Juliane Blicher-Hansen

Juliane Blicher-Hansen tilbragte sin barndom og tidlige ungdom i Middelfart, hvor hendes fader i 1856 var blevet distriktslæge. Det blev især moderens slægt med skolemanden Johan og skuespillerne Kristian og Karl Mantzius, der kom til at præge Juliane Blicher-Hansens opvækst. I 1873 blev hun gift med den 13 år ældre lærer på den nyoprettede Ryslinge Højskole, Rasmus Hansen, og hun synes i sjælden grad at have fundet en livsledsager, der delte hendes anskuelser. Han var kaptajn i hæren, veteran fra 1864 og havde været højskolelærer i Rødding syd for grænsen, hvorfra han blev forvist i 1873. Som hun var han levende optaget af de grundtvigske skoletanker og af tidens kunstneriske og litterære strømninger. Dertil kom deres fælles interesse for kvindesagen. 1877-83 var Rasmus Hansen forstander på Ryslinge, og i en periode var kvindesagspioneren Ida Falbe-Hansen huslærerinde i præstegården i Ryslinge. Hun og Juliane Blicher-Hansen blev nære venner og udarbejdede sammen planerne til en kvindeskole, der kombinerede højskoleundervisning med videregående faglig uddannelse af unge kvinder. Det var en af tidens ønskedrømme at forene det gode hjems almendannende påvirkning med oplæring i et fag og indsigt i den verden, der rørte sig uden for hjemmet, på teatre, i litteraturen og i det nordiske kultursamarbejde. At Juliane Blicher-Hansens morbroder Johan Mantzius i 1868 oprettede det skolehjem i Birkerød, der senere blev Birkerød Statsskole, har ligeledes været en stærk inspirationskilde.

I 1884 lejede Juliane Blicher-Hansen og ægtefællen ejendommen Vældegaard i Gentofte og åbnede Vældegaard Kvindeskole. Falbe-Hansen blev ansat som lærer, og dermed var forbindelsen til Dansk Kvindesamfund etableret fra skolens start, og den blev fortsat, da hun efter det første år på grund af sygdom måtte overlade sin post til den senere skoleleder Marie Mørk. Vældegaard var dengang en landlig idyl, men så nær hovedstaden, at forstanderparret kunne benytte tidens toneangivende kunstnere og litterater som foredragsholdere, ligesom kvindesagens spidser alle kom til at optræde derude. Et levende grundtvigsk kristenliv udfoldede sig på skolen, styrket ved tilstedeværelsen 1885-92 af Ryslingepræsten Vilhelm Birkedal, der valgte at tilbringe sit otium på Vældegaard. Elevtilstrømningen var stor, især af landbokvinder, præste-, lærer- og gårdejerdøtre. Nogle af dem uddannede sig til lærerinder i landsbyskolen, andre fulgte undervisningen på det nærliggende Ordrup Gymnasium og tog studentereksamen, mens de fleste efter Vældegaards undervisningsplaner tog almindelig forberedelseseksamen. Med tiden blev der skabt stærke nordiske kontakter, ikke mindst kom der mange norske elever, og nordiske kunstnere var hyppige gæster på skolen. Overalt i det store hus var Juliane Blicher-Hansen den samlende kraft, den milde og stærke højskolemoder, et midtpunkt også i de fester, der gik ry af. Blandt lærerne var periodisk en af skolelærerlitteraturens bannerførere Zakarias Nielsen, og tilskyndet af ham overlod Rasmus Hansen fra 1897 styret til Juliane Blicher-Hansen for selv at hellige sig sit skønlitterære forfatterskab. I 1900 lagde hun skolevirksomheden om med åbningen af Vældegaard Husholdningsskole eller Hjem og Husmoderskole, som den også blev kaldt. Den gamle tanke om at forene hjemmet og skolen blev bevaret, hun påtog sig ansvaret for en undervisning, der var hendes speciale, men sørgede samtidig for lærere til fx sprogfag og historie. Selv opnåede hun stipendier til nogle studieophold i Norge, der dengang var foregangsland i husholdningsundervisningen. Omstillingen lykkedes over al forventning. Fra 1901 efter Rasmus Hansens død var Juliane Blicher-Hansen eneforstander, assisteret af sin datter Astrid, og først i 1921 slap hun roret.

En kulturskribent spurgte i 1925 i Politiken ved Vældegaards 25 års jubilæum, om dog ikke litteraturhistorien engang ville give Juliane Blicher-Hansen en plads ved siden af salonværtinden Kamma Rahbek, for “en Fest i dette Hjem var som en Vandring på høje, rene Tinder, en Beruselse i Ordenes Skønhed, Vers, aandfulde Dialoger, beaandede Samtaler mellem Ligestillede”. Det var måske rimeligere at skrive hende ind i uddannelseshistorien: Juliane Blicher-Hansen arbejdede i 38 år som leder af et af de få længerevarende forsøg på at forene højskoletanke med faglig uddannelse. Samtidig lykkedes det hende at bringe grundtvigsk menighedsliv og kvindesag under samme tag. Til hendes 70-års dag 1919 blev udgivet et lille hyldestskrift fra nordiske digtervenner, Fru Juliane Blicher Hansen.