Louise Winteler

Louise Winteler voksede op som det ældste af 13 børn i et håndværkerhjem i Sydslesvig og blev ikke mindst knyttet til sin dygtige, arbejdsomme fader. Grunden til hendes kærlighed til hjemstavnen blev lagt i barndommens skole, hvor den senere professor i Kiel, den plattyske digter Klaus Groth, fik betydning for hende og sammen med det blomstrende familieliv i hjemmet og de mange søskende for altid bandt hende til Heide. Som 16-årig blev hun sendt i en pigeskole, men trods faderens helhjertede opbakning bag hendes planer om at uddanne sig til lærerinde kunne hjemmet kun dårligt støtte hende økonomisk. Det lykkedes hende at opnå hjælp ad privat vej, hun modtog undervisning i et par år og forsøgte sig derefter som lærer, dels i en drengeskole i Hamburg, dels som huslærer, men fandt sig ikke til rette. I 1853 kom hun i huset hos en fjern slægtning i Odense. Som mange andre kvindelige pædagoger i sin generation følte hun sig utilstrækkeligt uddannet og var utilfreds med sin undervisning. I Odense kom hun til at undervise tre piger, først på tysk, men da der hurtigt kom flere elever til, blev undervisningen dansksproget. Elevtallet voksede, og grunden var lagt til Louise Wintelers skole, der i løbet af få år blev en velanskrevet, progressiv pigeskole. Krigen i 1864 bragte hende en del vanskeligheder, men da ingen kunne betvivle hendes danske sindelag, blev de relativt hurtigt overvundet. Mere modgang mødte hun fra grundtvigsk hold, da der i byen blev oprettet en friskole, der lededes efter “det levende ords” princip, så Louise Wintelers ønske om en mere faglig pigeundervisning i folks bevidsthed fik karakter af sort skole. Ikke desto mindre blev hun i 1880 i stand til at bygge eget skolehus, i 1887 fik skolen dimissionsret til højere forberedelseseksamen og i 1908 til studentereksamen. Hun var da forlængst blevet en forgrundsfigur i det højere danske pigeskolevæsen.

Louise Winteler videreuddannede sig livet igennem ved selvstudium og på studierejser, bl.a. flere gange i England. I 1889 foretog hun støttet af Kultusministeriet sammen med den langt yngre skolebestyrer Th. Lang fra Silkeborg den første længere studierejse til Tyskland og Schweiz, hvor Louise Winteler studerede især geografi og pædagogik. Rejsen blev indledningen til et livslangt venskab og et ideelt samarbejde mellem Louise Winteler og Lang. I 1893 grundlagde de foreningen Den danske Pigeskole (DDP), hvis formand Louise Winteler var indtil 1910. Foreningen blev gennem sit medlemsblad Bog og Naal et anerkendt nordisk debatforum for alle emner vedrørende pigers skolegang og lærerindeuddannelse. Bladet blev fra starten redigeret af Lang og Ida Falbe-Hansen med Louise Winteler som uundværlig medarbejder. Fra 1899 havde bladet desuden en svensk og en norsk redaktør, medlemstallet steg, og foreningen fik indflydelse på skolelovgivning i de nordiske lande. Forbindelsen til de offentlige skolevæsener, såvel til folkeskole som til latinskolerne, var frugtbar og præget af tillid, og fra omkring århundredskiftet blev DDPs årsmøder afholdt i forbindelse med de store nordiske skolemøder. Det må bl.a. tilskrives Louise Wintelers kloge, diplomatiske ledelse, at forholdet til myndigheder og skolefolk udviklede sig så gnidningsløst. Hun var ikke blot en god og myndig administrator, hun var en på én gang elskværdig og smidig forhandler. I 1905 var Louise Winteler som formand for DDP primus motor i oprettelsen af Pigeskolernes Faglærerindeeksamen, der fik lokaler stillet til rådighed på N. Zahles Skole. Foruden en bedre uddannelse af lærerinder til de højere pigeskoler var Louise Wintelers hovedinteresse forbedrede sociale forhold for de private skolers lærerkræfter. Hun var i 1912 medstifter af og i mange år formand for DDPs hvile- og rekreationshjem Sixtus ved Middelfart og medstifter af og bestyrelsesmedlem i Pigeskolernes, senere De private Realskolers Pensionskasse, i samarbejde med Lang og hendes broder, kursusbestyrer C.F. Linderstrøm-Lang.

I 1898 havde Louise Winteler på en kombineret studie- og rekreationsrejse i Norge sat sig ind i den norske skolekøkkenundervisning og den statslige uddannelse af faglærerinder til undervisningen. Samme år indførte hun som den første i Danmark faget i sin skole og blev gennem foreningen aktiv i arbejdet for dets videre udbredelse i vort skolevæsen. Hun var ligeledes pioner i sprogundervisning, hvor hun i højere grad, end samtiden ellers gjorde, lagde vægt på, at eleverne lærte at udtrykke sig mundtligt, og hun udvidede sin geografiundervisning med erhvervsgeografi og var i mange år censor i faget til realeksamen. Louise Winteler var tillige censor i tysk, engelsk og geografi, fra 1888 den første kvindelige, ministerielt udnævnte censor i Danmark. Men Danmarkshistorie var hendes yndlingsfag, gennem det formidlede hun sin stærke nationalfølelse til eleverne. I slutningen af 1890’erne kom to af Louise Wintelers niecer efter deres forældres død til Odense og fik deres hjem hos hende. Her levede efter faderens død i 1882 også hendes gamle moder. Til Louise Wintelers store glæde blev niecen Margarethe Hoffmann hendes efterfølger, da hun i 1912 valgte at gå af som leder. I 1920, da staten overtog Louise Wintelers Skole under navnet Skt. Knuds Gymnasium, fortsatte Hoffmann som skolens rektor. Ved skolens 50-års jubilæum i 1903 modtog Louise Winteler Fortjenstmedaljen i guld. Hendes erindringer Minder fra et langt Liv udkom i 1925. Louise Winteler var ubestridt nestor blandt provinsens pigeskoleledere og højt respekteret for sin fremsynede skolepolitiske indsats. Hun var personligt uambitiøs, et klogt og elskeligt menneske med fremragende pædagogiske evner, og hun foretrak, hvor hun kunne, at trække i trådene bag kulisserne og lade de yngre træde offentligt frem.