Clara Tybjerg

Clara Tybjerg voksede op i en gammel embedsmandsslægt på Sydsjælland. En lillesøster var den senere kvindesagsforkæmper og radikale politiker Elna Munch. Efter faderens død flyttede Clara Tybjerg til København, hvor hun 1887-90 blev lærerinde ved Den Kellerske Åndssvageanstalt, der antog dannede unge kvinder til undervisning for en beskeden løn. I disse år arbejdede hun under Christian Keller, der udviklede en ny skabende måde at undervise og institutionalisere åndssvage eller handicappede børn på. Han ville gøre anstalten til et hjem og undgå unødvendig indhegning og afspærring. Herefter rejste Clara Tybjerg til USA, hvor hun arbejdede og videreuddannede sig ved Pennsylvania Training School for Feebleminded Children indtil 1892. Efter giftermål blev hun 1894 ansat som engelsklærer ved H. Adlers Fællesskole, der var oprettet året før. Skolen var den første fællesskole i Danmark, og Clara Tybjerg var fra starten med til at gennemføre, at piger og drenge fik den samme undervisning. Skolen arbejdede endvidere for at modgå sociale skel. Også skolens rektor H. Adler var inspireret af amerikansk pædagogik og havde studeret den amerikanske fællesskole, og de to kvinder havde således et fælles udgangspunkt. Clara Tybjerg underviste på skolen til 1915, men vedblev også efter sin afgang at interessere sig for pædagogiske og filantropiske tiltag over for børn, bl.a. som bestyrelsesmedlem for Foreningen til Værn for svagt begavet Ungdom og for Barnets Hus. Hun var desuden medlem af skolekommissionen for værneskolen fra 1914 og beskikket tilsynsværge under værgerådet.

Clara Tybjergs anden store indsats lå inden for det internationale kvindearbejde og fredssagen, hvor hun fik brug for sine gode sprogkundskaber. Fra 1913 var hun udlandssekretær for paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd (DKN), og i årene op til kvinders valgret 1915 arbejdede hun sammen med søsteren Elna Munch, ligesom hun var aktiv i Kvindelig Læseforening. I DKN koordinerede hun rådets arbejde i International Council of Women. Under indtryk af Første Verdenskrigs udbrud 1914 blev mange kvinder, der ellers arbejdede for kvinders borgerlige rettigheder, enige om at forsøge at fremme mellemfolkelig forståelse og at arbejde for, at stridigheder blev afgjort ved voldgift i stedet for krig. I 1915 var Clara Tybjerg repræsentant for DKN ved den internationale kvindefredskongres i Haag. Kongressen var en erstatning for International Woman Suffrage Alliance’s planlagte kongres i Berlin, der blev aflyst ved krigsudbruddet. Deltagerne på kongressen i Haag var både repræsentanter for kvindeorganisationer og enkeltpersoner. I forlængelse af kongressens hovedtema, hvordan kvinder kunne medvirke til at standse krigen, blev Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF) stiftet. Sammen med Thora Daugaard, Eline Hansen, Louise Wright og Eva Moltesen dannede Clara Tybjerg ved hjemkomsten en dansk sektion af WILPF, som 1916 fik navnet Danske Kvinders Fredskæde (DKF), fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. De fem kvinder ønskede først at etablere den danske sektion inden for Dansk Kvindesamfund (DK). Men forslaget mødte for stor modstand, om end DK havde sympati for kvindernes fredsarbejde.

Allerede vinteren 1915-16 forberedte en gruppe på ca. 30 sprogkyndige DKF-kvinder sig på deltagelse i næste kvindekongres gennem studier i folkeretslige, økonomiske og politiske emner. På kongressen i Haag var det blevet aftalt, at den næste kongres skulle afholdes straks efter Første Verdenskrigs afslutning. Clara Tybjerg var ansvarlig for organiseringen af studiekredsene, hvor bl.a. juristen C.C. Heilesen underviste i internationale retsforhold. De 30 kvinder, der deltog i studiekredsene, bl.a. Gyrithe Lemche, Henni Forchhammer, Estrid Hein, Matilde Bajer og Ellen Hørup, blev på Clara Tybjergs initiativ del af et netværk, der skulle rejse rundt i Danmark og oplyse om fredssagen. I sommeren 1916 udsendte foreningen en redegørelse for kongressen i Haag og en opfordring til danske kvinder om at træde ind i DKF ved at betale en “Fredskrone” og underskrive lister, som krævede “Retfærd fremfor Magt”. Listerne blev sendt til International Council of Women’s hovedkvarter. På denne måde ønskede man at give danske kvinder mulighed for at tilkendegive deres økonomiske og moralske støtte til fred mellem nationerne og således bidrage til at rejse en folkestemning for en retfærdig fredsslutning efter Første Verdenskrig.

