Friederike Brun

Faktaboks

Friederike Brun
Sophie Christiane Friederike Brun
Født
3. juni 1765, Gräfentonna, Sachsen
Død
25. marts 1835, København
Arbejdsliv
Forfatter og lærd kvinde
Familie

Forældre: sognepræst Balthasar Münther (1735-93) og Magdalene Sophia Ernestine Friederika von Wangenheim (1742-1808).

Gift 18. juli 1783 med købmand Constantin B., født 27. november 1746 i Wismar, Mecklenburg, død 19. februar 1836 i København, s. af læge Johan Carl B. og Justine Catharine Stever.

Børn: Carl (1782), Friderich Carl Balthasar (1784), Charlotte (1788), Augusta (1790), Ida (g. de Bombelles, 1792).

Friederike Brun
Friederike Brun var forfatter og salonværtinde i den helt store stil. Hun var en dygtig organisator med sikker smag for litteratur og kunst og et talent for pædagogik. Her portrætteret af Aldenrath i 1818.
Friederike Brun
Friederike Brun foretog en lang række rejser, som hun bl.a. har skildret i flere rejsebøger. På rejserne traf hun mange af Europas betydningsfulde mænd og kvinder, bl.a. salonværtinden Mme de Staël og digteren Goethe. Maleri af C.W. Eckersberg fra 1818.
Af .
Sophienholm
På landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø, som hendes ægtefælle havde købt i 1791, begyndte Friederike Brun at holde salon. Siden holdt hun også salon i udlandet, bl.a. i Italien, og i København. Akvarel af Sophienholm fra 1824.
Sophienholm
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Friederike Brun
Som opdrager og pædagog var Friederike Brun inspireret af Rousseaus tanker, og hendes fem børn modtog undervisning hjemme. I Idas ästhetische Entwickelung har hun beskrevet sin undervisning af datteren Ida Bombelles. Friederike Bruns forfatterskab, der er følsomt-klassicistisk, blev meget læst i samtiden. Digtere som Goethe og Coleridge blev bl.a. inspireret af hende. Siden 1990'erne har den europæiske interesse for hendes forfatterskab og salon været voksende. Portræt af ukendt kunstner, uden år.
Friederike Brun
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Artikelstart

Friederike Brun, 10 uger gammel kom Friederike Brun fra Sachsen til København, da hendes fader blev præst ved den tyske Skt. Petri Kirke. I selvbiografien Wahrheit aus Morgenträumen, 1824, beskrev hun sin gode barndom i den indflydelsesrige tyske kreds, som færdedes i præsteboligen og i familiens urtehave på Østerbro. Hun kom i den tyske livlæge von Bergers musikalske salon på Bakkehuset i 1770’erne og hos de indflydelsesrige familier Bernstorff og Reventlow. Friederike Brun modtog undervisning i hjemmet sammen med sin broder, den senere biskop Friedrich Münter, og gik på en reformpædagogisk privat pigeskole. Den tyske digter Friedrich Klopstock og J.H. Basedow interesserede sig for det kvikke barn, der tidligt læste både tysk og dansk litteratur, oversatte den keltiske barde Ossian som 13-årig og læste Tasso på italiensk, da hun var 14. Græsk og latin, som broderen fik undervisning i, måtte hun ikke lære for sin fader, der ikke ønskede, at hun skulle blive en lærd, men en dannet og oplyst kvinde, en skønånd. Med tiden skulle hun blive både en glimrende forfatter og en berejst salonværtinde i den store stil, en dygtig organisator med sikker smag for litteratur og kunst og talent for pædagogik.

