Eline Hansen

Eline Hansen tog som 16-årig fra Assens til København og var 1876-77 elev på N. Zahles privatlærerindekursus, hvor hun tidligt blev optaget af kvindesagen. Hun blev dernæst lærerinde ved Sæby Realskole. 1883 tog hun eksamen som lærerinde og underviste 1884-89 ved Aarhus højere Pigeskole, ledet af Albertine Sørensen. Allerede da var hun en udpræget personlighed, der forstod at gøre sig gældende både i og uden for skolen. 1889-1910 var hun ansat ved Københavns kommunale skolevæsen.

Eline Hansen så skolen som et område, hvor kvindesagen havde store opgaver, både i arbejdet for den voksende lærerindegruppes lige vilkår og uddannelse og for skolepigernes undervisning. Hun var tidligt engageret i at få indført de praktiske fag, håndarbejde, gymnastik og skolekøkken, som skolefag for piger. Det blev dog skolekøkkensagen, der blev hendes egentlige arbejdsområde, og i dette valg blev hun inspireret og opmuntret af husholdningspioneren Birgitte Berg Nielsen. I 1897 betalte Københavns kommune Eline Hansen for at blive uddannet til skolekøkkenlærerinde på det norske statskursus i Oslo. Hun bestod eksamen med udmærkelse og tog desuden et kort kursus i kemi på Landbohøjskolen.

Herefter underviste Eline Hansen som et forsøg børn på Københavns kommunes fortsættelseskursus i huslig økonomi, men forudsætningen for fagets fremtidige succes og udbredelse var en øget tilgang af lærerinder. Sammen med to kolleger, Marie Jespersen og Therese Stamer, indgav hun i 1898 et andragende til Rigsdagen om støtte til et kursus for uddannelse af skolekøkkenlærerinder. Forslaget blev anbefalet af Københavns Kommunelærerindeforening og foreningen Den danske Pigeskole samt underskrevet af 1.600 mænd og kvinder. Eline Hansens netværksarbejde var væsentligt for sagens usædvanligt hurtige gennemførelse: etårige skolekøkkenkurser ved Danmarks Lærerhøjskole fra 1901 efter forsøg med to firemåneders kurser 1899-1900 og 1900-01. Eline Hansen var lærer i pædagogisk vejledning og skolekøkkenmetodik ved kurset til sin død i 1919 og gjorde sammen med inspektøren Karen Blicher en pionerindsats for at udvikle en både praktisk og teoretisk-systematisk undervisningsform i faget. Også med Sofie Rasmussen, som både var kollega, ven og bofælle gennem mange år, havde Eline Hansen et tæt samarbejde. Som led i forberedelserne havde hun med kommunal og statslig understøttelse foretaget studierejser for at undersøge skolekøkkenundervisning i Belgien, Tyskland, England og Skotland, lande, hvor faget allerede var praktiseret i årtier. Hun skabte sig hermed en bred international orientering og det bedst mulige faglige grundlag for sit videre arbejde.

Eline Hansen agiterede levende og klart i såvel pædagogiske som kvindesaglige kredse for skolekøkkenundervisningen som et socialt og sundhedsmæssigt spørgsmål, særligt for byernes nye arbejderklasse. Hun mente tillige, at undervisning i faget ville give alle piger lyst til og forståelse for det huslige arbejde og vække respekt i samfundet for, hvad kvinders arbejde i hjemmene var værd. Gennem en fælles huslig opdragelse håbede hun desuden på, at kvinder fra forskellige samfundslag på tværs af skellet mellem tjenestepiger og husmødre ville få respekt for hinandens arbejde. Først og fremmest havde Eline Hansen dog blik for skolekøkkenfagets pædagogiske kvaliteter, som hun overbevisende demonstrerede med eksempler fra sin egen undervisning, der lyste af en dygtig lærers målrettede arbejde, dyb forståelse for børn samt af lærers og elevers fælles begejstring for faget. Hun argumenterede for, at skolekøkken skulle have en central plads i folkeskolen: “Intet andet Fag er som Skolekøkkenundervisningen egnet til at samle de spredte Kundskaber fra Skolen; hvert Fag har Bud til Skolekøkkenet.” Derfor kæmpede hun også for, at underviserne skulle være uddannede lærerinder, der kunne forbinde skolekøkken med skolens andre fag og øvrige pædagogiske arbejde. Praktisk færdighed i madlavning var mindre vigtigt end dygtighed i at undervise, og det ville hæve fagets betydning i børnenes øjne, at lærerinden var sidestillet med de andre lærere.