I 1918 afholdt DKF for første gang Kvindernes Fredsdag, hvor der bl.a. blev samlet penge ind. Initiativet gav problemer i forhold til Dansk Fredsforening (DF), stiftet af Fredrik Bajer i 1882. I DF så man med vrede på det store beløb, som det lykkedes kvinderne at indsamle og den medlemsflugt fra DF, som man frygtede ville blive konsekvensen af den nye forening. Clara Tybjerg, der indtil sin død var medlem af begge foreninger, forsøgte bl.a. i DFs organ Fredsbladet at skabe velvilje for et godt samarbejde mellem de to foreninger. I 1918 var DKF også arrangør af et stort møde i Paladsteatret, det såkaldte Wilson-møde, der havde en række kvindeorganisationer som anbefalere, bl.a. DK, DKN, Københavns Kommunelærerindeforening og Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Hegnet. På mødet, hvor bl.a. Lemche og professor Viggo Bentzon talte, diskuteredes den fredsplan, som den amerikanske præsident Wilson havde fremsat. Clara Tybjerg var formand for DKF 1915-20 og blev ved sin afgang efterfulgt af Daugaard. Under Clara Tybjergs formandstid var foreningen vokset til omkring 10.000 medlemmer. Da DKF 1919-21 efterhånden udviklede sig til en landsorganisation med lokalafdelinger, gled hun over i Københavns-kredsen, hvor hun 1921-25 var formand.

Efter Første Verdenskrig arbejdede WILPF primært inden for det sociale og humanitære område, for kvinders og børns rettigheder og for at bevare freden. Organisationen støttede kraftigt dannelsen af Folkeforbundet efter Versaillesfreden i 1919 og arbejdede for kvinders repræsentation heri. Efter fredsslutningen kunne WILPF 1919 endelig afholde sin anden kongres i Zürich. I den danske sektion var Clara Tybjerg særligt optaget af de aktiviteter, der havde med opdragelsen af børn og unge at gøre. Da Wien efter Første Verdenskrig blev ramt af en hungerblokade, var hun omkring 1921 meget aktiv i Wienerbørnshjælpen og medlem af bestyrelsen for Wienerbørns Ophold i Danmark. 1930-33 var hun som repræsentant for DKF og DF medlem af et udvalg vedrørende revision af skolebøger, nedsat af Undervisningsministeriet. Udvalget arbejdede på en ændring af indholdet i undervisningsbøger om andre folkeslag på baggrund af en amerikansk undersøgelse af skolebøgers bidrag til had og foragt mellem folkene. Clara Tybjerg var desuden medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Røde Kors samt aktiv i Røde Kors’ Ungdom.

Clara Tybjergs gæstfrie hjem på Østerbro dannede i årenes løb ramme om mange udenlandske freds- og kvindesagsforkæmperes besøg, bl.a. WILPFs stifter, den senere modtager af Nobels Fredspris Jane Addams, der tilbragte juleaften 1922 i det Tybergske hjem. På internationale kongresser var den statelige Clara Tybjerg en fyldestgørende repræsentant for den danske afdeling, sprogsikker og imødekommende som hun var. Efter ægtefællens død 1925 levede hun nogle år i Hillerød og deltog til det sidste i fredsarbejdet. Hun var en varmhjertet humanist, for hvem idéen var alt. Som koordinator i mange kvindeforeninger og internationale kontaktnet, der blev udbygget i århundredets første årtier, undlod hun at markere sig klart partipolitisk og kvindepolitisk. Hun var klog, åben og lyttede til sine medmenneskers problemer og havde viljen til at hjælpe dem. Modigt sagde hun altid sin mening, idet hun vidste, at “man kan ikke være Forkæmper og Forsigtigper paa en Gang.”