Faktaboks

Inge Bjørn
Inge Frederikke Bjørn
Født
28. april 1925, Durup sogn, Ålborg amt
Arbejdsliv
Lærer og væver
Familie

Forældre: kreaturhandler Johannes B. (1900-80) og Anine Sørine Nymand Christiansen (1898-1996).

Bofælle 1962-77: fotograf Pierre Gérard Franceschi, født 17. januar 1915 i Bordeaux, Frankrig, s. af elektroingeniør Joseph Armand F. og Maria Anne Domingoreno.

Børn: Peter (1966), Johannes (1968).

Inge Bjørn var den ældste af fem piger. Hendes moder var en flittig kvinde, der i lange perioder drev familiens lille landbrug med tilhørende dyr uden anden hjælp end børnenes. Faderen var politisk engageret, medlem af det lokale sogneråd, og i sit arbejde som kreaturhandler rejste han en del. Efter konfirmationen kom Inge Bjørn til Haubro Ungdomsskole ved Års. Hun ville gerne have fortsat på realskolen i Ålestrup, men kom i stedet til at følge en treårig husholdningsuddannelse for unge piger, initieret af Ingefred Juul Andersen og organiseret gennem landbo- og husmandsforeninger over hele landet. Uddannelsen, der bestod både af undervisning og praktik, havde til formål at lære de unge piger ansvarlighed, økonomisk indsigt og organisation, således at de kunne blive gode husmødre. Undervejs tog Inge Bjørn et sommerkursus hos Nathalie Hansen på Odense Fagskole og fik ad den vej et første kendskab til arbejdet med beklædning, tilskæring og tekstil.

I forbindelse med den treårige husholdningsuddannelse kom Inge Bjørn 1943-44 i praktik på en stor gård ved Vejle. På gården var man yderst optaget af ungdomsarbejde, og Inge Bjørn fik forståelse for betydningen af folkeoplysende arbejde. På dette tidspunkt ville hun gerne have taget lærerindeuddannelsen på Odense fagskole, men da hun var nødt til at tjene penge til sine studier, kom hun i stedet på en mindre tilskærerskole i Hammel, der blev ledet af Anna Gejlund. Da Gejlund fik en blodforgiftning i hånden, overtog hun i en periode hendes undervisning. Det gik godt, og snart fik hun sine egne kurser. I disse år under Besættelsen var det især syning og omsyning af tøj til familier, der var i fokus. Spontant løste hun opgaverne, og da tekstilhistorikeren Margrethe Hald i 1950 udgav afhandlingen Olddanske Tekstiler, genkendte hun en del af sine løsninger. Grundlaget for hendes egen interesse for ældre tekstiler og dragtformer var lagt. Med krigens slutning blev det igen muligt at rejse, og Inge Bjørn tog ud for at møde mennesker og ikke mindst søge værkstedslære hos kunstnere og håndværkere, hvilket bl.a. førte hende til væveren Hannah Ryggen i Norge. I disse år blev hendes tilværelse en vekslen mellem tætpakkede vinterperioder, hvor hun på en sæson kunne have helt op til 17 hold om ugen i kjolesyning og tilskæring, og de mere frie somre med rejser og værkstedsophold. Det var også i denne periode, at hun begyndte en egentlig udstillingsvirksomhed. Det skete på Steneby Yrkes- og Konstskole i Sverige, hvor hun 1946 udstillede tegninger og bloktryk. Året efter viste hun vævede og broderede billeder i Mora, Sverige, og snart efter udstillede hun rundt om på museer og i kunstforeninger. Samtidig drev hun et lille syværksted i Silkeborg med tre ansatte, som syede brudekjoler.