I 1778 opførtes Johannes Ewalds Balders Død i København Friedrich Münter præsenterede sin søster for den unge digter, der lagde hånden på hendes pande med ordene: “Her bor en Digtersjæl.” Friederike Brun betragtede det som en indvielse og debuterede i 1782 med et bind digte, udgivet af faderen, der året efter også udgav hendes første rejsebeskrivelse Tagebuch meiner ersten Reise. De havde sammen rejst gennem Tyskland og bl.a. mødt digtere som J.G. Herder, G.A. Bürger og C.M. Wieland. I selvbiografien har hun skildret både den 14-åriges stærke forelskelse i den meget ældre August Hennings og sin sværmeriske betagelse af Emilie von Schimmelmann, der døde ung. Tidsånden var følsom og naturlighedsdyrkende. Friederike Brun gjorde oprør mod rokokotidens frisurer, sko og korsetter, hendes ideal var at gå frit og naturligt som en negerkvinde, hun havde set på gaden i København Den unge pige tiltrak en del friere og besluttede sig i 1783 for købmanden Constantin B. Et brev er bevaret, hvor faderen råder hende til at sige ja til den velhavende frier, der nok er ældre, men ved godt helbred, har råd til at sikre sin eventuelle enke og kan tilbyde hende et liv med læsning, kunst, rejser og en fortsat uformel dannelse.

Friederike Brun blev i vinteren 1788-89 forkølet og døv og var tunghør resten af livet. Hun led desuden af forskellige smerter, nervøsitet, hovedpine og menstruationsforstyrrelser, især efter at have mistet en spæd søn i 1786. I sommeren 1789 forlod hun sin familie og foretog en kurrejse til Pyrmont. Den unge digter Jens Baggesen blev inviteret med, og de beskrev begge rejsen, han i Labyrinten 1792-93, hun i en utrykt rejsedagbog. Efter datteren Augustas fødsel i 1790 rejste hun samme år til Frankrig og Schweiz sammen med sin mand og de to ældste børn. Hun førte dagbog og udgav 1799-1801 fire bind rejsebeskrivelser, skrevet på tysk. Her beskrev hun sine oplevelser i tråd med Rousseaus Den ny Heloise. Ligesom hans Julie mødte hun i nærheden af Genève en mand, hun forelskede sig i, men som sin heltinde fulgte hun dydens vej og valgte et platonisk forhold til sin udkårne, den schweiziske populærfilosof K.V. Bonstetten. Sammen med den tyske lyriker F.V. Matthisson dannede de en venskabstrekant. Bonstetten var med i den venskabskreds, Germaine de Staël havde skabt omkring sit gods Coppet ved Geneve, og gennem ham blev Friederike Brun veninde med den berømte salonværtinde.

Da Friederike Brun kom hjem i 1791, havde ægtefællen, der var rejst hjem før hende, købt landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø. Året efter fik hun sit femte og sidste barn, datteren Ida. Huset blev bygget om i italiensk stil, og Friederike Brun begyndte at holde salon. Hun inviterede bl.a. Baggesen og hans kone Sophie til at bo der, og komponisterne J.A.P. Schulz og C.E.F. Weyse hørte med til inderkredsen. Da hun i 1795 igen drog sydpå, rejste hun som forfatter og salonværtinde. Samme år havde Matthisson udgivet et bind af hendes digte, der kom i fem forøgede og reviderede udgaver frem til 1820. På sin nye rejse mødtes hun atter med Bonstetten og Matthisson. Bonstetten fulgte hende til Italien, hvor hun havde en velbesøgt salon i Rom, og siden boede hun hos ham i Schweiz. Hun opholdt sig også en tid på kur i Karlsbad, hvor hun bl.a. omgikkedes Goethe. Mens hun var i Italien, så hun englænderen Emma Hamilton optræde med sine såkaldte attituder og tableaux vivantes, en plastisk kunstart, Hamilton selv havde opfundet. Oplevelsen blev afgørende for Friederike Bruns uddannelse og opdragelse af den lille Ida. Alle hendes børn modtog undervisning hjemme efter Rousseaus og reformpædagogikkens principper, og i Idas ästhetische Entwickelung, et efterskrift til selvbiografien, beskrev Friederike Brun, hvordan den yngste datter også blev undervist i at udtrykke sig med sin krop i dans, sang, attituder og levende tableauer. Som voksen blev Ida en europæisk berømthed, men optrådte allerede som barn i moderens saloner.

