfatter ikke blot arkæologi, som hun har dyrket ved at deltage i vigtige danske udgravninger som Illerup Ådal og Ejsbøl og i internationale ekspeditioner som den skandinaviske ekspedition til den nubiske ørken i Sudan, men også slægtens, folkets og landets historie. Hun har i praksis åbnet dørene for offentligheden til kulturinstitutioner som Amalienborgafdelingen af De danske kongers kronologiske Samlinger, kaldet Amalienborgmuseet, til Dronningens Håndbibliotek, de kgl. stalde og kareter, Det kgl. Sølvkammer og Den kgl. Udstillingsfonds udstillinger. I tv har hun fortalt om kronjuvelernes og rigsregaliernes historie ud fra Rosenborgsamlingen. I 1981 stiftede hun Dronning Margrethe II’s arkæologiske Fond. Margrethe 2. er et søgende og troende menneske, for hvem religion og teologi er vigtige faktorer i et travlt hverdagsliv. Efter i en periode at have været initiativtager til en serie intellektuelle og åndelige kollokvier er hendes interesse for kirkelige forhold tillige gået i en mere praktisk-kunstnerisk retning. Takket være de åbenlyse musiske evner, som hun fik i arv fra begge sine forældre, og en voksende personlig trang til billedskabelse, har hun i årene mellem 1976 og 1995 tegnet og broderet messehagler til Fredensborg og Kronborg Slotskirker, Angmagsalik Kirke og domkirkerne i Haderslev og Århus samt bispekåber til Helsingør og Viborg stifter. Det billedskabende i fremstillingen var en vigtig inspirationskilde bag hendes oversættelsesarbejder, således af Stig Strömholms trilogi Dalen, Markerne og Skoven, 1988-89, og for hendes illustrationer og bogbind fra 1977 af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre, der dog udkom under pseudonymet Ingahild Grathmer. Trangen til udfoldelse af farverige billeder lå endvidere bag udformningen af kostumetegninger til TV-Teatrets opsætning af H.C. Andersens Hyrdinden og Skorstensfejeren i 1989 samt udførelsen af scenografien i 1991 til balletten Et folkesagn af August Bournonville. Begge værker bærer præg af Margrethe 2.s sprudlende og fascinerende eventyrstil, som også kom frem i hendes tale til Københavns Universitet ved 500-års jubilæet i 1979. Hun har i de senere år givet offentligheden adgang til sine værker. Allerede i 1988 åbnede hun sin første separatudstilling i kunstmuseet Køge Skitsesamling. Senere samme år fulgte en udstilling i Ebeltoft, derefter kom Stockholm 1989, Blåfarveværket i Norge 1991 og Herning Kunstmuseum 1993, efterfulgt af nye udstillinger i Luxembourg 1994 samt i Reykjavik, Flensborg og Århus 1998. Margrethe 2. arbejder ikke længere under pseudonym, men tør stå inde for såvel sit navn som sin kunst. Selvom de officielle pligter året rundt optager meget af hendes tid, sikrer hun sig altid stunder til at dyrke sine kunstneriske interesser, ikke mindst når hun nyder ferien på kongefamiliens sydfranske slot Chateau de Caïx.Margrethe 2. har som regent og menneske vundet stor respekt i befolkningen. Hun har i løbet af sin regeringstid formået at befæste monarkiet og at give det et moderne præg, og hun har med sine nytårstaler formidlet væsentlige budskaber om alvorlige etiske problemer, fx danskernes forhold til flygtninge, og har derved skabt en ny form for kontakt mellem kongehuset og folket. Hun er en meget fin formidler af det danske sprog og har i sine taler iblandt været sprogligt nyskabende, således ved årsskiftet 1984-85 med udtrykket “dumsmarte bemærkninger”, der er gledet ind i det danske sprog. Som kunstner har Margrethe 2. i de senere år arbejdet ihærdigt med materialer, farver og former, og hun bevæger sig med sikkerhed og dygtighed i det nonfigurative som det figurative, men altid meget udtryksfulde. Hun ved desuden at vurdere andre kunstneres værker, også når det gælder portrætter af hende selv. Margrethe 2. blev æresdoktor ved Cambridge University 1975, ved University of London 1980, ved Islands Universitet 1986 og ved Oxford University 1992. I 1989 fik hun tildelt Modersmål-Selskabets Pris.