Fra institutionen Højskolernes Håndarbejde kendte Inge Bjørn højskolelærer Charlotte Rud, som i begyndelsen af 1950’erne foreslog forstander J.Th. Arnfred at ansætte Inge Bjørn som lærer ved Askov Højskole. I begyndelsen fulgte Inge Bjørn selv kurser på højskolen, samtidig med at hun underviste, men fra 1953 blev hun fastansat. Først 40 år senere gik hun på pension i 1993. Som lærer var Inge Bjørn inspirerende, og hun formåede at åbne elevernes øjne for nødvendigheden af at eksperimentere. Hun stillede strenge krav til ægthed og personlig ærlighed over for øjeblikkets opgaver. Ansættelsen i Askov fik stor betydning for hendes liv. Her mødte hun bl.a. keramikeren Erik Nyholm, der var gæstelærer på skolen, og som i 1958 anbefalede hende som væver til maleren Asger Jorn og den franske maler og tekstildesigner P. Wemaëre. Da Jorn skulle lave sin første store udsmykning i Danmark Le long voyage til Amtsgymnasiet i Århus, blev Nyholm koblet på keramikken, mens Inge Bjørn sammen med flere andre vævere blev involveret i arbejdet med billedvævningen. Det skulle vise sig at blive en ganske kompliceret affære. Det hele var blevet sat i gang med store armbevægelser, men uden fornøden økonomisk basis, så virkeligheden kom til at bestå af to væve sat op hos en kunstner i Paris. Wemaëre, der havde et omfattende kendskab til garner og indfarvning, formåede dog at fastholde sammenhængen i forhold til det oliemaleri, han og Jorn havde malet som skitse og udgangspunkt for vævningen. Inge Bjørn nåede at arbejde med på i alt seks store billedvævninger under sit ophold i Paris, der kom til at strække sig over perioden 1958-60.

Med Askov Højskole som det faste omdrejningspunkt udfoldede Inge Bjørn en omfattende undervisnings- og foredragsvirksomhed. Samværet med Jorn og Wemaëre førte stadig flere bekendtskaber med sig, bl. a. med den franske fotograf Pierre Gérard Franceschi, der forstod at give Inge Bjørn respons på de vævede billeder, der ofte var ganske mørke i indfarvede håndspundne garner med organiske motiver. Sammen fik de to børn, men aldrig en egentlig hverdag. Det danske klima var for hårdt for Franceschi, der havde problemer med lungerne, så mønsteret blev efterhånden, at Inge Bjørn var på Askov om vinteren, mens hun om sommeren tog børnene med til Frankrig. På trods af denne omskiftelighed formåede hun i disse år at samle et stort og omfattende materiale, der i 1974 blev udgivet under titlen Oldtidsdragt – nutidstøj. Bogen, der oprindelig var tænkt som et lille hefte på 72 sider, blev efter et arbejdsophold på Lofoten i Norge til et manuskript på 450 sider. Forbindelsen bagud til tidlige bronzealderfund i Nørager, inspirationen fra Hald og støtten fra væveren Paula Trock på Spindegården i Askov samt ikke mindst de mange undersøgelser undervejs havde fået sit udløb. Bogen var enestående, idet den behandlede hele processen fra fiber til færdigt tøj. Samtidig var den stærkt holdningspræget, bl.a. med hensyn til behandling af materialer og dragternes grundsnit.

Årene derefter blev ganske hårde for Inge Bjørn. Franceschi flyttede endeligt til Frankrig i 1977, gælden efter de lån, der havde gjort det muligt for Jorn og Franceschi at rejse rundt og fotografere, skulle betales tilbage, ligesom hendes to drenge krævede deres. Inge Bjørn valgte at arbejde lige så hårdt, som hun altid havde gjort og formåede trods de barske betingelser at væve og udstille med jævne mellemrum, bl.a. havde hun to separatudstillinger på Vejen Kunstmuseum i 1973 og 1985. I 1988 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. Omkring 1997 blev hun opfordret til at indtræde som konsulent for en nyvævning af Jorns Le long voyage.

Beskrivelser og portrætter af Inge Bjørn

  • Askov Højskole Årsskrift, 1992. Til Inge Bjørn, 1985.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig