Thomasine Gyllembourg

Thomasine Gyllembourg skabte den hverdagsrealistiske roman i dansk litteratur. Skønt hun først begyndte at skrive som 53-årig, udgav hun 25 større og mindre fortællinger samt fire dramaer og blev en af de mest læste og værdsatte forfattere i 1800-tallets midte. Historierne handler om mennesker, samværsformer og interiører i guldaldertidens borgerlige familie. De er båret af moralske og æstetiske normer, som Thomasine Gyllembourg havde udformet på baggrund af sine egne righoldige livserfaringer, og disse normer blev et dannelsesideal for hendes læsere.

Thomasine Gyllembourg voksede op i faderen Johan Buntzens ejendom Nyhavn 67 som den ældste af fem døtre. En førstefødt broder var død som spæd, og moderen overvandt aldrig sorgen over tabet; hun døde, da Thomasine Gyllembourg var otte år. Faderen var optaget af meget andet end sit embede; han dyrkede kunst og videnskab, indrettede et astronomisk observatorium på husets tag og fremstillede selv sine kikkerter. Sammen med søstrene fik Thomasine Gyllembourg en omhyggelig uddannelse i hjemmet. C.E.F. Weyse var deres lærer i musik, og P.A. Heiberg underviste dem i engelsk, tysk, fransk og italiensk. Heiberg var en kendt forfatter og oversætter, Thomasine Gyllembourg beundrede sin lærer og blev beæret, da han friede til hende. I 1790 blev hun 16 år gammel viet til den 15 år ældre mand, og i 1791 fødte hun sit eneste barn, sønnen J.L. Heiberg. Hendes ægtefælle stod da midt i sin fejde mod autoriteterne, han udsendte en strøm af satiriske skrifter og interesserede sig ikke for familielivet. Det ødelagde forholdet til hans følsomme og sky hustru, som sad alene hjemme med sine bøger, sit klaver og sin lille søn, mens han fordrev aftenerne i klubben. Han bragte også venner med hjem, udsendinge fra den franske revolutionsregering og den svenske baron C.F. G., der var landsforvist for sammensværgelse mod sin konge; i disse mænds galante opvartning fandt den smukke hustru en vis trøst for ægtemandens kulde. Efter Heibergs landsforvisning og afrejse til Paris i begyndelsen af 1800 udviklede forelskelsen i C.F. G. sig til et kærlighedsforhold, og i 1801 skrev Thomasine Gyllembourg til sin mand for at begære skilsmisse. I dette “lettre remarquable”, som hun siden kaldte brevet, hævdede hun kvindens ret til frihed, kærlighed og moderskab. Brevet udtrykker en usædvanlig kvindelig identitet, der var stærk nok til at modstå den forurettede ægtemands stormende vrede og gribende bønner, en identitet, der i sin tid blev dannet, som hun skriver, med beslutningen om selv at ville amme sit barn. Kort efter ægtede hun C.F. G. I forbitrelse over, hvad han og mange samtidige betragtede som hendes forræderi, forbød Heiberg sønnen at bo hos sin moder og hendes nye mand. J.L. Heiberg blev sat i pleje hos Knud Lyne og Kamma Rahbek i Bakkehuset i 1802, men rømmede i 1804, og med alderen kunne forbudet mod hans besøg hos moderen ikke opretholdes. C.F. G. købte gården Ruhedal ved Sorø, hvor ægteparret boede, indtil den brændte i 1806. Herefter etablerede de sig i København, hvor deres hjem blev et samlingssted for danske forfattere og svensk adel. Efter ægtemandens død i 1815 var Thomasine Gyllembourg fra 1818 til 1822, under J.L. Heibergs pariserophold, i huset hos sin fætter, grosserer Andreas Buntzen og hans hustru Camilla Du Puy, som lærerinde for husets otte børn; J.L. Heiberg formodes at være søn til det ene, Frederik Georg Julius Buntzen, som Thomasine Gyllembourg tog til sig som sin plejesøn. Fra 1822 holdt hun hus for sin søn, der var professor i Kiel og bosat her. Fra han giftede sig i 1831 med Johanne Luise Heiberg delte de alle tre en bolig i København

Thomasine Gyllembourg begyndte at skrive for at skaffe stof til sønnens tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, der fra 1827 udkom to gange om ugen. En personlig annonce i Adresseavisen vedrørende en løjtnant og en jomfru inspirerede hende til at digte et svar, der blev trykt i Kjøbenhavns flyvende Post nr. 4. J.L. Heiberg skrev en kort indledning under overskriften “Et Brev, som Enhver bedes at læse, da Redactionen ikke veed, hvem det angaaer,” hvori han hævdede, at Thomasine Gyllembourgs fiktive brev var tilsendt redaktionen anonymt. Hermed var brevromanen, der i bogform fik titlen Familien Polonius, i gang; den handler om kærlighedsforviklinger i flere grene af en familie og beskriver forskellige afskygninger af det huslige liv. Breve fra flere personer og en længere tekst med titlen Claras Skriftemaal fulgte hinanden, og der refereres til de tidligere trykte indlæg i Kjøbenhavns flyvende Post, så dette blads læsere måtte være i tvivl om, hvorvidt der var tale om fiktive personer eller mennesker fra deres omgangskreds. Af de forskellige teksttyper komponerede Thomasine Gyllembourg med overblik og vid en ny genre, hvis tema var hjemmelivet, og som i moderne forstand nærmest var en roman, skønt hendes egen genrebetegnelse var novelle. Som forfatter henvendte hun sig, som J.L. Heiberg skriver, til “Enhver”, men hendes romaner handler om det privatliv, som kun “angaaer” de direkte implicerede; hendes fortællinger blev således et formidlende led mellem det offentlige og det private liv. I 1828 udkom hendes mest populære værk En Hverdags-Historie. Her modstilles to kvindetyper, den uopdragne unge pige med det overfladiske selskabelige talent og den rastløse huslige flid og den stilfærdige, følsomme kvinde med den dybere personlige dannelse. Den mandlige fortæller forlover sig overilet med den første, men får gradvis øjnene op for den andens sandere kvaliteter. Historien har som hele forfatterskabet en filosofisk og belærende side, kønnenes indbyrdes forhold diskuteres, og Thomasine Gyllembourg udstikker normer for intimsfærens “æstetiske Moral”, et begreb J.L. Heiberg på samme tid indførte i en artikelserie i Kjøbenhavns flyvende Post. Efter to eventyrfortællinger i tysk romantisk stil Den magiske Nøgle, 1828, og Kong Hjort, 1830, blev familielivet igen hovedtemaet. I Slægtskab og Djævelskab, 1830, forårsager en svag fader konflikter mellem medlemmerne i en sammenbragt familie, og i Ægtestand, 1835, som gennemskriver Thomasine Gyllembourgs tidlige ægteskabserfaringer, frister en lidenskabeligt bejlende franskmand en forsømt hustru. Drøm og Virkelighed, 1833, Mesalliance, 1833, Extremerne, 1835, og To Tidsaldre, 1845, handler alle om sammenstødet mellem kulturelle normer i forskellige klasser og generationer, mens Maria, 1839, og Een i Alle, 1840, er dybtgående analyser af henholdsvis et kvindeligt incestuøst traume og et mandligt Don Juan-kompleks. Fra 1830 til 1833 holdt Thomasine Gyllembourg pause med fortællingerne og skrev i stedet fire skuespil, hvoraf de to Sproglæreren, 1831, og Magt og List, 1831, blev opført på Det Kgl. Teater i 1832 under J.L. Heibergs navn. Han udgav også fortællingerne i bogform, bl.a. Noveller, gamle og nye, 1833-34, siden Skuespil, 1834, og Nye Fortællinger, 1835-36, begge i tre bind og under pseudonymet “af Forf. til ‘En Hverdags-Historie’”. Skønt både moder og søn i flere forord og fiktive breve koketterede med hemmeligheden bag signaturen, værnede Thomasine Gyllembourg om sin anonymitet, og kun få løste gåden. I 1849-51 udkom de samlede Skrifter i 12 bind, men først i andenudgaven fra 1866-67 vedkendte hun sig posthumt sit værk i et litterært testamente, stilet til sønnen. Johanne Luise Heiberg fortæller i et portræt af svigermoderen, at Thomasine Gyllembourg ofte talte nedsættende om kvindelige forfattere: “det skal vi overlade til Mændene; det Fruentimmerskriveri duer dog aldrig noget.” Pseudonymet gav hende den anden identitet, hvorunder forfattervirksomheden blev mulig.

Thomasine Gyllembourgs værker kom i mange udgaver og blev oversat til svensk og tysk, enkelte også til fransk. Maleren Friedrich Bernhard Westphal udgav i 1838 et hæfte med 12 illustrationer til Noveller, gamle og nye, og fremtrædende forfattere som Poul Martin Møller og Carsten Hauch anmeldte fortællingerne rosende. Søren Kierkegaard skrev en hel bog om To Tidsaldre, En literair Anmeldelse, 1846, som han tilegnede “Den Navnløse – og dog saa Navnkundige” forfatter. Med sin blanding af didaktik, fantasi, kønsfilosofi og hverdagsrealisme rækker Thomasine Gyllembourgs forfatterskab fra oplysningstiden over romantikken og frem mod den nyere tids realisme. Hun åbnede familielivet for litterær beskrivelse, fremhævede kvindernes betydning for intimsfæren og gav dem derved en ny litterær identitet.