Alexandrine

Alexandrines moder var en Romanoff og kusine til den russiske zar Aleksander 3., der var gift med den danskfødte kejserinde Dagmar. Sidstnævntes nevø prins Christian blev Alexandrines ægtefælle. Deres bryllup fandt sted 1898 i Cannes i Sydfrankrig, hvor Alexandrines storfyrstelige familie ejede den herskabelige Villa Wenden. Det unge prinsepar flyttede ind i Christian 8.s Palæ på Amalienborg, mens Sorgenfri blev sommerbolig. Her fødte Alexandrine i 1899 sønnen Frederik og sikrede dermed den glücksborgske arvefølge i yderligere en generation. I 1902 fik parret som en folkegave overdraget det nyopførte Marselisborg Slot, der nu ofte blev sommerresidens, og hvor anlægget af den store park lå Alexandrine meget på sinde og blev en af hendes interesser. Desuden opførtes i 1914 en mere beskeden sommerbolig Klitgården ved Skagen.

Først som prinsesse, fra 1906-12 som kronprinsesse og derefter som dronning kom Alexandrine til at opleve skelsættende begivenheder i landets historie på nærmeste hold: parlamentarismens sejr i 1901, Grundlovens indførelse af kvindevalgret i 1915, Påskekrisen og Genforeningen i 1920, Landmandsbankens krak i 1922, Besættelsen i 1940, undtagelsestilstanden i 1943, opløsningen af personalunionen med Island i 1944 og Befrielsen i 1945. Uden at blande sig var hun i alle forhold sin gemals trofaste støtte. Som kongepar fik Christian 10. og Alexandrine i besættelsesårene en overvældende national symbolstatus, og deres popularitet i den danske befolkning blev på det smukkeste demonstreret og befæstet på bilturen rundt i landet i sommeren 1946, året før kongens død.

Alexandrine, der fra sin moder selv havde musikalske evner, sørgede for, at hendes ældste søn fik udviklet sine. Også som protektrice for bl.a. Musikforeningen i København og for Den danske Richard Wagnerforening manifesterede hun sin musikinteresse. Hun var kendt for sine smukke håndarbejder, som hun ofte skænkede til velgørende formål. Fra sine unge dage dyrkede hun med iver golfspillet, og hun var en dygtig amatørfotograf. Filantropi har været en traditionsbunden opgave for danske dronninger i nyere tid, således også for Alexandrine, der givetvis nærede personlig interesse for at yde hjælp til samfundets svageste. Det var dog først efter svigermoderen enkedronning Louises død i 1926, at hun overtog protektoraterne for de da efterhånden talrige velgørende foreninger og stiftelser. Selv tog hun et spontant initiativ i forbindelse med Første Verdenskrig, da hun foranstaltede en indsamling til støtte for nødstedte familier. Initiativet overlevede i mere end 35 år under navnet Dronningens Centralkomité af 1914.

Da kongen døde i 1947, bevarede Alexandrine som den første sin dronningetitel og skulle således ikke efter hidtidig etikette benævnes enkedronning. Hun oplevede ikke grundlovsændringen i 1953, der indførte kvindelig arvefølge. Et halvt år før døde hun på Skt. Lukas Stiftelsen, der havde haft hendes mangeårige bevågenhed, og hvis første og foreløbig eneste protektrice hun var.