I 1797 hentede Constantin B. sin hustru hjem. Det følgende år kom Bonstetten med en søn til København, drevet på flugt af de omfattende revolutionsuroligheder i Europa, og flyttede ind hos Bruns. Friederike Brun udgav hans brevveksling med historikeren J. von Müller, og hun fik trykt flere af sine egne rejsebeskrivelser og prosastykker. Da Bonstetten rejste i 1801, tog hun med og fortsatte til Rom sammen med Ida, hvor hun igen åbnede en salon. I 1803 vendte hun hjem, men allerede to år efter tog hun til Schweiz med begge sine yngste døtre og omgikkedes Bonstetten og Mme de Staël. I 1806 rejste moder og børn videre til Rom sammen med Bonstetten. De bosatte sig i Villa Malta, og Friederike Brun fik også her en glimrende salon med mange tyske og romerske gæster. I 1808 rejste både Bonstetten og datteren Augusta, mens Friederike Brun og Ida blev i Italien. To år efter stillede Constantin B. sin kone et ultimatum: enten kom både hun og Ida hjem, eller også måtte hun sende datteren alene til Danmark. Friederike Brun valgte det første og blev i København resten af sit liv. Hun skrev og holdt salon, især i årene 1810-1816 af europæisk format og med de romerske akademier som forbillede. Ida var moderens store aktiv, og da hun blev gift og forlod salonen, blegnede den, men forblev et samlingssted for kongehuset, familien og de mange plejedøtre, som Friederike Brun opdrog. Forholdet til ægtefællen blev aldrig helt godt, og mange anekdoter verserede i København om det umage par.

Friederike Bruns store forfatterskab er ikke romantisk, men følsomt-klassicistisk. Hun var meget læst og yndet i sin samtid, digtere som Goethe og S.T. Coleridge blev inspireret af hende og lånte fra hendes tekster, og en række af hendes digte sattes i musik og blev populære. I 1900-tallet har interessen især været fokuseret på hendes selvbiografi og rejsebeskrivelserne fra Rom, og hendes værker er primært blevet betragtet som historisk kildemateriale. Eftertiden fandt hende affekteret og voldsom, og hun blev desuden et offer for den dansk-tyske sprogstrid. Hun var dansker, men skrev på tysk og er derfor forsvundet ud af begge nationers litteraturhistorie. I 1990’erne har den europæiske interesse for både hendes forfatterskab og salon dog været stigende og affødt ny forskning i bl.a. Italien og Tyskland. Friederike Brun gik til det sidste ind for folkefrihed og republikker og købte således for overskuddet fra den sidste digtcyklus Lieder aus Hellas, 1824, geværer til den græske frihedskrig. Hun var vidende om europæisk kunsthistorie og klassisk arkæologi, og hendes kunstkritik i tidsskrifter som Minerva og Athene er omfattende. Bertel Thorvaldsen støttede hun før de fleste ved at betale for en afstøbning af Jasonstatuen.

Brevvekslingen med Caroline von Humboldt viser begge kvinders intellektuelle og sproglige format, men også hvor store omkostningerne for at sprænge rammerne blev for Friederike Brun. Hun blev foragtet af den næste kunstnergeneration, hendes ægteskab gik skidt, og hun var altid plaget af smerter og hysteriske symptomer, som hun beskrev selvreflekteret og næsten ironisk. Som en outsider på grund af sprog, køn og social status fik hun ingen umiddelbare efterfølgere, men var en enestående figur både som forfatter, pædagog og formidler og som salonværtinde.

Beskrivelser og portrætter af Friederike Brun

  • Mal. fra 1789 af Erik Paulsen i privateje. Buste fra 1796 af J.J. Busch i Thorvaldsens Mus. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur, 1998. Louis Bobé: Frederikke Brun, 1910. NORA 2/1994.
  • Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig