Faktaboks

Charlotte Schimmelmann
Magdalene Charlotte Hedevig Schimmelmann
Født
10. august 1757, Fossum ved Skien, Norge
Død
2. december 1816, København
Arbejdsliv
Salonværtinde
Familie

Forældre: oberstløjtnant, deputeret Carl Rudolph Schubart (1714-59) og Inger Løvenskiold (1732-1808).

Gift 24. maj 1782 med gehejmestatsminister, greve Heinrich Ernst S., født 4. december 1747 i Dresden, Tyskland, død 9. februar 1831 i København, s. af minister, greve Heinrich Carl S. og Caroline Tugendreich Friedeborn.

Plejebørn: Louise (1790), Josephine (1790).

Titel
Grevinde
Charlotte Schimmelmann
Charlotte Schimmelmann var en af de førende salonværtinder i slutningen af 1700-tallet. Efter giftermål med Ernst S., der i 1748 blev først finans- og siden gehejmestatsminister, blev hun det fejrede midtpunkt for en strålende selskabelighed, der omfattede gæster fra alle verdensdele. Hun samlede adel, storfinans og embedsstand, men også diplomater, lærde og kunstnere fra hele Europa omkring sig og holdt salon efter fransk mønster. Portræt af Cornelius Høyer fra 1798-1801.
Charlotte Schimmelmann
Af /SMK.
Schimmelmanns Palæ

Om vinteren fandt Charlotte Schimmelmanns saloner sted i Schimmelmanns Palæ i Bredgade (billedet), om sommeren på landstedet Sølyst. Salonaftnerne i palæet kunne være prægtige. Der blev serveret en diner med udsøgte, eksotiske retter. Siden fulgte en souper, kunstneriske indslag og ofte blev der afsluttet med et bal. Kobberstik fra 1740-1775.

Schimmelmanns Palæ
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Charlotte Schimmelmann
En af Charlotte Schimmelmanns mærkesager var slavernes forhold. Her var hun på linje med ægtefællen, der som den første statsmand i Europa i 1792 fremsatte en lov om forbud mod nye slaveopkøb. Forbuddet blev dog vedtaget med en tiårig overgangsperiode og fik derfor ikke umiddelbart konsekvenser for slaveriet på hans egne plantager i Dansk Vestindien. Størst indflydelse fik Charlotte Schimmelmann som skønånd og mæcen for bl.a. Jens Baggesen, Bertel Thorvaldsen og Schiller. På maleriet er hun flankeret af Jens Baggesen (til venstre) og ægtefællen Ernst S. Maleri uden år.
Charlotte Schimmelmann
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Charlotte Schimmelmann var et barn af 1700-tallets enevældige helstat, der omfattede Danmark, Norge og Slesvig-Holsten. På mødrene side var hun ud af nyadlet norsk købmandsfamilie, mens faderen stammede fra en tysk militær embedsfamilie med tjeneste i Danmark. Efter faderens tidlige død blev Charlotte Schimmelmann og søsteren Sybilla (g. Reventlow) sendt til gehejmerådinde Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold på familiegodset for at få en passende opdragelse. Det var deres held, for her fik de to unge piger en omfattende dannelse, ligesom de omgikkes de højeste cirkler, herunder den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds, som de begge giftede sig ind i. Da Charlotte Schimmelmann i 1782 ægtede finans- og statsmanden, greve Ernst S., blev hun det naturlige centrum for denne indflydelsesrige kreds. Efter statskuppet i 1784, hvor den 16-årige kronprins, den senere Frederik 6., fik overdraget magten, blev hendes mand først finans- og siden også gehejmestatsminister i den nye regering. Charlotte Schimmelmann blev nu også det fejrede midtpunkt for en strålende selskabelighed, der omfattede gæster fra alle verdensdele, og som der gik ry af langt ud over landets grænser. Hun samlede adel, storfinans og embedsstand, men også diplomater, lærde og kunstnere fra hele Europa omkring sig og holdt salon efter fransk mønster. Her diskuteredes politiske, filosofiske og litterære strømninger fra Oplysningstiden og Den Franske Revolution til følsomhedens epoke og den tidlige, tyske romantik; her demonstreredes tidens nyeste naturvidenskabelige resultater, og her udfoldedes en levende kunstnerisk interesse og mæcenvirksomhed med litteraturen og musikken i centrum.

Som det fremgår af Charlotte Schimmelmanns ret omfattende brevvekslinger, delvist tilgængelige i Louis Bobés Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds 1770-1827, så betragtede hun selv sin virksomhed som salonværtinde som en slags uofficielt hverv, der dels var et supplement til ægtemandens embede, dels var en selvgyldig æstetisk virksomhed. I overensstemmelse hermed førtes der om vinteren en repræsentativ selskabelighed i palæet i Bredgade, mens hun om sommeren holdt mere uformelle sammenkomster for slægt og venner på landstedet Sølyst nord for København Blandt de kulturpersonligheder, som bidrog til at give hendes salon dens europæiske præg, er den tyske filosof J.G. Fichte, den schweiziske præst og teolog J.C. Lavater og den franske forfatter M.M.C.B. Vanderbourg, foruden en lang række andre større og mindre ånder. Henrich Steffens, Schack Staffeldt, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann var nogle af de guldalderdigtere, som ægteparret Schimmelmann hjalp frem. Også komponisten J.A.P. Schulz, fysikeren H.C. Ørsted, naturforskeren Joachim Frederik Schouw og arkæologen P.O. Brøndsted hørte til blandt dem, der fik både pekuniær og menneskelig støtte hos mæcenægteparret, ligesom de inddrog biskop J.P. Mynster og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen i deres kreds. Salonaftnerne i palæet i Bredgade kunne være prægtige. Som regel indledte man med en diner med udsøgte, eksotiske retter. Dineren varede i nogle timer, hvorefter gæsterne delvist skiftedes ud, og der fulgte en souper. Mellem eller efter serveringerne fandt aftenens højdepunkt sted i form af en kunstnerisk begivenhed, fx en dramatisk opførelse eller en koncert. Ofte afsluttedes denne del af arrangementet med et bal, og herefter kunne Charlotte Schimmelmann så trække sig tilbage til egne gemakker til te og litterær diskussion eller højtlæsning sammen med nogle få udvalgte. Men selskabeligheden kunne også tage helt andre former og bestå i såvel en alvorlig fordybelse i filosofi som en letbenet selskabsleg, hvor de store spørgsmål om det gode, det sande og det skønne droges ned på jorden, ført an af Jens Baggesen med hans satiriske lune.

Charlotte Schimmelmann og hendes mand supplerede i 1700-tallets sidste årtier hinanden som landets førende par. Den dannede selskabelighed i hendes salon skabte en ideel baggrund for hans politiske embede og økonomiske virksomhed, der omvendt udgjorde grundlaget for hendes position som skønånd. Som del af det øverste embedsaristokrati udgjorde familierne Bernstorff, Reventlow og Schimmelmann et magtcentrum i helstatens metropol København, og de kom efterhånden til at inkarnere det reformorienterede styre under kronprinsen. Under indtryk af de økonomiske opgangstider og Den Franske Revolutions frihedsidéer kom de til at stå for en aristokratisk humanisme i en særegen blanding af absolutisme, revolutionsbegejstring og centralstatslig vilje. En af skyggesiderne var, at der ikke altid blev skelnet skarpt mellem landets og ministrenes private interesser, og indtil Danmark blev inddraget i Napoleonskrigene i 1807, tjente såvel staten som bl.a. Ernst S. fx godt på både den såkaldte trekanthandel og handelen med det krigsførende Europa. Denne magtfulde kreds blev af samtiden identificeret med Charlotte Schimmelmanns salon, og salonens glansperiode som sin tids kulturcenter faldt da også sammen med opgangstiden for reformstyret og for Ernst S.s embedsvirksomhed, der kulminerede ved indgangen til det nye århundrede. Sammen med brødrene Reventlow stod Ernst S. bag regeringens bonde- og skolereformer, og han gik selv foran med en realisering af dem på sine egne godser Gudumlund og Lindenborg for at fremvise et eksempel på den fornuftsbegrundede modernisering, han mente var påkrævet. Han anlagde en lang række fabrikker, og i tilknytning til både disse og godserne oprettede han skoler for arbejdere og bønder. Skolerne stod under Charlotte Schimmelmanns beskyttelse, som det hed, og hun fulgte ivrigt denne nye virksomhed. En anden af hendes mærkesager var slavernes forhold. Også i dette spørgsmål var hun på linie med sin ægtefælle, der som den første statsmand i Europa i 1792 fremsatte en lov om forbud mod nye slaveopkøb. Forbudet blev dog vedtaget med en tiårig overgangsperiode og fik derfor ikke umiddelbart konsekvenser for det eksisterende slaveri på bl.a. hans egne plantager i Dansk Vestindien.

Charlotte Schimmelmanns egentlige engagement lå i den æstetiske opdragelse. Den blev formuleret som idé af Schiller og vedrørte kroppens, sansernes og følelsernes dannelse. Det var hendes ambition at praktisere den både i sin salon og over for sine plejebørn, især niecen Josephine S. og håndværkerdatteren Louise Wesselhöft, kaldet Louison, som ægteparret senere adopterede. I opdragelsen af de to plejedøtre anvendte Charlotte Schimmelmann den attitudekunst, som var udbredt i salonerne og gjorde den purunge Ida de Bombelles berømt. Opdragelsen af plejedøtrene er bl.a. omtalt i breve til Schillers hustru, udgivet i Charlotte Schiller und ihre Freunde. Korrespondancen blev indledt, efter at Ernst S. og hertugen af Augustenborg i 1792 havde tildelt Schiller en treårig understøttelse, som han på sin side kvitterede for ved at tilegne mæcenerne sine senere så berømte æstetiske breve, hvori han gør rede for sit begreb om den æstetiske opdragelse. Bobé har som kredsens biograf og udgiver karakteriseret Charlotte Schimmelmann som “en nordisk Leonore d’Este”. Dermed sætter han hende fortjent ind i en lang europæisk salontradition med rødder i bl.a. den italienske renæssance, som også omfattede samtidige salonværtinder som Friederike Brun, Julie Reventlow og Louise Stolberg.

Beskrivelser og portrætter af Charlotte Schimmelmann

  • Mal. fra 1789 af E. Pauelsen i Ahrensburg Slotsmuseum, Tyskland, kopi på Sølyst. Pastel fra 1817 af P. Copmann. Mal. fra ca.1862 af H.J. Hammer i Fr.borgmus.
  • Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur, 1998. Meddelelser fra Historisk-Topografisk Selskab for Gjentofte Kommune 1/1924.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig