Johanne Blom

Johanne Blom var det næstyngste af ti børn i en dansksindet familie i Sønderjylland. Begge forældre og flere søskende døde af tuberkulose, og Johanne Blom blev forældreløs som 11-årig. Hun kom i huset hos bekendte, indtil hun i 1880 rejste til København for at gå på N. Zahles Skole, hvorfra hun tog lærerindeeksamen i 1884. Hun boede resten af livet på Østerbro, en tid sammen med en svigerinde Camilla B., der var enke, og siden med lillebroderen Christian B., mens han studerede medicin, men for det meste alene. Johanne Blom underviste først på Caroline Amalies Asylskole og fik i 1887 ansættelse ved Københavns kommunale skolevæsen. Hun var især optaget af husholdning og håndgerning, fag, som mange lærerinder sammen med kvindebevægelsen i disse år søgte at styrke. Med ændringen af skoleloven i 1904 blev håndgerning obligatorisk, og Johanne Blom fungerede 1906-28 som censor ved lærerindeeksamen. I 1916 udnævntes hun til den nyoprettede stilling som håndarbejdsinspektør for landets folke- og realskoler og siden også gymnasiet. Hun blev dermed sammen med Eline Hansen, der i 1910 var blevet skolekøkkeninspektør, en af de første kvindelige overordnede embedsmænd i Undervisningsministeriet. Hendes hovedopgave blev at få skoler og borgmestre til at bevilge penge og skabe rammer om undervisning i håndarbejde samt at få lærerinderne til at opkvalificere sig. Det næste årti rejste hun landet rundt, dels for at inspicere, dels for at arrangere kurser, hvor hun selv instruerede i faget.

Som pioner inden for håndarbejdsundervisningen placerede Johanne Blom sig centralt i den kønspolitiske debat, og hun engagerede sig desuden bredt i kvinde- og kirkesag. Hun sad i bestyrelsen for Foreningen til Opførelsen af smaa Kirker i København i 1890’erne og stiftede Dansk Paramenthandel, der solgte tekstiler til kirker. Hendes lejlighed blev brugt som salgssted. I kvindevalgretskampen var hun med fra begyndelsen og deltog personligt i den af Dansk Kvindesamfund (DK) organiserede underskriftsindsamling, der i 1888 resulterede i, at 20.000 kvinder krævede valgret. I 1905 blev hun medlem af det nyoprettede værgeråd, og da den kommunale valgret for kvinder blev en realitet i 1908, stillede hun op for en tværpolitisk borgerliste og blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 1909. Ud fra sin kristen-etiske grundholdning ønskede hun at gå på tværs af de hårde fronter mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet, der havde blokeret Borgerrepræsentationen i mange år. Listen blev støttet af Kristne Kvinders Vælgerforening og Uafhængig Vælgerforening. Det var den eneste liste, der turde opstille en kvinde som spidskandidat ved det første kommunalvalg med kvindelig stemmeret.

Johanne Blom genvalgtes tre gange, indtil hun 1919 selv trak sig tilbage midt i valgperioden. Hun blev den mest markante af de syv første kvindelige borgerrepræsentanter, fordi hun kom til at sidde med den afgørende stemme mellem de to fløje og i flere tilfælde kunne stemme forslagene hjem efter eget hoved. Hun fulgte socialdemokraterne og de radikale i skole- og socialpolitiske spørgsmål, Højre i de øvrige sager. Johanne Blom talte ikke ofte, men når hun gjorde, var det på baggrund af konkrete erfaringer med byens hårde sociale problemer, som hun kendte af selvsyn. Hun var respekteret for sine holdninger, især i udvalgsarbejdet omkring skole- og socialpolitik. Ved valget i 1917 fik Socialdemokratiet absolut flertal, så Johanne Blom mistede sin centrale position. Hun blev erstattet af Thora Daugaard, da hun trak sig i 1919, men listen opnåede ikke genvalg i 1921. Selvom kvinderne i Borgerrepræsentationen generelt fulgte partilinien, kunne de dog i enkeltsager stå sammen, som fx da Johanne Blom sammen med Julie Arenholt fra Det Radikale Venstre og Gerda Welding fra Venstre støttede en anmodning fra DK om at forlænge ansættelsen af de to kvindelige betjente, der var optaget i korpset på prøve i 1914. Første Verdenskrig forværrede nøden blandt de fattige, Borgerrepræsentationen måtte med Johanne Bloms stemme oprette folkekøkkener og skolebespisning, hvad der skærpede politikernes interesse for husholdningsspørgsmål. Efter krigsafslutningen i 1918 nedsattes med Johanne Blom som formand en husholdningskommission, der i sin betænkning fra 1920 anbefalede obligatorisk skolekøkkenundervisning og desuden støttede de idéer om en videnskabeligt baseret husholdningslæreruddannelse, som DK med Birgitte Berg Nielsen i spidsen var fortaler for. I 1914 var Johanne Blom desuden blevet udpeget til medlem af den anden ædruelighedskommission, hvor højskolelærer Astrid Hostrup også sad. De blev dermed de første kvinder i en offentlig kommission.

Efter et langt arbejdsliv tog Johanne Blom sin afsked som statstjenestemand i 1928. I samtidens satire var hun en kendt figur, der gik under navnet Missionsdamen i den kulturradikale presse. Hun var handlekraftig og så de muligheder, valgretten gav hende for at opfylde sine personlige ambitioner og realisere sine idéer. Hendes styrke som enegænger var egne livs- og arbejdserfaringer, en stærk religiøsitet og tro på kvinders aktive rolle i samfundet. Hun fik den nødvendige base af politiske kontakter i Borgerrepræsentationen og i DK, der brugte og støttede hende i karrieren som håndarbejdsinspektrice og på de senere kommissionsposter.