Kamma Rahbek

Kamma Rahbek voksede op på Bryggergården i det centrale København, hvor faderen, der var assessor ved Hof- og Stadsretten og derudover bestred en række merkantile erhverv, holdt stort hus og inddrog datteren i sine interesser fra havebrug til litteratur. Der vides ikke meget om hendes skolegang ud over, at hun i nogle år gik på Lucie Lindes pigeinstitut. I lange perioder tog moderen ophold hos den Drewsenske familie på Strandmøllen, og herfra udgik også den ungdomskreds, som Kamma Rahbek var en del af: broderen Carl Heger, som Kamma Rahbek var mest knyttet til; den anden broder Stephan Heger og hans senere hustru skuespillerinden Ellen Marie Schmidt, den yngre søster Christiane og hendes forlovede digteren Adam Oehlenschläger. Denne efter tidens forhold ukonventionelle og selvbevidste ungdomskreds havde den ældre Knud Lyne R. som ideal og centrum, og det blev ham, Kamma Rahbek valgte til ægtemand.

Efter giftermålet og erhvervelsen af Bakkehuset i 1798 gjorde Kamma Rahbek sit hjem til centrum for en kreds af digtere, kritikere, udgivere og undervisere, der tilsammen tegnede den tidlige, litterære offentlighed i Danmark og det, der i dag står som den danske guldalder, ud over Oehlenschläger bl.a. Henrich Steffens, Poul Martin Møller, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, H.C. Andersen og J. L. Heiberg. Sidstnævnte boede som dreng i en længere periode på Bakkehuset i forbindelse med den kontroversielle skilsmisse mellem hans forældre P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg. Selv forblev Kamma Rahbek og hendes mand barnløse, men det at skabe et levende kunstnerisk og intellektuelt miljø blev et fælles ægteskabeligt projekt, og deres bolig blev et åndeligt hjem for mange af samtidens unge talenter. Mange af deres gæster færdedes samtidig hos tidens andre store salonværtinder Charlotte Schimmelmann og Friederike Brun, men de har alle besunget Kamma Rahbek i en omfattende mindelitteratur og fremhævet Bakkehuset som noget ganske særligt. På Bakkehuset holdtes salonen som regel i den lille hjørnestue, hvor værtinden samlede gæsterne til et rigeligt thebord med kandis, syltetøj og julekage og senere måske en mindre, men delikat middag, der fx kunne bestå i duesteg, frugt og rødvin. Om formiddagen fungerede spisebordet som et arbejdsbord, hvor Kamma Rahbek skrev sine mange breve, fremstillede sine berømte, fine æsker og arbejdede med sine blomster. Livsførelsen i Bakkehuset var relativt beskeden. Enkelheden var til dels et spørgsmål om økonomisk nødvendighed, men blev også tilstræbt som idé og understregedes af værtindens personlige fremtræden: lille, spinkel og altid iført praktisk, men stilfuldt tøj i douce farver og af fineste kvalitet. Kamma Rahbek gjorde selv en pointe ud af sin egen og sit hus’ lidenhed og af ikke at tilhøre den store, aristokratiske og højborgerlige verden, som var Schimmelmanns og Bruns, selvom hun kendte begge og endda var veninde med den sidste.

Det var vigtigt for Kamma Rahbeks virke som skønånd, at hun, selvom hun beherskede en række sprog, herunder også tysk og fransk, talte og skrev dansk. Dermed bidrog hun til at give kredsen omkring sig en følelse af en egen identitet i et markeret opgør med mæcensystemet og det tysk dominerede kulturliv. Ikke at hun var særlig patriotisk, som det hed dengang, tværtimod betegnede hun sig selv som kosmopolit af ånd, men hun anså det i lighed med sin mand for vigtigt at styrke dansk sprog og litteratur. Samtidig polemiserede hun mod den aristokratiske indflydelse og omgangsform, som herskede i de store saloner, ved at udnævne de mest trofaste husvenner til “Generaler” og “Generalinder”, som hver fik deres karakteristiske tilnavn som et “Adelsmærke”. Den særlige Bakkehus-jargon, som hun udviklede, og som især kan følges i brevvekslingen med den kommende svoger i Breve fra og til Adam Oehlenschläger, afspejlede ikke bare danskheden, men også en ganske ny og friere måde at omgås det danske sprog på og en anden form for social eksklusivitet, der bidrog til at binde kredsen sammen.

Kamma Rahbek satte pris på det udsøgte vennelag som grundlag for samværet på Bakkehuset, der af medlemmer af kredsen blev betegnet som et vennehus og et digterhjem. Her drog ægteparret Rahbek hver på deres måde omsorg for de spirende digtersjæle, og her taltes et “Hiertets Sprog”, som Kamma Rahbek formulerede det med et ordvalg, der hører følsomheden til. Hun tog også det romantiske symbol for poesiens væsen, “den blå blomst”, til sig, idet hun især anvendte det over for de to, som hendes navn siden er blevet mest intimt forbundet med, den senere biskop J.P. Mynster og den senere æstetikprofessor C. Molbech. Også brevvekslingerne med disse to er siden udgivet, den sidste i en kommenteret trebindsudgave ved Kirsten Dreyer: Kamma Rahbeks brevveksling med Chr. Molbech, 1993-94. Samtidig skabte hun sin helt egen samklang af venskab, blomster og poesi ved i sine breve at indlægge blomster og digte, som kunne udtrykke uudsigelige stemninger eller følelser, ligesom hun omvendt gjorde det til en kunst at udvikle både samtalen og brevet i retning af det naturlige og poetiske.

Kamma Rahbeks omgang med og forhold til blomster havde en meget praktisk og prosaisk baggrund i hendes store haveanlæg. Omkring Bakkehuset på Valby Bakke uden for voldene var der dengang et lille jordstykke, som udvidedes ved nedlæggelsen af den gamle landevej til København Her, på grænsen mellem byen og det landlige Søndermarken, anlagde Kamma Rahbek som en af de første herhjemme en prydhave med såvel hjemlige som mere eksotiske planter og desuden en nyttehave med frugter og grøntsager, der blev anvendt i køkkenet. Hun synes også i perioder at have haft en større produktion af frø og afgrøder, som hun solgte videre, og endog at have holdt høns og køer, der ligeledes har leveret til husholdningen og givet en ekstra indtægt. Også denne virksomhed gav anledning til en række brevvekslinger, bl.a. med gartnerdatteren Augusta Petersen. Hun indgik i det lille kunstakademi, som Kamma Rahbek en periode holdt på Bakkehuset, og hvor især blomstermaleriet blev dyrket. Den unge maler Heinrich Buntzen stod for ledelsen, og malerne Mathias Calmeyer, J.L. Camradt, Christine Løvmand og arkitekten C.F. Hansen både deltog og underviste.

Allerede i samtiden blev grunden lagt til den litterære myte omkring Kamma Rahbek i en omfattende romantisk mindedigtning, som siden er indgået i den nationale litteratur- og kulturhistoriske overlevering. På forunderlig vis har hun suget litterær betydning til sig i skiftende tiders forestillinger om den danske guldalder på trods af, at hun selv kun har efterladt sig sine breve, som ikke kan siges at være udtryk for en egentlig litterær romantik, ligesom hendes engagement i sine blomster og sin have heller ikke var det. Et symptom på denne subtile rolle er det, at der ikke findes nogen samtidige portrætter af hende, men kun et par silhouetter. Den kendteste og mest brugte silhouet er F.L. Schmitz’ fra 1805, der i 1883 blev omkranset af en blomsterguirlande, udført af H.P. Hansen. Kamma Rahbek’s breve rummer en særlig blanding af følsomhed og forstand, melankoli og ironi, konventioner og vid. De er et ekko af samtidens brydninger mellem oplysning, følsomhed og tidlig romantik, men har tillige et originalt præg. Ofte synes brevene at handle om ingenting, at være rent non-sense; men de er samtidig både vise og vittige i den legende omvending af forholdet mellem stort og småt, højt og lavt, som kendetegner den underfundige kommunikation med de beundrede mænd omkring hende og den stadige selvkommentering.

Kamma Rahbek, der var svagelig og døde relativt tidligt, mente selv, at hun led af en konflikt mellem sin kropslige “Asthenie”, dvs. uspændthed, og en sjælelig overspændthed, “Stehnie”. En idé, hun udviklede på baggrund af den skotske læge John Brown og hans teori om, at de fleste sygdomme skyldes en ubalance mellem det uspændte og det overspændte. Omvendingen af de klassiske hierarkier mellem det åndelige og det legemlige, det skønne og det hæslige, som bl.a. denne teori gav anledning til, kan hos Kamma Rahbek udvikle sig til en litterær stil, der kendes bl.a. fra den folkelige kultur. Da fremviser den æteriske skønånd en anden side af sin poesi og udviser en humor, som er både kritisk og overraskende bastant.