Andrea Gehlert Franks

Andrea Gehlert Franks voksede op i Lindknud i en jævn husmandsfamilie, fra sin konfirmation arbejdede hun som tjenestepige. Ved et af sine besøg på den nærliggende Askov Højskole, hvor hun hørte om missionen blandt karenerne i Burma, fik hun et kald til selv at finde sin gerning i dette arbejde. I de følgende år forberedte hun sig, bl.a. som sygeplejeelev på Diakonissestiftelsen. I 1888 tog hun til Burma, hvor hun i knap et år bestyrede et børnehjem for amerikanske metodister i hovedstaden Rangoon, mens hun ventede på, at den sygdomsramte danske karenermission skulle blive rede til at modtage hende. I 1889 rejste hun til Calcutta i Indien for at studere medicin, men her fik mødet med skandinaviske sømænd på hospitalerne hende til at ændre planer. Hun syntes ikke, at det var rigtigt af hende at gå til hedningemissionen, sålænge hendes landsmænd havde brug for mission.

Andrea Gehlert Franks ønskede at skabe et alternativ til værtshus- og bordelbesøg for sømænd på landlov. Som ugift kvinde kunne hun af anstændighedsgrunde ikke passe en sømandsstue alene, og hun fik da hjælp af sin senere ægtefælle George, kaldet William, Franks, der i seks år havde arbejdet som sømandsmissionær i et engelsk højkirkeligt brodersamfund i Calcutta. I skiftende lejede lokaler indrettede Andrea Gehlert Franks sømandsstuer, hvor sømænd på landlov kunne opholde sig om dagen og læse aviser, skrive breve hjem og samtale med hinanden. Denne mission lignede det værnearbejde, som på samme tid blev udført i København af kristne filantroper, hvor hjemmets hygge og ordnede forhold blev tilbudt som et værn mod den syndefulde by med alle dens værtshuse og usædelighed. Den danske Forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne havde siden 1867 udsendt danske sømandspræster til forskellige havnebyer, men hidtil havde ingen kvinde egenhændigt oprettet en sømandsmission. Andrea Gehlert Franks var således en pioner på området og fik tilnavnet Sømændenes Moder.

Den skandinaviske sømandsmission blev økonomisk støttet af en kreds i Danmark med tilknytning til Askov Højskole, og fra 1894 udgav forstanderen Heinrich Nutzhorn Andrea Gehlert Franks' breve om gerningen i Meddelelser fra den skandinaviske Sømandsmission i Kalcutta. Støttekredsen i Danmark sendte hvert år en kasse med julegaver til missionen i Calcutta, og Andrea Gehlert Franks og hendes mand holdt så en rigtig dansk juleaften for sømændene. Det varme og fugtige klima var en belastning for familien, der var blevet forøget med to børn. Når de havde råd, rejste de i den varme tid op i Darjeelingbjergene.

I 1906 måtte Andrea Gehlert Franks tage til Danmark for at overlade sønnen Thomas i venners varetægt, og William Franks til England på rekreation. Her døde han, og hun rejste alene tilbage til Calcutta. I 1909 døde hendes danske medhjælper i sømandsmissionen af byldepest, og i 1913 overdrog hun sømandsmissionen til et dansk ægtepar, mens hun selv vendte hjem til Danmark med et nedbrudt helbred. Efter nogle måneders rekreationsophold mærkede hun dog atter Guds kald, og som 56-årig rejste hun i 1913 til De Vestindiske Øer, hvor hun indrettede et pensionat for danske havnearbejdere. Da øerne blev solgt til USA i 1917, blev det skandinaviske sømandshjem overflødigt, og indtil 1919 bestyrede hun et børnehjem for vestindiske børn. Efter et par måneder i Danmark fik Andrea Gehlert Franks igen udlængsel og tog til Sydamerika. I Montevideo i Uruguay indrettede hun et læseværelse for skandinaviske sømænd, men da der efterhånden kun anløb norske hvalfangerskibe til havnen, rejste hun hjem i 1924. Også denne gang var hun kun hjemme i et par måneder, herefter indrettede hun et læseværelse for skandinaviske sømænd i Santos i Brasilien. Fire år senere var arbejdet blevet uoverkommeligt, og hun drog til Rio de Janeiro for at blive vinteren over. Ikke desto mindre opholdt hun sig i byen i de næste fire år, hvor hun ernærede sig som hjemmesygeplejerske, mens hun om aftenen bestyrede en læsestue for skandinaviske sømænd. I 1931 blev det dog klart for hende, at den form for værn og hygge, som et sådant hjem kunne byde på, ikke længere var tiltrækkende for sømænd, og i 1932 vendte hun hjem til Danmark for altid. Andrea Gehlert Franks var da 75 år, men endnu ikke rede til at opgive sit kald, og indtil 1934 bestyrede hun et sømandshjem i Åbenrå. I de sidste otte år levede hun hos slægtninge. Hendes erindringer Hvorledes blev den lille Hyrdepige en Sømandsmissionær blev offentliggjort i tidsskriftet Kom og se, 1938.

I alle de eksotiske havnebyer, hvor Andrea Gehlert Franks oprettede sømandshjem, søgte hun at opretholde et lille anstændigt stykke Danmark, idet hun ved hjælp af Dannebrog, danske sange og bøger indprentede sømændene fædrelandskærlighed. Endvidere lærte hun dem gode dyder såsom sparsommelighed og ædruelighed og var i lighed med de hjemlige filantroper med til at hæve de lavere klasser op i middelklassen.