Louise Wright

Da Louise Wright var tre år gammel, blev familien nødt til at forlade Slesvig på grund af krigen 1864. Familien bosatte sig i Helsingør, og faderen blev 1870 forstander ved ældreinstitutionen Gamle Kloster. Det var et bygningskompleks fra Middelalderen, som Louise Wright senere skildrede veloplagt i Vort Ungdomskloster, 1914, sammen med personlige erindringsglimt fra et harmonisk opvækstmiljø. 15 år gammel mødte hun på et bal Hans W., der havde engelske aner, mens den adelige Bauditz-slægt havde tyske. To år efter forlovede de sig, men først i 1886 var han så veletableret, at de kunne gifte sig. Louise Wright var stærkt slægtsbevidst og i høj grad et hjemmemenneske. Da moderen blev enke, boede hun i en årrække under samme tag som sin datter på Nørrebro. Familien fik et ekstra medlem med plejesønnen Albert Marius Holm, søn af en ugift, farvet moder og en hvid mand. Plejesønnen kom til Danmark fra De Dansk-Vestindiske Øer på foranledning af Louise Wrights svoger, guvernør Lars Chr. Helweg-Larsen. Da Albert 23 år gammel druknede under en Øresundssejlads i 1914, var det en dyb sorg for Louise Wright.

Louise Wrights offentlige engagement lå i en lang årrække primært inden for filantropien. I 1913 afløste hun Hendrine Hoffmeyer som direktrice for Præmieselskabet for Plejemødre (PFP), et filantropisk foretagende, der førte tilsyn med mere end 600 kbh.ske plejebørn under fem år. Som direktrice havde Louise Wright desuden ansvaret for den årlige udvælgelse af 125 kandidater, som kredsforstanderne havde indstillet som præmieværdige på grund af deres samvittighedsfuldhed som plejemødre. Hun ledede PFP indtil sin død. Til 1935 var hun desuden formand for Fællesudvalget for Børneforsorg og næstformand for Værneskolebørns Ferieophold. Louise Wright blev omkring 1914 bestyrelsesmedlem i Foreningen Mødres og Børns Bespisning. Her stillede hun to gange forgæves forslag om, at foreningen skulle melde sig ind i Danske Kvinders Nationalråd (DKN), der var stiftet 1899. I 1911 var hun blevet medlem af DKNs presseudvalg, og 1917-27 gjorde hun sig gældende som næstformand. Netop i disse år efter kvindevalgrettens erobring 1915 var de filantropiske, kristelige og sociale foreninger blevet mere lydhøre end før for medlemskab af paraplyorganisationen DKN. Sammen med bl.a. Henni Forchhammer og Clara Tybjerg indtrådte Louise Wright som repræsentant for DKN i Nordisk Kvindesagsnævn, hvori også repræsentanter fra Dansk Kvindesamfund havde sæde. Nævnet, der blev konstitueret 1917, var en dansk afdeling af Nordiske Kvindesagsforeningers Samorganisation (NKS), der var et forsøg på at skabe tættere kvindekontakter mellem de nordiske lande. I 1924 deltog hun i NKSs konference i Finland. Hun var desuden repræsentantskabsmedlem i foreningen Kvindernes Bygning. Louise Wright, der var meget belæst, hørte til Kvindelig Læseforenings (KL) ældste medlemmer. Hun skrev artikler i KLs medlemsblad om ældre litteratur og var indtil 1926 formand for Diskussionsudvalget. Ved sin afgang 1926 blev hun udnævnt til æresmedlem af KL.

Første Verdenskrigs udbrud 1914 blev et chok for Louise Wright, som havde næret en forestilling om, at civilisation og kristendom tilsammen ville danne et effektivt værn mod krige mellem europæiske stater. Hun kom til at betragte nationalisme som et krigsstimulerende og negativt fænomen, men samtidig var hun stærkt optaget af muligheden for at få Sønderjylland tilbage til Danmark som følge af krigen. Sammen med svogeren Helweg-Larsen, der var vendt hjem til Danmark efter salget af De Dansk-Vestindiske Øer i 1917, lagde hun en energisk indsats i Flensborg-Samfundet, hvori han var formand, hun selv bestyrelsesmedlem. Efter Genforeningen i 1920 tog Louise Wright sammen med endnu et bestyrelsesmedlem Hanne Jenssen hver sommer på foredragsrejser til Tyskland for at tale blandt sydslesvigere og styrke danskheden. Hun blev Den Sydslesvigske Kvindeforenings æresformand, sad i Grænseforeningens hovedbestyrelse og i dets rejseudvalg. Men til sin skuffelse blev hun 1925 stemt ud af hovedbestyrelsen på grund af sin høje alder. Verdenskrigen ansporede Louise Wright til i 1915 at blive medstifter af den danske sektion af Women’s International League for Peace and Freedom, etableret ved kvindefredskongressen i Haag samme år og med Danmark som en af de først tilsluttede medlemsnationer. Hun var aktiv i ledelsen af den danske sektion, der fik navnet Danske Kvinders Fredskæde (DKF), bl.a. som bestyrelsesmedlem 1921-24, og siden hædret som æresmedlem af DKF.

Louise Wrights mange poster havde hendes store arbejdsevne og redelighed samt hendes venlige, livlige og stærke personlighed som præmis. Vibeke Salicath, Caroline Testman, Johanne Münter og Sophie Alberti hørte til hendes kvindesaglige “Sjælsveninder” og Charlotte og Gordon Norrie til den mere private omgangskreds. Efter Louise Wright i 1925 var blevet enke efter mange års godt ægteskab, boede hun resten af sit travle liv sammen med datteren Lissie. Hendes kirkelige interesse manifesterede sig i hendes sidste tiår i arbejde for at få rejst en kirke i Jægersborg, hvortil hun var flyttet kort før ægtefællens død.