Som arveberettiget til den danske trone har Benedikte i tilfælde af dronning Margrethe 2.s eller kronprins Frederiks fravær ofte fungeret som rigsforstander. Benediktes to døtre, Alexandra og Nathalie, fik i 1998 dansk statsborgerskab, men erhvervede ikke derved umiddelbart en plads i arvefølgen. Benedikte modtager ikke apanage fra den danske stat, men hun har en fast lejlighed og et sekretariat i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg, hvor også dronning Ingrid bor, ligesom hun har disposition over en af kongehusets biler. Som sine to søstre gik hun i N. Zahles Skole, afbrudt af et kostskoleophold i England i 1957. Hun supplerede uddannelsen med et ophold på den internationale skole Brilliantmont i Lausanne, Schweiz 1960-61. Senere fulgte hun et praktisk kursus i design og kjolesyning på Margretheskolen, som hun senere blev protektor for.
Efter ægteskabet med prins Richard i 1968 flyttede Benedikte til slottet Berleburg i delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland. Hun bevarede dog en tæt forbindelse med kongefamilien og er ofte på besøg i Danmark alene eller med sin familie. Hun påtog sig i de efterfølgende år mange danske protektorater og æreshverv samt medlemskaber, der dels afspejler hendes stærke engagement i ridesport og hesteavl, fx Dansk Ride Forbund og Foreningen Hestens Værn, dels hendes interesse for børn og unge, handicappede og syge, bl.a. SOS-Børnebyerne og Dansk Handicap Idræts-Forbund. Efterhånden har hun overtaget flere af dronning Ingrids mangfoldige hverv. I 1965 afløste hun således sin moder som formand for Pigespejdernes Fællesråd. Benedikte blev i 1963 æresmedlem af Sportsrideklubben og i 1975 af Kgl. Dansk Jagtklub.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.