Eva Moltesen

Den finskfødte Eva Moltesen mistede både sin fader og sine søskende som lille. En tid senere flyttede moder og datter til Helsingfors, hvor den stilfærdige og beskedne, men også lærelystne pige kom i den svenske latinskole. I 1890 blev hun student, og fire år efter afsluttede hun sine zoologistudier på byens universitet med magistereksamen. I studietiden var hun medlem af den kvindelige studenterforening De gamla kvinnliga. Det kammeratlige samvær her betød meget for universitetets få kvindelige studerende, og den alvorligt anlagte Eva Moltesen gik intensivt ind i fællesskabet. De ældre var gode forbilleder for de nyankomne, og der blev knyttet mange livslange venskaber. Eva Moltesen selv vedblev at holde kontakt med flere af foreningens medlemmer, også efter at hun i 1896 var flyttet til Danmark.

Eva Moltesen havde tænkt sig at videreuddanne sig til læge, men opgav disse planer for at engagere sig i højskolemiljøet, der var præget af tidens finsk-nationale bevægelse. Allerede mens hun læste, havde hun 1892-93 undervist på Nord-Savolaks Folkehøjskole, der var grundlagt af Hjalmar Mikander, en af pionererne inden for den finske højskolebevægelse. Efter universitetstiden fortsatte hun sit arbejde på højskolen, og i en periode var hun tillige redaktør for det finske højskoleblad Kansanopisto. 1896 fik hun et stipendium, der gav hende mulighed for et studieophold i Danmark. Mikander, som hun også senere i livet opretholdt forbindelsen med, havde været på Askov Højskole, og også Eva Moltesen blev nu elev her. På skolen mødte hun sin senere ægtefælle, kirkehistorikeren L. M. Brylluppet stod i 1898, og året efter fik hun sit første barn. Parret blev en tid boende på højskolen, inden de flyttede til København og senere til Charlottenlund, hvor børnene kom i fællesskole.

“Giv aldrig dit Land bort, uden Kærligheden tvinger dig,” skrev Eva Moltesen. Hun gav ikke selv afkald på sin finske arv, men vedblev at holde en nær forbindelse med sit fædreland både på det private plan og gennem sit virke i Danmark. Som foredragsholder fortalte hun sit danske publikum om forholdene i Finland, som forfatter skrev hun 1910 en finsksproget bog om Danmark og berettede om Finland på dansk i det lille kulturhistoriske værk Det finske Finland, 1920. På dansk udgav hun desuden Fra Kalevalas Lunde, 1908, en gendigtning af nogle af fortællingerne fra Finlands nationalepos. To år efter kom en lignende samling Fortællinger fra Kalevala, der også oversattes til tjekkisk. Hun virkede tillige som finsk-svensk oversætter, og i 1904 grundlagde hun Københavns Finske Forening, der udviklede sig til et aktivt forum, om end medlemstallet forblev beskedent. I 1905, samme år som hun fødte sit fjerde og sidste barn, udgav hun både en finsk-dansk ordbog og en dansk-finsk ordbog.

Eva Moltesen var sammen med Eline Hansen, Thora Daugaard, Louise Wright og Clara Tybjerg medstifter af Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Foreningen var den danske sektion af Women’s International League for Peace and Freedom, som blev grundlagt i 1915 som reaktion på Første Verdenskrigs rædsler. Tidens filantropiske arbejde tog hun del i som bestyrelsesmedlem for Mødrehjemmet i Valby. Hun gik ind for frivilligt moderskab og havde 1906 selv været med til at stifte hjemmet, der rettede sig mod “ugifte, første Gang fødende Kvinder og deres spæde Børn”. Ligesom sin mand, der i 1909 var blevet valgt til Folketinget, tilhørte hun Venstre, og i 1918, ved det første folketingsvalg, hvor kvinder havde valg- og stemmeret, opstillede hun for partiet. Også ved valget i 1920 var hun folketingskandidat. I 1926 døde sønnen Erik, og tabet ramte Eva Moltesen meget hårdt. Endnu samme år blev hendes mand udnævnt til udenrigsminister. Pligterne som ministerfrue tærede yderligere på kræfterne, og det var en lettelse for hende, da hans ministerperiode sluttede i 1929. Svageligheden tog imidlertid til, og i sine sidste år levede hun tilbagetrukkent og forlod sjældent sit hjem.