Johanne Langballe

Johanne Langballe var datter af grundlæggeren af Det danske Hedeselskab E. Dalgas, og hun voksede op i en markant familie. Brødrene Christian, Ernesto og Frederik Dalgas blev fremtrædende skikkelser inden for kunst og erhvervsliv. Hun tilbragte inden sit giftermål som 26-årig tre år i Schweiz og Italien med sprog- og kunststudier. Da hun i 1891 blev præstekone i Junget i Salling, anlagde hun en stor urtehave efter faderens råd om plantning af læhegn og dræning af jorden. I præstegården serveredes herefter rigeligt med hjemmedyrkede grøntsager og ikke for meget kød, og et stort antal unge piger blev oplært af Johanne Langballe i progressiv husførelse. Hun havde store agitatoriske evner, og hun søgte i årene omkring 1900 i tale og skrift at påvirke skoleforhold på landet, især pigernes undervisning i håndarbejde og lærerindernes uddannelse. For Dansk Kvindesamfund (DK) rejste hun landet rundt og talte håndarbejdets sag, og da hun blev minutiøst refereret, fik hun betydelig gennemslagskraft. Selv skrev hun lange artikler, bl.a. i Bog og Naal, der var organ for de nordiske pigeskoler. På grund af sit fødenavn nød hun stor lydhørhed, men selv var hun realistisk og ikke mindst strategisk. Hun gik langsomt frem og viste i praksis, at teorierne kunne realiseres.

Da Johanne Langballe sammen med sin mand overværede eksamen i landsbyskolen, erfarede hun, at håndarbejde ikke var et af skolens fag. Hun fandt dette meget forkert, da hun mente, at håndarbejde var grundlaget for al kvindelig gerning. Gennem håndarbejdsundervisning ville pigerne lære orden, renlighed, økonomi og glæden ved at kunne udføre et smukt og nyttigt arbejde. Dette havde en opdragende og moralsk betydning, som ville virke tilbage også på de andre fag. To år efter havde Johanne Langballe overtalt skolekommissionen til at tilbyde håndarbejdsundervisning til pigerne i tre lokale skoler, hvor de blev undervist af tre kvinder fra sognet. Hun havde selv udformet en plan for undervisningen, der lå på linie med Dansk Husflidsselskab, som holdt sommerkurser for vordende lærerinder, ledet af håndarbejdsfagets pioner Emilie West. Johanne Langballe blev fortaler for et obligatorisk og systematisk fag med inspektion til hjælp for lærerinderne og til vejledning for skolekommissionen.

Johanne Langballe var aktiv i Dansk Skoleforening, der var stiftet i 1887 for at skaffe et forum, hvor pædagoger og lægfolk sammen kunne knytte bånd mellem skole og hjem. Med 1899-skoleloven blev håndarbejde obligatorisk i de landsbyskoler, hvor der var ansat en lærerinde, men det havde kun få skoler. Derfor agiterede Johanne Langballe for en kortere faguddannelse af lokale kvinder, og i 1901 blev hun indvalgt i en af Kultusministeriet nedsat komité, der arrangerede månedskurser placeret dels i København, dels på Th. Langs Skole i Silkeborg og på Statens Forskoleseminarium i Vejle. Kurserne blev forløberen for Statens Håndgerningskurser, der helt til 1970’erne var en af de få muligheder for håndarbejdslærere for efteruddannelse. I 1916 blev Johanne Blom ansat som håndarbejdsfagets første inspektrice, og hermed blev et af Johanne Langballes mål opfyldt. Også sognets kvinder nød godt af Johanne Langballes engagement, da præstegården i Junget i 1901 var rammen om et af Marie Steffensens treugers kurser for husmødre i kjolesyning og tilskæring organiseret af DK.