1904-10 var Eline Hansen medlem af Københavns Skoledirektions første stående udvalg af lærere og lærerinder, og 1905-09 formand for Københavns Kommunelærerindeforening. Med denne position havde hun stor indflydelse på skolekøkkenfagets hurtige udbredelse i kommunen. 1908 kæmpede hun energisk en lønforhøjelse igennem til lærerinderne, og med sin kloge optræden og store forhandlingsevne bidrog hun væsentligt til det gode resultat. Som tak indsamlede kollegerne penge til en fond, der oprettede en feriekoloni for kbh.ske skolepiger ved hendes fødeby Assens. Hun var bestyrer for fonden og tilbragte sine ferier med skolepigerne. I 1910 blev hun den første skolekøkkeninspektrice i Københavns kommunale skolevæsen. Hun udarbejdede her i sit klare og knappe sprog fremragende pædagogiske undervisningsvejledninger og planer for skolekøkkenernes indretning, som holdt sig i årtier. Som engageret og hjælpsom lærer og vejleder satte hun sit stærke præg på den første generation af skolekøkkenlærerinder og påså med ukuelig arbejdsiver, at alt gik, som det skulle.

Eline Hansen var meget aktiv i kvindebevægelsen. Hun var 1886 medstifter af Dansk Kvindesamfunds (DK) kreds i Århus og blev senere formidler mellem kredsene i Århus og København 1893-1903 var hun medlem af DKs styrelse og sekretær for forretningsudvalget. Ved et stabilt og samvittighedsfuldt arbejde bar hun sammen med formanden Jutta Bojsen-Møller DK igennem en tid, hvor en ny landsorganisering skulle finde fodfæste. Eline Hansen var særlig engageret i stemmeretskampen og afløste 1909 Vibeke Salicath som formand for Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund. Desuden deltog hun 1899 i dannelsen af Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd (DKN), og var i dets styrelse i flere år. Hun var ligeledes med i DKNs sundhedsudvalg, oprettet i 1911, og ledede på dets initiativ demonstrationskurser for ubemidlede husmødre 1915-16. Ved International Woman Suffrage Alliance’s store kongres i København 1906 fungerede hun som tolk og skaffede sig mange udenlandske kontakter. Til sin død virkede Eline Hansen som kendt international kontaktperson til udlandet for de bevægelser, hun deltog i. Således udførte hun under Første Verdenskrig et stort arbejde for at knytte og vedligeholde forbindelsen mellem tyske og engelske kvinder. I krigsåret 1915 deltog hun i den internationale kvindefredskongres i Haag. Da hun kom hjem stiftede hun sammen med Thora Daugaard, Clara Tybjerg, Louise Wright og Eva Moltesen Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, hvor hun blev kasserer.

Eline Hansen var tidligt politisk interesseret. Hun var formand for den radikale vælgerforening, og ved det første folketingsvalg med kvindevalgret i 1918 var hun opstillet som kandidat i København og anbefalet af DK, uden dog at blive valgt. Hun var ikke udpræget partigænger og lagde først og fremmest sin indsats i foreninger, også filantropiske. Børnesagen havde således hendes varme opmærksomhed. Foruden arbejdet med feriekolonien var hun med til at arrangere børnehjælpsdage. Desuden deltog hun i arbejdet med bespisning af patienter under den spanske syge i 1918.

Eline Hansen var en energisk og trofast deltager i en række af tidens bevægelser. Hun var med til at opbygge foreninger, institutioner og kontaktnet. Som glødende fortaler for stemmeretten mente hun, at “Vil Kvinderne have Rettigheder, maa de ogsaa tage deres Del af Pligterne!” Bedst huskes hun dog som pioner inden for skolekøkkenundervisning. Hun ydede et væsentligt bidrag til at etablere et pædagogisk værdifuldt fag i overensstemmelse med folkeskolens overordnede målsætning og med kvalificerede lærerinder.