Faktaboks

Margarethe Hoffmann
Louise Margarethe Charlotte Hoffmann
Født
16. november 1878, Berlin
Død
2. april 1926, København
Arbejdsliv
Lærer, rektor og skoleleder
Familie

Forældre: ministerialsekretær Robert H. (død 1886) og Dora Winteler (død 1893).

Margarethe Hoffmann voksede op i Tyskland. Hun blev tidligt forældreløs, men gennemførte ikke desto mindre uddannelsen til lærerinde på seminariet i Hamburg 1898, sådan som det havde været moderens ønske. Samme år flyttede hun til Odense og boede herefter i 27 år sammen med mosteren Louise Winteler, der med succes havde grundlagt en af byens største pigeskoler. Margarethe Hoffmann blev som en datter for den ugifte skolebestyrerinde, og i de følgende år rejste de ofte sammen, også uden for landets grænser.

Allerede fra 1898 havde Margarethe Hoffmann undervist ved Louise Wintelers Skole, og hun videreuddannede sig ved studieophold i Cambridge og Oxford 1900-01 og studerede senere dansk i København I 1904 blev hun gjort til medbestyrerinde på skolen, der ved flere lejligheder havde vist sig åben for pædagogiske nyskabelser, og fra en ung alder fik hun således medindflydelse på vigtige beslutninger om skolens fremtid. Den stod snart over for store forandringer, ikke mindst da den fra 1908 i kraft af den nye skolelovgivning fik egen gymnasieafdeling og dimissionsret til studentereksamen af nysproglig retning. I den forbindelse blev der bygget en gymnasieafdeling på en tilstødende grund samt en stor gymnastiksal. Da den aldrende Winteler i 1912 trak sig tilbage fra skolegerningen, overtog Margarethe Hoffmann posten som bestyrerinde og forsvarede i de følgende år skolens position som det mest populære uddannelsesvalg for det odenseanske borgerskabs døtre. Denne position blev i øvrigt tydeligt understreget ved, at Christian 10. og dronning Alexandrine i 1913 aflagde besøg på skolen. I de følgende år fortsatte skolens fremgang, og i 1918 ændredes Margarethe Hoffmanns titel til rektor, men to år senere var en større omvæltning i gang. Et økonomisk pres, forårsaget af stigende lærerlønninger, førte efter mange overvejelser til, at staten i 1920 overtog skolen, der nu kom til at hedde Skt. Knuds Gymnasium. Margarethe Hoffmann fortsatte imidlertid som rektor til sin død, og lærerne beholdt deres stillinger.

Som skoleleder har Margarethe Hoffmann stået i skyggen af mosteren, der levede til 1925, men der er ingen tvivl om, at Margarethe Hoffmann gjorde god fyldest på posten, både som administrator og som pædagog. Hun underviste fortrinsvis i tysk og engelsk, og med sit lyse sind og sin elskværdige og rolige fremtræden vandt hun mange af elevernes og lærernes hjerter. Hendes tidlige død, allerede året efter mosteren, levnede hende ikke tid til at sætte sit helt eget præg på skolen, men det var formentlig heller ikke hendes ønske. Skønt opvokset i Tyskland havde hun selv valgt tilværelsen som mangeårig “andenviolin” i det nordlige naboland.

Beskrivelser og portrætter af Margarethe Hoffmann

  • Louise Winteler: Minder fra et langt Liv, 1925. Meddelelser fra Skt. Knuds Gymnasium 1925-26. Bog og Naal 4/1926.

Tilknytning til organisationer

  • Louise Wintelers Skole
  • Skt. Knuds Gymnasium

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig