Ingrid

Efter moderen, den engelskfødte kronprinsesse Margaretas pludselige død i 1920 oplevede den tiårige Ingrid sammen med fire brødre en vanskelig tid, ikke mindst da faderen i 1923 giftede sig med lady Louise Mountbatten. Ingrid blev opdraget til alvor og pligtopfyldelse. Hun fik en god skoleuddannelse og var aktiv sportsudøver inden for ridning, skiløb og især tennis, ligesom hun tidligt blev en ivrig bilist. Hun fortsatte meget længe med privat selv at føre den karakteristiske blå Jaguar “411”. Allerede som nygift dansk kronprinsesse kom hun ind i spejderarbejdet og blev i 1936 protektor for begge pigespejderkorps, det grønne og det blå, dog først efter behørigt at have tilegnet sig spejderfærdighederne og bestået alle duelighedsprøver. Hun bevarede forbindelsen med spejderne og Pigespejdernes Fællesråd indtil 1965, hvor prinsesse Benedikte overtog hvervet.

Under Besættelsen formåede Ingrid at øve indflydelse på kongehuset og dets fremtræden ved sit personlige mod, sin fasthed, elegance, dygtighed og integritet, evner, som hun skulle få brug for også i fredstid. Hun stillede sig i solidaritet med danske kvinder i spidsen for landsorganisationen Danske Kvinders Beredskab og færdedes i dagligdagen på cykel eller med barnevogn på Københavns gader. Efter tronbestigelsen i 1947 påtog hun sig som dronning en række nye repræsentative opgaver, bl.a. i forbindelse med kongeparrets rejser til Grønland og Færøerne og til udlandet. Hjemme gjorde hun en stor indsats ved at reformere mange forældede traditioner og bringe mere åbenhed omkring det officielle selskabsliv. Meget tidligt kom Sønderjylland til at betyde noget afgørende for hendes forståelse af danskheden, og Gråsten Slot med omgivelser blev fra 1936 i stigende grad stedet, hvor familien samledes i sommerferien. Her kunne hun dyrke sine sommerlige haveinteresser, mens slotshaven ved Fredensborg blev rammen om hendes forårs- og efterårshave. Ingrid en tv-udsendelse 1983 viste hun rundt på Gråsten og fortalte vidende og begejstret om sin pryd- og køkkenhave. Ikke blot de kgl. haver, men også de kgl. boliger på Amalienborg, Fredensborg med Kancellihuset og Gråsten havde hendes interesse, der afspejlede den kulturelle og kunstneriske slægtsarv fra den svenske kongefamilie. En del af renoveringerne, der har tilbagegivet bygningerne deres oprindelige udseende, er gennemført på grundlag af Ingrids egne historiske studier.

Efter Frederik 9.s død afgav hun i statsrådet sin forsikring om at ville holde Grundloven ubrødeligt som rigsforstander, når dronning Margrethe, og senere kronprins Frederik, var i udlandet, et hverv som hun udøvede talrige gange. Det er første gang i folkestyrets historie, at en rigsforstander er hentet uden for kredsen af tronarvinger, selvom dette har hjemmel helt tilbage til 1871 i loven om regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse. Loven forudsætter dog, at en rigsforstander, som ikke er tronarving, skal være en mand. Med Ingrid som rigsforstander skete der således hele to retshistoriske nybrud. Samtidig demonstrerede statsrådsbeslutningen klart danske politikeres store respekt for hendes dygtighed og pligtfølelse. Ingrid var protektor for en række humanitære og samfundsvigtige foreninger og organisationer, selvom hun efterhånden afgav en del til prinsesse Benedikte. Men de tilbageværende fulgte hun nøje og deltog i deres møder, så vidt helbredet tillod, fx Røde Kors, Ældre Sagen, Red Barnet, Løgum Klosters Refugium og Fonden for Træer og Miljø. Også flere fonde nød godt af hendes indsats, bl.a. Kong Frederik og Dronning Ingrids fond til humanitære og kulturelle formål, Ingridfondet for Sønderjylland, Det kgl. Grønlandsfond og Dronning Ingrids Romerske Fond til støtte af kulturelle og videnskabelige formål.

Ingrids personlighed var præget af pligtfølelse, stor energi og smidighed. Hurtigt tilegnede hun sig det danske sprog, og når hun skulle træffe nye mennesker, mødte hun altid velforberedt. Hun havde klare etiske holdninger, gik ind for ligeberettigelse mellem kønnene og opbyggede et gennemtænkt uddannelsesforløb for sine døtre, som hun siden fulgte tæt og ydede al mulig støtte. Og hun omfattede sine danske og europæiske børnebørn med stor varme og interesse og samlede dem hver sommer i det Gråsten, der kom til at betyde så meget for hendes personlige tilknytning til Danmark.

Mal. fra 1932 af Isaac Grünewald i Stockholms Slot. Mal. fra 1952 af Olaf Rude i Amalienborg, fra 1955 i Fr.borgmus. Mal. fra 1980 af Franciska Clausen i Folkehjem. Buste fra 1966-67 af Gottfred Eickhoff i Fr.borgmus. Foto i KB.